Et udsagn der ofte kommer på banen, når man snakker om digital dannelse i gymnasieskolen er, at eleverne allerede er digitale eksperter, men ifølge Christian Dalsgaard, forskningsprogramleder på CUDiM og en del af forskningsgruppen i projektet DiDaK, er svaret ikke helt så entydigt.
”Det er noget, der bare sidder. Søger bare og så finder jeg ud af, hvad der er brugbart. Jeg sidder ikke rigtig og tænker over det. Det er bare noget, man gør, og så læser man sig frem til det”.
Sådan lyder et udsagn fra én af de gymnasieelever, som indgår i aktionsforskningsprojektet DiDaK, der har fokus på digital dannelse og kompetenceudvikling i gymnasieskolen. Eleven forsøger at beskrive den praksiserfaring med teknologi, som vedkommende har.
En anden elev i projektet beskriver det således: “Så udvikler man det her digitale instinkt, i hvert fald hvis man har færdes på computeren over et længere stykke tid”.
Rutineret praktiker eller ekspert?
Ifølge lektor Christian Dalsgaard forbedrer og forfiner eleverne i projektet hele tiden deres digitale praksis, men de har samtidig svært ved at sætte ord på, hvad de kan. De er, som den ene elev nævner, udstyret med et digitalt instinkt.
“De mangler nogle begreber til at forklare, hvad det er, de gør i forskellige kontekster og på forskellige medier. De fleste elever er refleksive omkring deres digitale praksis, men de mangler nogle begreber. Der skal vi hjælpe eleverne til at blive mere bevidste om processen”, fortæller Christian Dalsgaard.
Han forklarer, at man kan skelne mellem rutinerede praktikere og eksperter. Mange elever i projektet kan siges at være rutinerede praktikere, hvilket betyder, at de er gode til at se, hvad læreren eller andre gør for derefter at kopiere deres digitale praksis.
“Vi vil gerne sætte fokus på, at elever kommer ud over det med at være rutinerede praktikere, der kan klare sig i kendte problemer, men ikke er så gode til at løse nye problemer. Eksperter er bedre til at løse nye problemer. De reflekterer, læser og spørger. De har en anden adfærd i at arbejde med et emne”, uddyber Christian Dalsgaard og peger på, at det kan bidrage til ekspertadfærden, hvis elever får nogle teoretiske begreber at arbejde med.
Digital teknologi – it-værktøj eller komplementær faglighed?
Det er dog ikke kun eleverne, der kan arbejde med deres forståelse af det digitale som en faglighed. De interviews, som forskerne i projektet har foretaget med lærerne fra aktionsskolerne, peger i retning af, at lærerne fortolker det digitale på to forskellige måder.
“Groft sagt kan man sige, at lærerne italesætter digitale kompetencer på to forskellige måder”, fortæller Christian Dalsgaard og fortsætter: “Enten anskues digitale medier som it-værktøjer eller som komplementær faglighed”.
Ifølge Christian Dalsgaard er det vigtigt, at undervisere kan skelne mellem, om de bruger digitale medier som et middel til at lære faget eller som en komplementær faglighed.
“Det er måske den digitale faglighed, der er sværest at udvikle, men det er måske også den der er vigtigst. Det er den digitale faglighed der skal til, for at give eleverne nogle begreber til refleksion over egen praksis”, afslutter Christian Dalsgaard.