Et af målene med DiDaK-projektet er at udvikle et sprog for at tale om digitale kompetencer og digital dannelse i gymnasieskolen. Der findes en række forskellige måder at beskrive digitale kompetencer og digital dannelse på, men ikke en entydig definition.
I projektet vil vi anvende følgende fire overordnede kompetenceområder som afsæt for at diskutere, hvad digitale kompetencer kan indebære og omhandle. Disse fire kompetenceområder har også indgået i arbejdet med læreplanerne for 2017.
-
Informationskompetencer
-
Operationelle kompetencer
-
Deltagelseskompetencer
-
Produktive kompetencer
Kompetenceområderne skal ikke anskues som generelle eller overfaglige kompetencer, idet projektet har som mål at undersøge, hvordan sådanne kompetencer ser ud inden for konkrete fag. I projektet er vi både interesserede i, hvordan digitale kompetencer kan integreres i fagene, hvad de digitale perspektiver gør ved fagene og fagligheden – og samtidig hvordan fagene farver digitale kompetencer. Fx ønsker vi at undersøge, hvilke aktiviteter og initiativer for digital dannelse, der harmonerer bedst med eksisterende faglige og tværfaglige mål, og hvilke dimensioner af digitale dannelse, der kræver fagspecifik indsigt. Spørgsmålet er derfor også, hvordan fagene kan bidrage til digital dannelse.
I de næste uger vil vi skrive indlæg om, hvad hver af de fire kompetenceområder kan indeholde.