Efter modul 1 står det ikke lysende klart for mig hvad entreprenørskab er og hvordan entreprenørskabsundervisning skal forstås ifølge E3U. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg kommer med baggrund i det erhvervsøkonomiske område, hvor fokus er på entreprenøren som innovator der ved at kombinere noget eksisterende skaber nye muligheder og organiseringer, der giver værdi for andre og entreprenøren selv. Entreprenørskab forudsætter ikke nødvendigvis en helt ny organisering (fx en ny virksomhed), men kan udmærket foregå i en eksisterende som ‘intraprenørskab’.
Jeg er dog blevet lidt klogere efter at have læst Entreprenørskabsfondens glimrende rapport om “Taksonomi i Entreprenørskabsuddannelse – perspektiver på mål, undervisning og evaluering”. Kan også et stykke af vejen tilslutte mig Fondens noget bredere definition, at “entreprenørskab er, når der bliver handlet på muligheder og gode ideer, og disse bliver omsat til værdi for andre. Den værdi, der skabes, kan være økonomisk, social og kulturel art” (FFE-YE, 2011). På denne måde kan entreprenørskab være underlagt forskellige målsætninger (fx egennytte vs. fælles nytte) og foregå i forskellige kontekster (en formaliseret vs. ikke-formaliseret), dvs. at entreprenørskab kan anskues i et tværfagligt perspektiv og omfatte såvel ‘indviduelt entreprenørskab’, ’socialt entreprenørskab’, ‘entreprenørskab i organisationer’ (intraprenørskab) og ‘entreprenørskab i politiske, offentlige og forskningsbaserede organisationer’ (herunder også uddannelsesinstitutioner).”
På denne måde er det nogenlunde klart for mig, hvad entreprenørskab er og ikke er. Dvs. hvad genstanden for undervisningen i entreprenørskab er, jf. ovenstående. Derimod bliver det noget mere svævende, når entreprenørskabsundervisningen bliver defineret som “Indhold, metoder og aktiviteter, der understøtter udvikling af motivation, kompetence og erfaring, som gør det muligt at iværksætte, lede og deltage i værdiskabende processer” (FFE-EY, 2013) – hvilket jo for så vidt er konkret nok (bortset fra det med “værdiskabende processer”), men når det så omsættes i generelle og abstrakte taksonomier om ‘viden’, ‘færdigheder’ og ‘kompetencer’ uden relation til genstand og kontekst, og dermed også i en præcisering af hvad vi reelt kan vide og erfare om entreprenørskab i forskellige kontekster, bliver det noget abstrakt. Det kan dermed nemt betyde alt og dermed ingenting.
Hvis entreprenørskabsundervisningen i den udvidede fortolkning, som erhvervelse af entreprenøriel viden, færdigheder og kompetencer, skal have nogen gang på jorden i videregående uddannelser (fx på universitetsniveau) er det af afgørende betydning, at der sker en afgrænsning og præcisering af genstandsfeltet (på professionshøjskoler fx som en praksis relateret til udvikling af pædagogisk virksomhed) eller i en forskningsbaseret kontekst (på universitetet) i forhold til forskellige typer af formaliseret og ikke-formaliseret organiseringer, hvor entreprenøriel virksomhed (som aktivitet) foregår. Ellers bliver det svært at argumentere for entreprenørskabsundervisningen i relation til den etablerede faglighed på de specifikke uddannelser, hvor entreprenørskabsundervisning kan være relevant.
Entreprenøriel viden, færdigheder og kompetencer er således ikke nødvendigvis svaret på alle udfordringer og ej heller et bud på den eneste måde at forstå problemer og deres løsning på i alle sammenhænge, men derimod en forståelsesramme, der kan fremme kreativitet, refleksion og relevante handlingskompetencer i en hel del sammenhænge. Udfordringen er at afgrænse og præcisere disse sammenhænge.
Jørn