Det var en spændende tur til Mosede Fort og oplysende at høre både Henriettes fortælling om processen og Kiras erfaringer med levendegørelse og undervisning.
Den første tanke, der slog mig, da jeg så området ved Mosede Fort var: “Gad vide, hvad der vokser af spiselige ting her.” Jeg så i hvert fald rønnebær og noget der lignede unge brombær- eller hindbærplanter. Jeg ved ikke hvordan/om det kan passe ind rent historisk – om man, da Mosede Fort var i funktion, sankede fra den omgivende natur – men der kunne i hvert fald ligge nogle sanselige oplevelser for besøgende i at gå på opdagelse efter spiselig natur i området. Ikke nødvendigvis kun planter – hvad med fisk eller rejer? Blev de brugt? I så fald kunne man tilbyde besøgende at gå i historiens fodspor og fange en fisk og måske tilberede den? Efterfølgende slog det mig i øvrigt at rønnebær nok ikke er det mest anvendte i perioder, hvor der er mangel på sukker…
Det næste, der fangede mit øje var udkigsposten, som i sin skønne slidte stand og smukke farver måtte fotograferes. Først da jeg herhjemme så billederne igennem – og opdagede, at lyset sammen med de små ruder dannede et lille ansigt på indervæggen, fik jeg den tanke, at udkigsposten fortæller historier. Tænk, hvad den har set og hvad der er set gennem dens ruder i løbet af årene. Den tanke kunne man godt arbejde videre fra og bruge udkigsposten som et sted, hvor man kigger ud på historien – enten via mundlig formidling, der sætter besøgendes forestillinger i gang, eller med fx augmented reality (som ikke piller ved form og æstetik på udkigsposten, men lægger et digitalt lag ind, som kan anvendes med håndholdte enheder (telefoner eller tablets). Her kommer lige en halvplat reference, men husker I scenen i filmen Titanic, hvor man skifter fra folk, der danser rundt på skibet i fine kjoler osv. til et nutidigt (eller… halvfemserligt…) billede af det forvitrede skib på havets bund. Den kontrast mellem levende historie og nutidige materielle rester – den tror jeg godt, at man kunne lave noget spændende med.
Jeg var imponeret over den digitale dilemmaundervisning, som vi blev præsenteret for. Jeg oplevede det som effektfuldt og tankevækkende – og meget velproduceret. Der hvor jeg kunne forestille mig, at man kunne gøre den digitale formidling endnu bedre, er gennem en tættere kobling af det digitale og det materielle. Det digitale er der og er noget i sig selv – det materielle er der og er noget i sig selv. De to spor kobles ved hjælp af visuelle scanningskoder på små kort, der er placeret på relevante steder i udstillingen.
Det er meget almindeligt at benytte sig af QR-koder osv. i udstillingssammenhæng – og meget forståeligt, da det er en vældigt pålidelig og robust løsning. Det giver bare et mærkeligt pseudo-lag, som jeg oplever som forstyrrende og som noget, der skaber afstand mellem det digitale og det materielle i stedet for at binde det sammen. Hvad er så løsningen på det? Jeg ved at man et eller andet sted (på stående fod husker jeg det som SMK) arbejder hen i mod at bruge billedgenkendelse på genstandene i samlingerne, så det i stedet for en kode, der bare er der, for at være en kode man kan scanne, er de faktiske genstande man scanner. Således kunne det på Mosede Fort være den lille udstoppede gris, man scannede, i stedet for et kort med en scanningskode og et billede af en gris. Jeg ved ikke helt, hvor stabil den teknologi er på nuværende tidspunkt – og den fungerer nok allerbedst med objekter, som er (stort set) todimensionelle, som fx malerier, men det udelukker bestemt ikke at bruge det til udvalgte tredimensionelle objekter. Det er umiddelbart en lille forskel, men man fjerner dette her stregkodelag, som det jo er, og går direkte til materialiteterne. Jeg er lidt optaget af, hvilken forskel det gør – og gider rigtig godt at høre hvad I andre tænker om det, hvis nogen har lyst til at kommentere.
/Sara