Sara – Nøgleord

Mine nøgleord bærer præg af, at mit valgfag handler om læremidler. Jeg vil gerne i løbet af 3. sem. deltage i udvikling af et læremiddel og håber at kunne kombinere MKD med valgfaget i et projekt, som måske leder frem mod specialet. Det kunne være en form for pilotprojekt i forhold til udvikling af et læremiddel, eller en undersøgelse som knytter sig til læremidler. Min interesse for læremidler handler dels om, at jeg der håber at kunne kombinere min digitale baggrund med det materiel kultur didaktiske. Hvis man i forhold til læremidler smider det digitale, det materielle (især i form af sanselighed) ind i puljen, synes jeg, at der opstår nogle spændende muligheder, udfordringer og spørgsmål, som jeg gerne vil beskæftige mig med: Hvordan kan det digitale og det materielle løfte hinanden? (I museumssammenhæng, i skolesammenhæng, eller måske på bibliotekerne?). Hvad gør det digitale ved sanseligheden? Kan vi udvikle en form i læremidler, som kombinerer det sanselige og det digitale på en ny måde?

Jeg skal finde et sted, der kan fungere som samarbejdspartner, så jeg kan få et praksiselement ind i projektet. Jeg forestiller mig at finde det inden for skoletjenesten (på et museum eller et sted som fx Naturcenter Amager) eller inden for biblioteksvæsenet.