Fra uformel til formel læring – kan man det?

Af Sarah Louise Lolk Mariussen, Jeanne Hermann, Laila Bo Muhs, Malene Saltoft og Lau Jensen

Leg, kreative læreprocesser, eksperimenterende praksisfællesskaber og uformel læring, som vi beskrev i vores sidste blogindlæg var nøgleordene til det læringslaboratorium vi i denne uge forsøgte at etablere og inddrage i en undervisningskontekst. Er det muligt, at fastholde  elevernes engagement og lyst til at eksperimentere og lære af hinanden med en teknologi som ScatchJr, som vi så i den uformelle læringssituation eller vil disse faktorer ændre sig i et undervisningssituation med fastsatte rammer, konkrete læringsmål og en ændret præmis – eleverne som “tvungne deltagere”?

I den formelle læringskontekst – her i forståelsen af Wengers læringsteori om situeret læring; blev der bygget videre på elevernes erfaringer fra den uformelle læringssituation og som oldtimers skulle de nu gøre brug af deres erfaringerne – og lære fra sig. 3. klasserne fik til opgave at introducere programmet til 0. klasserne.

Omdrejningspunktet for læringslaboratoriet var bl.a. 3. klasses elevernes sproglige formåen, fokus på evne til at formidle det lærte fra sig – i en ny kontekst – til en ny målgruppe (de yngre 0. klasses elever). Også 0. klasserne var der læringsmål for, og disse rettede sig mod selve teknologien; at eleverne skulle kunne lege sig ind i brugerfladen og anvende “programmeringssproget”.

Softwareprogrammet ScratchJr, som både er simpelt og komplekst, giver eleverne mulighed for at være medskabere frem for blot brugere af computere og iPads. Skaberen bag Scratch, Mitch Resnick ønsker at programmet ikke kun fokuserer på kodning og programmeringssprog, men også indfanger børnene i communities, hvor ideudvikling og det at skabe noget sammen er i højsæde – og det er præcis det der sker i dette eksempel.

Børnene kaster sig over teknologien og betragter programmeringen som en leg, hvor der kan eksperimenteres og opdages. De opfatter den formelle læringssituation som legende og inspirerende. Den formelle læringssituation kom ikke i konflikt med elevernes lærings – og legekulturer. De slap fantasien løs, måske netop fordi de hurtigt blev fortrolige med teknologien. Der sås hurtigt tegn på at der var ved at opstå et praksisfællesskab, med fokus på kollaboration, eksperimentering og kreativitet.

Mange elever fra 3. klasse (oldtimers) mestrede nemt at formidle deres viden-i-handling. Det var interessant at observere, hvordan dynamikken mellem oldtimers og newcomers var synlig og hvordan centre blev flyttet.

Via ScratchJr oplevede nogle elever også succes med andre udtryks- og identitetsformer og dermed muligheden for at bringe andre ressourcer i spil.

Eleverne var trygge i deres “lærings-rolle” fordi de netop fik lov til at eksperimentere, lege sig til nye påhit, forhandle med hinanden og lære af hinanden.

I vore egne refleksioner ligger hele tiden et lag, hvor vi vil (skal) vurdere hvilke tegn på læring, der ses hos eleverne, og hvilken indvirkning teknologien har på undervisningen. Det påvirker den refleksion-i-handling der konstant finder sted hos underviseren og udtrykkes måske ved indgriben i processen på et tidspunkt, hvor eleverne faktisk er i et godt læringsflow. Hvor vi i de forudgående eksperimenter havde oplevet, at eleverne “gik på besøg” hos hinanden for at lære eller dele, var eleverne i dette tilfælde mere fastlåste i deres egne grupper – p.g.a. rammesætningen. For at få skabt vidensdeling blev der undervejs indlagt rotationer, hvor eleverne skulle besøge andre grupper for at se, hvad de havde gang i – evt. bidrage og tage noget med tilbage til egen gruppe. Måske er denne indgriben netop et eksempel på, at underviseren intervenerer på et tidspunkt, hvor det forstyrrer mere end bidrager til den læring, der er i gang.

De mange positive interventioner mellem eleverne, uagtet at de arbejder med forskellige læringsmål, taler for en bedre brobygning mellem netop den uformelle og formelle læring. Inddragelse af div. nye teknologier og programmering som sproget, der skal give yderligere mulighed for leg, eksperimenterende fællesskaber og øget kreativitet – afhænger måske i høj grad af hvilken pædagogik, der anvendes og hvor fleksible målene er?