Visionsdag: Fra elevers digitale instinkter til ekspertadfærd

Forskere, ledere og lærere udvekslede praksisnære perspektiver til DiDaK-projektets afsluttende visionsdag. Udviklingen af  fælles redskaber til en digital skolekultur, inspirerende eksempler fra praksis og ledernes fremtidige implementeringsarbejde  blev diskuteret.

Hvordan understøtter og udvikler vi de mange elever, som udviser et “digitalt instinkt” og benytter digitale medier effektivt, men ikke altid hensigtsmæssigt og reflekteret? Sådan lyder et af de grundlæggende spørgsmål i DiDaK-projektet. Elevernes egne stemmer, som kommer til udtryk via det store undersøgelsesarbejde, der ligger til grund for diskussionerne og de stillede spørgsmål, er i sig selv en opsigtsvækkende dimension af det digitale kompetenceprojekt i gymnasieskolen.

De fem aktivt deltagende skoler er i fuld gang med at diskutere, eksperimentere og ikke mindst implementere arbejdet med digitale kompetencer i vidt forskellige formater, som har stået på de seneste to år. Det kommer til udtryk i gode erfaringer og diskussioner om, hvordan man hensigtsmæssigt lader faglige og digitale ambitioner smelte sammen i konkrete undervisningssituationer. Dette bliver der sideløbende lavet inspirationsmateriale om, bl.a. i form af den igangværende udvikling af pædagogiske formater i et inspirationshæfte, som er til gavn for hele gymnasieskolen – ikke blot de deltagende skoler.

Digitalt instinkt vs. digitale kompetente elever

Elevernes egne oplevelser af udviklingen fra intuitive valg online til mere refleksive valg blev diskuteret i forbindelse med videnskabelig assistent Mette Boies undersøgelse af elevstemmer, der blev fremlagt på visionsdagen.

Elevernes beskrivelser viser, at det umiddelbare digitale instinkt, der er styret dels af faste online-vaner og dels af tilfældigheder, har potentiale til at skubbe til eleverne mod at blive expert-like-learners, hvor de er i stand til vurdere og arbejde med den information, som de finder på nettet.

Nogle elever viser sig som såkaldte “long-time practitioners”, der kendetegnes som erfarne, rutinerede praktikere. De klarer sig godt i kendte situationer på digitale medier, men er ikke specielt gode til at løse nye problemer på nettet. Dette ses hos elever, der har etableret velfungerende praksisser inden for søgning, produktion, organisering og deltagelse, men som udfordres af læreren til at beskrive deres processer indgående.

En elev beskriver sine egne refleksioner på denne måde: “Jeg lærte noget, fordi jeg havde mulighed for at bruge nettet. Det gjorde nemlig, at jeg have en bredere mængde fakta, hvor at hvis jeg kun havde en bog til rådighed, er der mere arbejde, når man skal finde ’’gode’’ oplysninger, som er relevante. Jeg tror bare generelt, at unge har nemmere ved at finde nyttige informationer gennem nettet”.

At udvikle elevers praksis kræver, hvad forskerne kalder handlingsduelighed, en forholden sig til egne evner og også en social intelligens. Derudover ses det også hos elever, der udviser tegn på ekspertlignede adfærd, at de forholder sig til deres egen tvivl og usikkerhed og samtidig rummer en vis portion vedholdenhed i deres læringsproces.

Læreren kan understøtte udviklingen af denne adfærd ved bl.a. at styrke bevidstheden om proces hos eleverne og hjælpe med at italesætte de umiddelbart intuitive valg. Derudover er håndteringen af tvivlssituationer og forholdet til elevens egen viden vigtigt for læreren at fokusere på. Elevernes refleksioner over deres metoder til at tilegne sig viden på er dermed guld værd – ikke mindst for deres egen udvikling.

Digital faglighed skal ind i fagene

Hvad skal eleverne kunne for at udvikle, hvad man kan kalde en ekspertlignende adfærd? Dette indebærer ifølge lektor Christian Dalsgaard nye kompetencer, som ikke er generiske metakognitive kompetencer, men i stedet knytter sig til konkrete kompetencer inden for fagene. Dette kalder han en “komplementær faglighed”, der ligger sig mellem fagets faglighed og en digital faglighed.

Den komplementære faglighed er ifølge Christian Dalsgaard et udtryk for de digitale kompetencer, der opstår, hvor kernefagligheden spiller sammen med den digitale faglighed. Koblingen mellem de to felter er dermed det essentielle – også selvom det afkræver ny viden om fx søgemaskiner for at det kan bruges aktivt til at forbedre faget. “Værktøjet er ikke faget,” ræsonnerer en elev sig frem til i undersøgelsen, hvilket understøtter idéen om, at de komplementære kompetencer kan udvide og forstærke faget.

Udvidelsen af faget kommer til udtryk i alle fire kompetenceområder, fx i forhold til informationskompetencer – bl.a. i Historie og Samfundsfag, hvor arbejdet med kildekritik online bliver en komplementær faglighed via viden om digitale mediers søgemaskiner og algoritmer.

Det samme gør sig gældende i forhold til de produktive kompetencer – bl.a. i Geografi, hvor  figurer, grafer og modeller kan produceres online af eleverne som hjælp til at forstå verden.

På samme måde understøtter visualiseringer af dynamiske og redigerbare figurer den kerne-geografiske faglighed, hvilket man ikke ville kunne gøre uden de digitale medier.
De digitale medier åbner nye domæner for faget og øger faglighedens rækkevidde. I nogle tilfælde betyder det en forstørrelse af enkelte faglige elementer og eventuelle ændringer af vilkår for faget, pointerede Christian Dalsgaard til visionsdagen. Dette blev underbygget af især lærernes egne erfaringer – bl.a. set i eksemplet fra Køge Gymnasium, hvor videoproduktion blev anvendt ifm. fejlretning i idrætsfaget.


Leave a Reply