Hvad sker der med lærerrollen, når entreprenørskab indarbejdes i undervisning og/eller man laver hele entreprenørskabs-/innovationsforløb?
Per Søndergaard
Som underviser i entreprenøriel sammenhæng handler ens rolle i høj grad om at skabe nogle rammer for eleverne hvor de kan sætte forskellige ressourcer i spil. Det gør det naturligvis også i almindelig praksis, men i modsætning til de mere traditionelle undervisningsformer og lærerroller, er der i denne kontekst måske lidt ’højre til loftet’, og det endelige facit eller slutprodukt er noget eleverne selv er med til at definerer.
I entreprenørskabs- undervisning er vi som lærer måske mere samarbejdspartnere eller bestyrer af en ’idébank’ hvor eleverne kan indhente små delelementer de kan sætte ind i deres eget projekt. Det er derfor ikke vores rolle at give eleverne færdige løsninger, men at bidrage som facilitator, vejleder og til tider ekspert på de fagområder emnet omhandler.
Personligt er der ingen tvivl om at det kræver ’mod’ at slippe de mere traditionelle læringsværktøjer. Risikoen for at eleverne ikke forstår et forløb der helt eller delvis er tilrettelagt entreprenørielt er i høj grad til stede, og derfor tror jeg også det er vigtigt at man kontinuerligt følger de processer den enkelte elev eller gruppe gennemgår. Blandt andet ved at administrerer delprocesser uden at overtage elevens ejerskab, men også for løse opstået konflikter. Her ser jeg lærerrollen som en der kan få styr på organiseringen, så en evt. igangværende læringsproces ikke går tabt.
Den entreprenørielle lærerrolle handler også om ’at give slip’ og accepterer at vi som undervisere også må lade processerne leve deres eget liv. Jeg ser det faktisk lidt som at være selvstændig erhvervsdrivende eller en kreativ musiker der lige har udgivet sit nye album. Der er ingen garanti for at ens projekt eller læringsforløb bliver en succes eller et hit. Vi skal turde uddelegerer opgaver, og lade eleverne begå fejl som de forhåbentlig kan drage læring og erfaringer af fremadrettet. Vi skal have mod til at lade eleverne blive følelsesmæssigt engageret ift. frustration over arbejdsprocesserne, begrænset informationsniveau, ændringer osv. I sidste ende vil det forhåbentlig give elever der er bedre til at navigerer i ’ukendt farvand’, og ser som entreprenørskab som noget der kan udvikle dem fagligt, personligt og socialt.
Stafetten er givet videre til Kathrine…
Som Per så godt beskriver det, så ændrer lærerollen sig virkelig, når vi skal inddrage entreprenørskab og innovation i undervisningen. Vi sender eleverne ud på dybt vand, og beder dem ”stå” for det meste selv, det vil sige, at vi ikke skal ”hjælpe” eleverne for meget, give dem for mange informationer eller løsningsmodeller for at komme i mål. Jeg tror også denne lærings form kan virke som en provokation for nogle og få dem til at tænke ”nu skal jeg fandme vise dem, at det kan jeg godt det her”. Jeg tror dog, at det i starten kan være svært for eleverne at acceptere denne form for undervisning, fordi vi som undervisere nok har en tendens til at ”nurse” dem ALT for meget. Ofte starter man jo op med deduktiv undervisning, og med entreprenørskab og innovations formen bliver det lige pludselig meget mere induktiv undervisning og der bliver lige pludselig stillet nogle andre krav til eleverne. Så ikke nok med at vi gør dem til meddidaktikere og sender dem ud på dybt vand, så bliver vi det faktisk også selv.
Jeg vil give Per ret i, at det kræver mod at ”give slip” på styringen i sin undervisning, for ja risikoen for at der fejles er nok stor, når man bare bliver sluppet ud på dybt vand. Det er især nok de første par gange, at der vil ske en masse ”fejl”, og kan man egentlig tillade sig at kalde det fejl, for i denne form for undervisning er der vel ingen fejl, da der er jo mange forskellige måder at komme til målet på. Denne form af undervisning tænker jeg faktisk, der er med til at tilegne sig viden, der ikke var bragt i spil, hvis man havde kørt traditionel undervisning. Dette er vel ”win-win” både for eleverne, men også for os som undervisere, der får ny viden lagret. Desuden tror jeg, det gør, at eleverne får meget mere indsigt i den viden de har, samt at det er med til at styrke deres ”selv-effecity” – for som Pernille Berg beskrev det så godt, så havde det noget med selvindsigt, spejlbillede, socialt miljø og succes at gøre. Det må man sige entreprenøriel undervisning giver dem. Vi kommer i hvert tilfælde til at være spejlbillede for dem på en anden måde, idet vi kommer til både at være rollemodel, igangsættere og sparringspartnere. Desuden tænker jeg, at denne form for undervisning giver eleverne mulighed for at lære efter den læringsstil, som passer dem bedst, og samtidig giver det en mulighed for udvikle for os som undervisere, idet vi skal følge dem i processen. Så denne undervisningsform ser jeg som noget positivt både for eleverne, men bestemt også for os som undervisere.
Så nu vil jeg lade Julie afslutte denne refleksion…
Tak – så blev det min tur til at afslutte.
Jeg synes, at både Per og Kathrine virkelig rammer noget, der for mig giver mening, når de beskriver den ændrede lærerrolle ved entreprenørskabsforløb. Nemlig det at vi som undervisere fjerner os lidt fra at være fag-eksperter, der står klar med det rigtige svar/den rigtige løsning, til at være samarbejdspartnere og coaches, der guider eleverne ud fra de spørgsmål vi stiller hinanden.
Som Kathrine skriver, kan dette være noget af en udfordring for en stor del af eleverne, der ikke har lært at arbejde på denne måde, og derfor søger ”det rigtige svar”, for de er vant til, at løse opgaver på en bestemt måde, som de jo har lært gennem folkeskolen, og at der er et rigtigt svar på deres opgave.
Dette ligger fint i råd med teksten af Mette Linddahl Thomasson’s tekst: “The Five Capacities of Entrepreneurship Educators: from Domain Experts to Supporters of Inherently Evolving, Unpredictable and Individually Founded Learning Processes”, hvor hun netop beskriver nogle af disse problemstillinger. Hun skriver bl.a., at der er behov for et paradigmeskifte fra fokus på indhold og kognitiv konstruktivisme til en helhedsopfattelse af læring som også anerkender betydning af socialt samspil mm (s. 232).
Underviserens rolle i entreprenørielle læreprocesser, bliver derfor at facilitere – skabe rum og vej for eleverne, som nu selv har ansvar for deres læreproces. Som jeg ser det, er dette ikke noget, man som underviser – eller elev – ”bare lige” kan. Det kræver øvelse og kompetence at bevæge sig væk fra det indholdsbaserede og fagspecifikke felt ud i det åbne process baseret entreprenørielle felt, hvor hverken vejen eller målet på forhånd er fastbestemt.
Så som Per skriver afslutningsvis i sit afsnit, kræver det mod. Mod til at vi som undervisere giver slip, mod til lade eleverne tage styringen, mod til at lære ”at gå lidt ved siden af” og mod til at acceptere og lære af fejl. Dette vil styrke os som undervisere og styrke elevernes handlekompetencer, når du træder ud af ”skole-døren” og ind i job-verdenen med al dens uforudsigelighed.
Jeg ser frem til, selv at åbne denne dør med mine elever i det kommende skoleår og håber, at vi sammen lærer en masse nyt gennem entreprenørskabsundervisningen.