Jeg spurgte Lisbeth om det ville være ok at dele noget af sit feltarbejde, og synes kan huske hun sagde god for det.
Jeg har d. 28.9. gennemført feltbesøg på robotværkstedet Bila på Mors i forhold til at undersøge det som muligt sted i materiel kultur didaktik i praksis. Jeg har udvalgt nogle billeder af fabrikken på baggrund af, hvad der kunne være interessant at se på. Jeg poster her min refleksion samt nogle af mine billeder, da jeg synes jeg fik meget ud af mit besøg- og var glad for jeg fik lov at kigge ind.
Jeg blev budt varmt velkommen og fik en grundig gennemgang af værkstedet og fik at vide, der dagen før havde været besøg af skoleklasser. Her tænker jeg Åben skole og det at bruge stedet til at undersøge, hvordan man formidler et sted i forhold til at åbne de unges øjne for den her branche. Der var her tale om både gymnasiet og handelskolen som målgruppe. Jette, jeg fulgtes med, fortalte det var et problem at tiltrække faglært og stabil arbejdskraft til deres felt og et af håbene ved disse skolebesøg også var at åbne de unges øjne for at arbejde et sted som dette. En undersøgelse af hvad eleverne fik ud af sådan et besøg og hvad der eventuelt kunne fange dem til at ville arbejde sådan et sted, kunne her være relevant.
Her ses den ene hal. Jeg tænker umiddelbart i der er mangel på naturligt daglys, men som Jette fortalte er der ikke tænkt over dette i forhold til værkstedets udformning. Virksomheden har eksisteret i 30 år. Alligevel var stemningen rolig og endda lidt hyggelig på trods af de industrielle lamper.
Et andet element var der på stedet arbejdedes med LEAN princippet.
Via tavlemøder, hver anden onsdag, sættes medarbejdernes ønsker og ændringer til arbejdet på en fælles tavle, som gennemgåes. På tavlen er der også påhæftet en seddel, hvor medarbejderne kan tilkendegive, hvor de er i forhold til trivsel på stedet. Nøgleord her, kunne være LEAN, ledelse og medarbejderdemokrati i forhold til trivsel. Jette fortalte der i starten havde været en del modstand mod indførelsen af disse tavlemøder, men de efterhånden var blevet et velintegreret redskab og nu accepteret af de ansatte. Da jeg spurgte yderlige ind til, sagde hun det nu var en del af arbejdskulturen. Der var med vilje ikke sat en leder på, men en såkaldt tavlefører, for at gøre det mindre følsomt at sige noget negativt. Dette var noget medarbejderne ifølge Jette var blevet meget bedre til efterhånden som tavlen var blevet et velkendt redskab. Hun sagde også de godt kunne finde på at “prikke lidt” til medarbejderne hvis der ikke var nogen der sagde noget. Tænker her man også kunne tænke i tavlen som redskab til overblik og meningsdannelse i hverdagen.
Der var på stedet vogne på hjul tilknyttet hvert projekt. På vognene ses en seddel med en såkaldt ansvarstrekant. Dette er med til den enkelte medarbejder altid ved, hvem der er på det pågældende projekt og via trekanten kan rette henvendelse til rette sted, hvis der skulle opstå spørgsmål.
Synes det virker som en utrolig smart, synlig og ikke mindst fleksibel måde at indrette sit værksted med. Der er styr på arbejdsgangene og alle tingene har sit sted, jvf. LEAN og dermed er det med til også at bidrage til arbejdspladsens hjemlighed.
Et sidste punkt jeg tænkte på var det med læring i praksisfællesskaber. Der bliver hyppigt ansat montører og lærlinge, der bliver lært op via rigtige opgaver. Jette fortalte, der ikke var meget egentlig introduktion eller kurser forbundet med opstart, men man altid prioriterede en erfaren blev sendt med en uerfaren. Altså et mesterlærerprincip. Det kunne her være interessant at interviewe nogle af de nyankomne og nogle af dem, der havde været der i lang tid omkring det at skulle arbejde og oplæres i et nyt fællesskab.
Her ses prototyperne de får fra Kawasaki i Japan. Værkstedet udbygger modellerne til at kunne gribe, løfte eller flytte på ting alt efter kundernes behov.
Herunder ses attraper på mælkekasser med mælk, robotten skal pakke/løfte. Der er vand i mælkekartonerne ;).. (Jeg kunne ikke lade være med at prøve at løfte på dem.. også en del af det at undersøge noget sensorisk)
Udover alle de spændende redskaber og teknologier, rummede stedet en særlig sanselig side. Det at gå rundt i de store lokaler gjorde man, ikke mindst som kvinde blandt alle de mænd der arbejdede her, følte sig lille. Her er det svært at sætte sin kulturelle forforståelse i parentes. Man kunne her også se på dikotomien: mænd og kvinder på arbejdspladsen. Da jeg senere fik en bolle og kop kaffe i kantinen, var der et såkaldt “pigebord” nok nærmere et halvt bord, jeg kunne sidde ved. Her kunne et feltstudie af hvor kvinder og mænd følte sig bedst hjemme på stedet og om der måske var en sammenhæng mellem køn og opholdssteder på arbejdspladsen.
En lidt sjov ting de havde på værkstedet, var en gammeldags drejebænk. Da jeg spurgte Jette om denne blev brugt, sagde hun det gjorde den. .
Støj fra radioen, der blandede sig med duften af metal gjorde stedet havde sin egen helt særlige duft. Duften af værksted. Lydene var ikke så høje, man hørte mest småsnakken og lidt klonk, men egentlig var der overraskende stille i forhold til der blev arbejdet med mange forskellige redskaber her. Duften af svejsning i svejseområdet var den der ramte mig mest og jeg udbrød “her lugter anderledes” så snart jeg kom ind i området. Vi taler meget om det sensoriske i forhold til museer, men der er i høj grad også en sensorisk side i det at føle sig godt tilpas og udvikle sig på en arbejdsplads. Det kunne helt klart også være en spændende vinkel at inddrage. Hvad gør duftene og lydene ved stedets stemning og trivsel.
Et af arbejdspladsens mål er at eliminere nedslidende og ensformige arbejdsopgaver, så medarbejderne opnår et markant bedre arbejdsmiljø. Det kunne være interessant at se på i forhold til topos (stedets rammer, opgaver og historie).
Er rigtig ærgret over jeg ikke har mere tid og det her sted geografisk ligger så langt væk fra min bopæl i København og ikke mindst jeg er blevet frarådet at have mere end eet sted i mit projekt. Dog synes jeg lige ville gøre opmærksom på dette område, som et meget læringsrigt og potentielt undersøgelsesfelt inden for vores fag og ikke mindst dele min oplevelse og refleksion over dette sted.
I dette rum fortalte Kira om, hvordan soldaterne havde levet tæt sammen. De fysiske omgivelser understøttede godt fortællingen, og det at man som besøgende selv kunne prøve at ligge i en hængekøje og prøve tøjet, forstærkede oplevelsen. Under fortællingen slog det mig dog, at der måtte have lugtet rigtig grimt i dette rum, men nu duftede der kun af nyhøvlet træ, hvilket faktisk forstyrrede sanseoplevelsen lidt. Det kunne måske være et didaktisk element at arbejde med lugtesansen mere i de ellers sanselige omgivelser.
Det digitale undervisningsforløb var super godt udarbejdet. Det digitale gav en god kobling mellem det historiske og elevernes egen verden på en meningsfuld måde. Derudover synes jeg, det var et rigtigt spændende didaktisk træk, at inddrage tegnede elementer i den historiske intro. Det gav en klar skelnen mellem hvornår man var i en historisk verden med fakta formidling, og hvornår man var i en deltagen verden, hvor man selv kunne bidrage til fortællingen.
