Af Peter Nielsen og Rasmus Dahl Møller

Videoen er optaget på VUC Syd. De medvirkende er kursister, der arbejder hen imod en 9.kl eksamen. Kursisternes alder er 19, 22 og 45 år.

Opgaven de fik stillet var: “Lær Barry, at sende en snapchat for første gang”

To erfarne snapchat brugere, introducere teknologien for én der møder den for første gang. De er ikke trygge ved at der er kameraer der filmer dem. Derfor er situationen lidt trykket i starten, og de skaber deres eget formelle læringsmiljø ved de laver en videns overlevering til novicen. Efter ca. 3 minutter, sker der noget interessant. Der begynder Barry at stille spørgsmål omkring brugen af snapchaten. Ikke af teknisk karakter, men ifht. brugen og meningen med teknologien.

I det moment danner de deres eget CoP, hvor de ud fra hver deres kulturelle ståsted giver danner en fælles forståelse for teknologiens værdi.

Efter kameraerne blev slukket, var der samlet en større flok på 10-14 kursister. Der blev der igen dannet et CoP, hvor der både blev diskuteret fordel og udlemper med snapchat og tekniske færdigheder ifht. app’en. Selv om underviseren normalt er en autoritet ift. læringen, så bliver vedkommende en del af CoP på lige fod med de andre deltagere.

Fra fællesskab til praksisfællesskab

Kursisterne tager udgangspunkt i den formelle læring. De erfarne snapchat-brugere forklarer hvad der skal gøres og hvilke knapper Barry skal trykke på.

I det nyligt opståede fællesskab som kursisterne udgør, er de nødt til at tage udgangspunkt i den formelle læring. Den sikrer at gruppen har et fælles udgangspunkt og forståelse for fællesskabets omdrejningspunkt. Der er derfor behov for at en eller flere påtager sig en formel rolle som underviser og facilitator for læring. Først når alle gruppens medlemmer har en grundforståelse for emnet, kan de gå over i en ligeværdig samtale omkring app’ens formål og behov i fællesskabet.

Først når fællesskabet kommer forbi den formelle opstart, går de over i den spæde start på et praksisfællesskab (community of practice). De er ikke længere blot et fællesskab der sysler med det samme problem, men deltager i en demokratisk samtale om emnet og har en fælles interesse i at dygtiggøre sig.

Etienne Wenger opstiller tre elementer der skal være til stede for at praksisfællesskaber kan opstå:

• Et domæne der danner rammen for en fælles identitet.
• Et fællesskab hvori der interageres og udveksles læring.
• En praksis bestående af udøvere der udvikler et fælles repertoire af ressourcer.

Kursisternes nystartede praksisfællesskab indeholde ovenstående elementer, men kun i et begrænset omfang.

Da vi slipper dem, har de endnu ikke haft tid og mulighed for at opbygge et den fælles viden der sætter dem i stand til at dygtiggøre sig som fællesskab. Der er endnu for stort et kompetencemæssig spring mellem nybegynderen og de to eksperter.

Eftertanker

Kursisterne havde kun meget lidt egenbestemmelse over formålet med deres interaktion.

Praksisfællesskabet vi ser er ikke opstået som et naturligt produkt af en fælles interesse, men som et ønske fra underviserens side.

Er det forsvarligt for os som undervisere at forsøge at opstille praksisfællesskaber? Hvordan kunne underviseren i stedet benytte sig af de naturligt forekommende fællesskaber?