En tanke er, at behovet for og opmærksomheden omkring klasseledelse i en dansk/kontinental sammenhæng opstår i forlængelse af lærerenes autoritetstab hen over 70’erne. Der bliver brug for et nyt/ekstra lag i takt med, at faget ikke længere alene kan støtte sig til den rene fagdidaktik og må gribe elevernes forskellighed med flere svar end ét.
Måske derfor er klasseledelse i DK-kontekst ikke instrumentel, fordi det er den komplekse situation (erkendelsen af elevernes forskellighed, relationernes betydning osv.) der er udfordringen og som klasseledelsen skal håndtere.
På samme måde kan den angelsaksiske traditions mere instrumentelle tilgang måske forstås: at problemet dér ikke er oplevet som elevernes forskellighed, men som noget andet, fx underviserens manglende kompetence.
Det var lige den hurtige refleksion herfra 🙂