Projektets formål
Forskningsprojektet Forsøg med Assisteret Fjernundervisning i Folkeskolen (ASSIST) har til formål at gøre den lille skole større, ved blandt andet at mindre skoler i yderområder fleksibelt kan inddrage undervisere med linjefag samt at åbne skolen op for et globalt samarbejde og dermed understøtte en bredere kompetencedækning.
Omdrejningspunktet for forskningsprojektet er såkaldt assisteret fjernundervisning, hvilket betyder at der altid vil være en lærer eller pædagog til stede sammen med eleverne samtidig med at en anden lærer eller ressourceperson underviser virtuelt i små sekvenser i løbet af undervisningen.
Baggrund
Forskningsprojektet ASSIST foretages af Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet og bygger på en forundersøgelse fra Styrelsen for It og Læring og Teknologisk Institut, hvor der er kortlagt eksisterende erfaringer, potentialer og udfordringer med assisteret fjernundervisning.
Forskningsprojektet er opstået som led i regeringens vækststrategi, hvor der ønskes at understøtte undervisning på tværs af skoler uden at fysisk afstand er en hindring. Aftalen om vækst og udvikling i hele Danmark fra d. 9. februar 2016 lyder:
”Der er visse steder i landet, hvor det kan være svært at tiltrække lærere med de rette uddannelseskompetencer. Fjernundervisning kan være med til at styrke kvaliteten på skoler i yderområder, hvor det ikke kan lade sig gøre at rekruttere uddannede lærere i alle fag.”
Delprojekter
ASSIST forskningsprojektet er bygget op omkring konkrete forsøg på forskellige folkeskoler, der arbejder med assisteret fjernundervisning på den ene eller anden måde. I forskningsprojektet indgår konkret fem forskellige delprojekter i fire forskellige kommuner, som benytter assisteret fjernundervisning på hver deres måde og ud fra hver deres præmisser. De enkelte projekter er beskrevet kort nedenfor:
Projekt Midtjylland tager udgangspunkt i Dagnæsskolen i Horsens, hvorfra to delprojekter er involveret. Det ene projekt har titlen “Kenyapakken – sprog og kultur på tværs af tre kontinenter”, som knytter undervisningen i engelsk på mellemtrinnet mellem klasser på tværs af Dagnæsskolen i Horsens, Endelave Skole, Anholt Skole samt Atuarfik Otto Frederiksen Skole på Grønland. I dette delprojekt arbejdes med emnet Development Through Trade i et globalt perspektiv, hvor de har kontakt til en assisterende fjernunderviser fra Kenya samt en samarbejdspartner i Coop Kafferisteri i Kenya. Det andet projekt har titlen “Fag i Knibe – når kompetencedækning bliver en udfordring”, hvor der sikres kompetencedækning ved at elever fra Endelave Skole på mellemtrinnet skal indgå i et fjernlæringsfællesskab med eleverne fra Dagnæs Skole i engelskundervisningen.
Projekt Nordjylland benytter Virtual Reality (VR) og Minecraft i natur/teknik-undervisningen i to førsteklasser på tværs af Gudumholm og Horne Skole til at arbejde med deres emne om “digitale medier som assistent i den fagfaglige- og understøttende undervisning”.
Projekt Nordvestsjælland samarbejder om at udføre fysikforsøg på tværs af tre geografiske lokationer. På Sejerø mangler skolen en fysiklærer, hvorfor samarbejdet sikrer kompetencedækning på øen.
Projekt Sønderjylland arbejder med teamet “Da besserne var børn”, hvor seniorer fra lokalsamfundet inviteres ind i undervisningen. Eleverne skal i et forløb på tværs af Nordals Skolen og Broager Skole få kendskab til og undersøge, hvordan det var at gå i skole i fortiden i forhold til i dag. Projektet arbejder med tanken om den åbne skole, hvor fjernundervisningen skal støtte, at lokalsamfundet kommer i spil og der kommer et samarbejde mellem to lokale skoler.