Kære KLEO leder
Du bedes beskrive hvad du forstår som god klasseledelse, som du kan se det udmøntet på din skole med jeres elever/kursister og rammer.
OBS! Husk at klikke kategorien “lederopgave #7” af før du offentliggør dit indlæg
Kære KLEO leder
Du bedes beskrive hvad du forstår som god klasseledelse, som du kan se det udmøntet på din skole med jeres elever/kursister og rammer.
OBS! Husk at klikke kategorien “lederopgave #7” af før du offentliggør dit indlæg
Du bedes beskrive hvad du forstår som god klasseledelse, som du kan se det udmøntet på din skole med jeres elever/kursister og rammer.
Jeg reflekterede tidligere med Grethe fra Sosu. Her er det tydeligt, at klasserumsledelse bliver noget relativt forskelligt mellem vores to skoler, da Sosu er meget praksisorienteret. På den måde kommer Sosu på visse stærk til at passe bedre til en curriculum-baseret tænkning end en HF.
Nu har vi hørt Leas gennemgang af den didaktiske- og curriculum-baserede tænkning. Jeg sidder og tænker, at klasserumsledelse sigter mod at eleverne opnår mest mulig læring, men hvilken læring? På min skole har vi en stor on going diskussion af forholdet mellem dannelse og xxx. Lærerne er bekymrede for, at ledelsen og resten af verden fratager dem deres og elevernes sigte på dannelse. Det forstår jeg godt, tror jeg :-), og opfatter det som en kamp mellem en didaktisk-tænkning og en curriculum tænkning.
Samtidig er det også tydelig, at nogle af vores lærere har udfordringer på både en styringsakse og måske også relationsakse (husker ikke, om det hed noget andet i øjeblikket :-)). Det de i første omgang opfatter er, at de ikke kan styre klassen i forhold til diciplinære forhold. Derfor har flere lærere uafhængigt af hinanden været forbi mit kontor for at tale om, at vi skal have mere viden om klasserumsledelse – og jeg tror de tænker en curriculum-baseret klasserumsledelse.
Måske har vi haft/har brug for et sving i en curriculum-retning af klasserumsledelsen efter 68’er pædagogikker, AFEL og andre strømninger.
Grundlæggende tænker jeg, at vi skal holde godt fat i vores egen grundlæggende tænkning, som stammer fra Grundtvig, “Bildung” og så naturligvis lade os inspirere.
Oversigten med “10 gode kendetegn på god undervisning” tror jeg meget fint dækker de forskellige opfattelser af god klasseledelse, som eksisterer på min arbejdsplads. Når det er sagt, vil et fokus på et af kendetegnene – eller blot en delmængde af et enkelt kendetegn – bevirke, at dette fokus stjæler noget fokus fra de andre kendetegn.
Til de “10 gode…” hører også overvejelser om den enkelte klasse. I klasser med 32 elever kræves måske mere styring, modsat klassen på 21, med det formål at give tid og plads til relation i en klasse på 32.
Du bedes beskrive hvad du forstår som god klasseledelse, som du kan se det udmøntet på din skole med jeres elever/kursister og rammer.
God klasseledelse på vores skole tager udgangspunkt i vores værdier:
God klasseledelse udmøntes ved
Jeg forbinder først og fremmest klasseledelse med lærerens tydelighed og struktur på flere niveauer. Dette kan være synlige mål, tydelig struktur på modulet, klarhed i udmeldinger og feedback, tidsaspekter mm. Derudover ligger der vel også klasseledelse i at skabe et trygt læringsmiljø – nærvær, interesse, anerkendelse, fokus på individet, inddragelse og lydhørhed. En vigtig del af klasseledelse synes jeg også er, at man som lærer tager ansvaret – herunder også for relationen. En stærk faglighed og synlig begejstring for faget ligger også i god klasseledelse.
En tanke er, at behovet for og opmærksomheden omkring klasseledelse i en dansk/kontinental sammenhæng opstår i forlængelse af lærerenes autoritetstab hen over 70’erne. Der bliver brug for et nyt/ekstra lag i takt med, at faget ikke længere alene kan støtte sig til den rene fagdidaktik og må gribe elevernes forskellighed med flere svar end ét.
Måske derfor er klasseledelse i DK-kontekst ikke instrumentel, fordi det er den komplekse situation (erkendelsen af elevernes forskellighed, relationernes betydning osv.) der er udfordringen og som klasseledelsen skal håndtere.
På samme måde kan den angelsaksiske traditions mere instrumentelle tilgang måske forstås: at problemet dér ikke er oplevet som elevernes forskellighed, men som noget andet, fx underviserens manglende kompetence.
Det var lige den hurtige refleksion herfra 🙂