1. cirkelrefleksionsøvelse – læringsgruppe 1 – gr. A

Det jeg hører, glemmer jeg. Det jeg ser, husker jeg. Det jeg gør, forstår jeg
Jeg vælger at indlede med ovenstående kinesiske citat, da det meget præcist tydeliggøre min didaktiske tilgang til al undervisning – også i og med innovation og entreprenørskab. For at vende tingene lidt på hovedet, så er det vel nærmest umuligt at deltagerne ikke bliver aktive i en innovation- og entreprenørskabsproces – eller er det? Det er vigtigt for mig at designet af det undervisningsforløb, som jeg i samarbejde med lærere skal i gang med at udvikle, er eksemplarisk i både opbygning og indhold. De steps dvs. øvelser og aktiviteter, der skal indgå i forløbet skal være meningsfulde og være med til at aktivere eleverne således at de får lyst til at sætte deres viden i spil og opsøge ny viden. I mit projekt er det ikke elevernes slutprodukt, men derimod processen som er interessant. Derved placerer jeg projektet i det paradigme, som forholder sig til hverdagspraksis, da målet med mit projekt primært vil være at inspirere lærere til, hvordan de kan inddrage innovation- og entreprenørskab i deres daglige undervisning og få blod på tanden til selv at udvikle lignende forløb Men på trods af at jeg placere elevernes oplevelse af projektet sekundært, så er det alligevel en vigtig faktor for mig, at elevernes får en god erfaring og succes med forløbet, så de får mod og lyst til sidenhen at kaste sig over entreprenørskabsundervisning i de andre paradigmer. Det er ikke nyt for mig at arbejde ud fra Sarasvarthys effektuelle logik og hendes dertilhørende fire principper, da hendes teori også lægger til grund for 5-trins modellen, som vi hos Insero har udviklet og gerne inspirerer andre til at anvende i innovation- og entreprenørskabsundervisningen. I 5-trinsmodellen tager vi udgangspunkt i gruppen ud fra ”Fugl i hånd”-princippet: Hvem er vi og hvad er vores styrker? I næste trin går vi i dybden med: Hvad er udfordringen? Her overfører vi de sidste elementer fra ”Fugl i hånd”-princippet og beder gruppen forholde sig til, hvilken viden de har om udfordringen og hvem de kender i relation hertil. Vi inddrager desuden elementerne fra ”Strategiske partnerskaber” og motiverer gruppen til at inddrage samarbejdspartnere tidligt, men det afhænger meget af udfordringen og varigheden af forløbet. Det tredje princip ”Overkommelige tab” bliver typisk ikke i så høj grad italesat i de forløb vi samarbejder med grundskolerne om. Det er da også i her at Sarasvarthys merkantile tilgang tydeligst trænger igennem, da hendes forskning bygger på empiriske undersøgelser af, hvordan entreprenører tænker og agerer – og her er en overvejende del nærmere iværksættere end intraprenører. Jeg føler mig dog inspireret til at indarbejde princippet i mit eget projekt. Udfordringen omkring ”Overkommelige tab” bliver dog om eleverne i så høj grad føler ejerskab til forløbet, at de vil gå seriøst ind i overvejelserne om, hvad de er villige til at give afkald på for at få komme i mål f.eks. undværer pauser, som ofte er meget værdsat i deres skoledag. Når jeg reflekterer over, hvordan jeg i tidligere undervisningsdesigns har inddraget ”Erkendelse af det uforudsete” som er Sarasvarthys fjerde princip, så bliver det tydeligt for mig, at jeg altid forsøger at tilrettelægge processen, således at princippet er et integreret element, da det er svært at innovere og udvise entreprenørskab, hvis alt kan forudsiges og planlægges ned til mindste detalje. Men da vi (heldigvis) ikke alle har samme mindset og som i det følgende kinesiske citat reagerer forskelligt: Når forandringens vinde blæser, bygger nogle mennesker læskure, medens andre bygger vindmøller, så vil jeg vægte at mit undervisningsdesign veksler mellem en kausal og effektuel logik. Elever (og lærere) skal føle sig trygge ved at der er en tydelig ramme omkring forløbet og procesøvelserne. Eleverne skal frigive deres energi til at innovere og derved erfare, hvordan de kan udnytte deres usikkerhed og det uforudsete til en fordel, som de tør handle på. Dette er et must for det foretagsomme menneske, der skal agere som “Pilot på flyet” og selv være med til at definere fremtiden: for hvis du tænker for længe på det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben.

Jeg broderer videre og lægger mig i slipvinden på Sines indlæg med Sarasvathy  som målepinden.

Effectuation

På min skole skal entreprenørskab defineres på ny men med tråde bagud til, hvordan skolen drev entreprenørskab i undervisningen, mens den endnu var en folkeskole. Mange elementer herfra skal implementeres måske blot med justeringer. Når jeg kigger tilbage, kan jeg genkende effectuation i de mange åbne opgaver, som eleverne er blevet stillet, hvor hverken vejen, løsningen eller faget er udstukket på forhånd. Typisk opgaver, hvor en ekstern partner er tilknyttet. Og i bedste fald opgaver, hvor eleverne undervejs har oplevet at få brug for fag-faglige færdigheder, som de har tilegnet sig i basisundervisningen. Eller endog har prøvet at stå med et behov for at tilegne sig nye færdigheder for at kunne løse opgaven. En vægtig motivationsfaktor!

Bird in hand

Bird in hand-princippet genkender jeg i netop nødvendigheden af at afdække, hvad man kan løse ved egen kraft, hvad kan man løfte sammen med andre, og hvor skal man søge hjælp udefra. Fremadrettet skal der måske en højere grad af fokus på individet i en entreprenøriel proces, omend jeg fortsat vil hylde værdien i, at eleverne i mødet om en sag glemmer tid og sted og ikke mindst flytter fokus fra klasseværelsets sociale strukturer og hierarkier til fællesskabets bedste.

Mindsettet

Hvordan tænker elever, der har været udsat for entreprenørskab i undervisningen? Hvordan går de til opgaven? Med andre ord: Hvordan er deres mindset. Jeg har lavet en hel det koncentrerede projekter med elever, hvor de på en systematisk måde blev guidet gennem de forskellige faser. Og jeg synes, der er synlige spor at få øje på i deres tilgang til opgaver generelt efterfølgende. En holdning, hvor man bare går i gang med fuld tiltro til, at man kan klare opgaven. Det skal også med over i den nye model for entreprenørskab i undervisningen.

Alt i alt er min udfordring fortsat at stille skarpt på, hvordan vi på min skole indfører entreprenørskab i undervisningen i gradueret form på alle klassetrin medbringende det bedste fra ”vi plejer”. Jeg vil gå den uafvendelige kaosfølelse i møde med sindsro og tro på, at det kan lykkes.

/ubn

Jeg hopper ind i bedste patchwork stil, og fortsætter, hvor Ulla slap også med udgangspunkt i Sarasvarthy.

Vi har ikke før undervist i iværksætteri og entreprenørskab, derfor bliver vores første udfordring selv at få og benytte det entreprenørielle mindset, der kræves for at kunne videreformidle emnet. Vi har dog begge kompetencer med os, som i bedste bird in hand stil, gør, at vi hurtigt vil være i stand til at indoptage mindsettet og forhåbentlig skabe et spændede og innovativt undervisningsforløb.

Da vores forløb kun er af en uges varighed, dog i så koncentreret form, at det kun er iværksætteri, der undervises i i den uge, ser jeg det som frugtbart, at vi veksler mellem kausal og effektuel logik. På den måde tror jeg, vi har bedst mulighed for at skabe den tryghed, som vi er afhængige af, hvis undervisningen skal have det ønskede resultat. Samtidig er det meget nødvendigt for os at skabe en klar ramme for undervisningen, da vi kommer udefra og hurtigt skal etablere en relation, der forhåbentlig fører til kreativitet og nye tanker.

Vores projekt er målrettet overbygningsklasser på folkeskolen og dermed unge fra 8. Klasse til 10. Klasse. Vi har derfor at gøre med meget forskellige målgrupper, og meget forskellige klasser på forskellige skoler, som alle indoptager viden på vidt forskellige måder. Vores udfordring bliver dermed at skabe et undervisningsdesig, der både er klart defineret og spændende, men som samtidig også er så tilpas dynamisk i form, at vi har mulighed for at fjerne og tilføje enkeltdele uden det går ud over den samlede form og oplevelse.

Ane

…og jeg fortsætter så i tråd med jer andre inspireret af Helle Di Neergaards oplæg, hvor hun siger at ’Saravathys effektuelle logik mangler noget’!

Og hun spørger ud i forsamlingen,’ Hvor findes det entreprenelle helt naturligt?

 

Husk spørgsmålet mens jeg lige hopper et skridt tilbage, til en beskrivelse af diverse overvejelser over linjefaget PULS!

 

Med bla.Ryslingemodellen som et effektivt og meningsfuldt redskab (som er en model som efterskolen i samarbejde med deres elever har forfattet) griber vi fat i at arbejde med innovation og iværksætteri med vores 28 elever. Det gør vi allerede i en spæd opstart i november måned , med et forløb vi kalder ’Innovation på Slottet’!

 

Inden da, har vi arbejdet med ’Personlig udvikling’. Her er fokus og omdrejningspunktet: ’Jeg kan så meget selv, men vi kan mere end dobbelt så meget sammen’. Det resulterer i en bevidst holdning til ’mig’ sammen med ’dig’, en gruppedynamik og fornemmelse for værdien af sunde relationer allerede er herskende inden vi går i gang med det iværksættende og innovative fokus.

Så vi starter årets PULS-undervisning med tredelingens nr 1; ’Hvem er jeg’, arbejder videre med nr. 2, ’hvem kender jeg’ og slutter af i marts med ’Mit passionerede projekt’ og dermed nr. 3, ’Hvad kan jeg’. (som der tidligere på vores uddannelsesdag blev refereret til.)

 

Og det er her, JEG synes det bliver rigtig spændende! Fordi, det lige præcis er her JEG brænder ; i de kunstneriske discipliner, i musikkens processer , i teater- og dramatiske øvelsers udbytte. Det er her jeg ser de fleste elever blive drevet af lyst og passion, hvor deres mindset bliver positivt og fremadrettet, her de finder et ’flow’ , med glæde og har en helt umiddelbar lyst til at ’nå i mål’ trods diverse forhindringer og udfordringer i processen.

MEN…i forhold til min beskrevede udfordring, så er der også elever i disse processer hvis motivation falder; de bliver grebet af mindreværd især i kontaktskabelse og i de afsluttende faser…og her er fællesskabet, de gode relationer, lærere som ildsjæle ikke ’nok’ mere!!!

Og nu spørger jeg så jer:

Er det ok læring…ikke at få realiseret sit projekt, pga. det før beskrevet?

 

Vi har med vores didaktiske og pædagogiske udgangspunkt målrettet forsøgt (som Helle nævner som vigtige parametre):

1) At skabe opmærksomhed på den rigdom af evner som vi ikke umiddelbart ’tænker over’.

2) Det handler også om rummet du underviser i!

Vi har indrettet PULS-lokalet med stole placeret i en rundkreds (uden borde), vi har

et stort tæppe på gulvet, stearinlys i vindueskarmene, altid musik på når de indtræder i

rummet, personlige notesbøger, kurve med tæpper, yogamåtter og opslagstavler med

elevernes diverse produktioner(fra tegninger over netværksanalyser til skitser over

mulige projekter).

 

3) Læreren som fercilitator (med de gode spørgsmål), interaktionen med eleverne

 

4) At eleverne bliver motiveret, at de brænder

 

Så jeg spørger igen; Er det ok læring…ikke at få realiseret sit projekt?

/Mette

Anders samler tråden op:

Det er et godt spørgsmål, Mette! Er det ok læring IKKE at få realiseret sit projekt?

Der finder vel læring sted i alle situationer, hvor der reflekteres over egen og andres praksis – og det kunne være en af vores fornemste opgaver, som entrepreneurielle undervisere, at facilitere elevernes/de studerenes egenrefleksion.

Måske er der måske ovenikøbet mere læring i at fejle – ikke at nå i mål – at tabe pusten og engagementet? – Hvis altså der står gode undervisere og rollemodeller klar til at samle op, udlede læring, facilitere refleksion, motiverer til videre udvikling?

Jeg tænker, at der ligger kommende engagement og energi gemt i oplevelsen af at have kunnet samle sig selv/ et projekt/ en gruppe op (fra en ikke realisering) – og komme videre.

Og griber tilbage i egen udfordring:

EFFECTUATION —> CAUSATION —> EFFECTUATION?

I forbindelse med feltundersøgelsen mellem seminar 1 og 2 – samt videre refleksion over egen udfordring ud fra givne teorier, er det blevet gradvist tydeligere for mig, at vi i vores praktisering af entrepreneuriel undervisning på Femmøller Efterskole, bevæger os rigtig meget rundt i ´effectuations´ området.

Da vi i opbygningen af vores ”anderledes” 10. klasses forløb udelukkende praktiserer en entrepreneuriel undervisningsform – med en høj grad af fokus på et dannelses og læringsperspektiv der ligger uden for normal grundskolepraksis – har jeg en oplevelse af, at vi med fordel kunne indføre en højere grad af causal tænkning – i det mindste i lærernes planlægning af årshjul og lanlægning af kommende projekter.

Men – det udløser straks et andet skisme: Vi prøver at facilitere et anderledes læringsmiljø, hvor der i høj grad er mulighed for at kunne bryde med gamle tanke og handlemønstre.

Jeg oplever, at eleverne, når de kommer til os, er så optaget af (og fyldt op med) causale læringsprocesser – at de har svært ved at tænke frit, at de har svært ved at være i det ´rum´, hvor intet er givet på forhånd – hvor alt kan lade sig gøre, og hvor der ikke nødvendigvis er en facitliste. De er bundet op på et fast ´mindset´, og har ekstremt svært ved at løsrive sig.

Samtidig har jeg en klar oplevelse af, at eleverne lærer mest i netop det felt – i paradoksets øje.

Hvor ligger ballancen? Causalt/Effektuivt?

/Anders