En omvej værd

Vores produktmateriale er opstået ikke-intentionelt. Det består af vores overvejelser over, hvor vi kunne filme en uformel læringssituation, hvilke teknologiske medier vi skulle bruge og hvordan – samt senere refleksioner over, hvornår læring er uformel kontra formel.

For os har rammen for og opgaven i Modul 1 skabt grunden til, at netop vi har søgt hinanden i et praksisfællesskab. I processen med at besvare opgaven har vi gjort brug af hinandens ressourcer og viden. Herudaf er det gået op for os, at vores formelle og uformelle læring har gået hånd i hånd.

Metarefleksioner

Dette kursus tager afsæt i en undersøgelse af, hvordan vi kan udvikle fremtidens uddannelse i et globaliseret netværks- og videnssamfund.

Modulets opgaver og tekster lægger op til, at vi anlægger et sociokulturelt perspektiv på læring i kobling med digitale redskaber.

Dette perspektiv fordrer en diskussion af fællesskaber og det sociale set i relation til netværk og viden.

I artiklen Situated Cognition and the Culture of Learning (Brown, Collins & Duguid, 1989) problematiseres det epistemologiske afsæt for megen undervisning. En forståelse, hvor undervisning tilbyder studerende/elever konceptuelle repræsentationer af kommende praksis, men som ikke kobles til den praksis, som de senere skal agere i. Brown, Collins & Duguid (1989) argumenterer, at der er tale om to forskellige kulturer, en skolekultur og en praksiskultur, der ikke kobles i dette epistemologiske regime. Dermed stilladseres viden ikke relevant for praksis, og fremragende præstationer i uddannelseskulturen betyder ikke fremragende præstationer i en kommende praksis.

For at modvirke denne manglende kobling må underviseren agere som mester for sine studerende/eleverne, og lærlingene må starte som perifere deltagere i et praksisfællesskab. Metoden for læring i dette perspektiv skal basere sig på en forståelse af, at lærlingene først må arbejde induktivt for sidenhen at få koblet repræsentative begreber og allerede udviklede kulturelle redskaber på deres viden.

Denne forståelse af læring stiller en række spørgsmål til vores video:

Overordnet spørgsmål:

Har vi ageret i et lærende praksisfællesskab i Lave & Wengers forståelse?

Underspørgsmål og refleksioner:

Har vi haft en mester/et praksisfællesskab at lære i?

• kan vi betragte en opgave i kursussammenhæng som en reel praksis, vi er på vej ind i? Eller har vi, som ovennævnte artikel problematiserer, ageret i en undervisningskultur, der er langt fra praksis? Vi har umiddelbart reflekteret over vores egen proces og har dermed ikke koblet den til vores praksis. Hvordan skal denne transfer af viden/læring ske? Nu har vi intuitive forståelser af forskellige digitale værktøjer, men vil vores viden stilladseres, så den giver mening i vores praksis?

Hvad har vi lært / hvilken viden har vi fået?

• Med en socialkonstruktionistisk forståelse af, at viden opstår socialt og kulturelt, kan det diskuteres, hvilken slags viden, vi har tilegnet os. Har vi mon lært, at arbejdspraksisser kan skabes på tværs af tid og rum i digitale netværk? Spørgsmålet er, om vi i gruppen i fællesskab har konstrueret en fælles viden om digitale værktøjer?

Det giver anledning til et mere overordnet spørgsmål til kursets undersøgelse:

Skaber vi reelt lærende praksisfællesskaber, når fællesskabet er på tværs af tid og rum?

• eller skaber vi rum for arbejdsfællesskaber, hvor viden og læring omhandler arbejdsfællesskabers opgavedeling?

Et fremadrettet handlingsorienteret perspektiv på vores erfaringer kan være, at såfremt vi har en ambition om at skabe viden/læring om digitale værktøjers anvendelse i vores egen praksis ud fra et sociokulturelt perspektiv, må vi stille en række fordringer til vores kommende arbejde: at vi for at være et lærende fællesskab må arbejde sammen i hvert fald i tid, så vi i fællesskab kan meningsforhandle ny viden og formå at koble det til vores egen praksis.

Pia Bajlum Esbensen, Christina Job og Britt Alstrøm.