Et af de spørgsmål vores gruppe søgte svar på på K.u.b.a, var hvorfor de på deres hjemmeside skrev, at eleverne/kursisterne ikke får et formelt papir på det de lærer under opholdet.
Hvilken læringsdiskurs lå til grund for de unges ophold på tekstilværkstedet og på hele produktionsskolen, og hvordan kunne den tænkes at være årsag til at et formelt papir på læring synes overflødigt?
Hvordan kunne man få svar på dette med en materiel kulturdidaktisk tilgang?
Tekstilrummet og de tilstødende rum (fællesareal, køkken og kontor):
Rum: atmosfære, affordances,
Studerende og underviseres ruter i rummet. Hvad inviterer rummene til og hvordan bliver de brugt? Intenderet i fht. praksis.
Fænomenologisk oplevelse af rummene i forskellige situationer. Under arbejde, i pauser, med underviser, uden underviser etc. Lys, lyd, røre, gøre.
Sociokulturelt: Hvordan mødes hhv. de studerende og studerende-underviserne i formelle og uformelle situationer?
Hvordan er samtalen, anerkendelsen, (u)formelle krav, opbakning etc.
Transformativ læring og Mesterlære via “legitim perifer deltager” (Jean Lave).
Ud fra hvad Rikke fortalte og den måde de studerende agerede på i rummet, tydede det på at der foregik meget mere faglig læring udover læring af og med tekstilerne. I tekstilværkstedet indgik der hele tiden både dansk og matematikundervisning når der skal forfattes en sætning til skjorten, eller laves et budget for butikkens salg af tasker. Der skal måske skrives en forretningsplan, eller tales med et kommende chef, skrives en ansøgning eller tage nogle flotte billeder og laves en tekst til en reklame for et produkt?
Generelt tydede det på at det var meget individuelt hvad de unge fik med sig fra et forløb på tekstilværkstedet, alt efter hvad de magtede og hvad de efterspurgte. Nogle kunne have fået bedre selvtillid, andre modnes og er evt. klar til en ungdomsudd. Andre igen finder deres karrierevej.
Dette kunne være et muligt svar på hvorfor eleverne ikke alle sammen får et “eksamens” bevis med sig efter endt forløb på K.u.b.a….