pokemon-go-4k-logo-wallpaper-6128-e1471439699547

Skal vi spille Pokémon?

Hvad sker der, hvis vi på en efterskole, til middag i spisesalen, inviterer til at lege Pokémon GO. Eleverne får at vide, at de skal lege og filmes, ikke andet. Formålet er at se, om der opstår et praksisfællesskab.

Fem elever møder op med hver sin mobil, en af eleverne vil gerne filme med et GoPro, de andre spillerone
Pokémon. Ved at lade en elev filme, vil vi undersøge, om det betyder noget, at læreren ikke er i nærheden af praksisfællesskabet. Læreren filmer også. Gruppen består af fire drenge, en pige og en lærer.

Gruppen mødes og går direkte ud til tre Pokestop og et Gym, der er placeret lige uden for efterskolen. Der sidder allerede to børnegrupper fra byen. Efterskoleeleverne holder sig for sig selv. Hurtigt opstår der sammenligninger.  De fire drenge er centrum, de er bedre end de andre, i udkanten er især pigen, hun er endnu ikke med i gruppen. Hun er legitim perifer deltager, måske kan hun, efter at have luret, komme i centrum. Kimen til et praksisfællesskab er måske sået.

Vi vil bruge Wengers teori om praksisfællesskaber som et ramme for at forstå børnenes samspil, og dermed undersøge hvorvidt vi kan finde tegn på læring. Vores overvejelser drøftes på gruppens fourFacebook side.

En af de første overvejelser er hvorvidt der findes et læringspotentiale i spillet selv. Børnenes lege
med spillet forudsætter aktiv deltagelse i fællesskabet. Deres forhandlinger og drøftelser omkring spillet burde giver læringsmuligheder. Men kan spillets krav på børnenes opmærksomhed, være hæmmende?

I det traditionelle uddannelsessystem er tankegangen at det er læring som giver adgang til professionel eller akademiske praksisfællesskaber. Situeret lærings tankegang vender det på hovedet. Adgang til praksisfællesskabet opfattes som en forudsætning for læring. Så flytter fokus i lærerens opgave sig fra undervisning til at medvirke til, at elevernes forudsætninger for deltagelse øges. (Qvortrup og Wiberg 2013, side 185)

En dag eksperimenterede vi i en Århusiansk baghave. I vores praksisfællesskab var der én som skabte og fivebestemte over domænet (rollespillet). Dog var han også deltagende i fællesskabet og viste sig at være (nogenlunde) forhandlings villigt.

I børnenes praksisfællesskab er styringen af domænet helt fjernet fra de deltagende, og virksomheden kan lave forandringer til det som de vil. Hvad sker der så med fællesskabet og deres praksis?

En af børnene fortæller at der allerede er hoppede 20,000,000 fra, fordi spillet er blevet ødelagt af opdateringer. Sker der væsentlige forandringer i domænet skal deltagerne i et praksisfællesskab enten forhandle om de nye forhold eller vælge at opløse fællesskabet.

Lærerrollen i Pokémonlegen er her deltagende, læreren har ikke større viden end eleverne, det bliver et undersøgende fællesskab, hvor læreren også ønsker at lære mere. Læreren er en del af sixpraksisfællesskabet.

Egentlig er det bedst fungerende fællesskab i hele modul 1 vores egen studiegruppe. Et praksisfællesskab, hvor der er blevet eksperimentet i ønsket om at kunne og ville mere.

Tilføj en kommentar

6 kommentarer til "Skal vi spille Pokémon?"

Send notifikationer om
avatar

Sorter efter:   nyeste | ældste | flest stemmer
Laila Bo Muhs
Gæst
Laila Bo Muhs
7 år 6 måneder siden

Det er en ret interessant diskussion I har gang i! Forholdet mellem de tre essentielle begreber: Domain, community, practise. Er det vigtigt for praksisfællesskabet at kunne styre/påvirke/kontrollere domænet? I skriver: “Sker der væsentlige forandringer i domænet skal deltagerne i et praksisfællesskab enten forhandle om de nye forhold eller vælge at opløse fællesskabet.”
I et læringsperspektiv er det måske pointen? Domænet/indholdsområdet/stoffet bliver uinteressant – den eller de lærende må videre til andre domæner.
Det er interessant hvis vi ønsker at facilitere praksisfællesskaber i undervisningsøjemed.

Stephen Francisco Gomez
Medlem
Stephen Francisco Gomez
7 år 6 måneder siden

Ja netop, Det kræver en gruppe motiverede mennesker med en reel interesse for domænet at skabe et praksisfællesskab. Er det ikke også det som forudsætter succes i en traditionel undervisnings kontekst?

Christina Job
Gæst
Christina Job
7 år 6 måneder siden
Desværre lykkedes det mig ikke at afspille jeres video – den gik hele tiden i hak. Alligevel vil jeg tillade mig at kommentere på det skrevne i forbindelse med videoen. Jeg blev optaget af, at I havde valgt at lade en elev føre kameraet. Jeg synes, at det er en god måde, at gøre jeres intervention i den observerede handling mindre – og mon ikke I dermed forøger jeres mulighed for at få nogle optagelser, der minder mere om praksis (uden observator). Som undervisere og lærere påvirker vi jo de fællesskaber blandt eleverne, vi træder ind i. Som underviser er… Læs mere »
Klaus Thestrup
Admin
7 år 6 måneder siden

Jeg kan både lide videoen og den måde, siden er bygget op på. I lægger op til, at man selv går på togt i det, I vil og har tænkt. Videoen virker som en form for stemmingsbillede/indtryk/situation – og er godt tænkt som sådan med billeder, der fyger ind fra venstre og højre… – teksten er man godt nok lost på… tekst er bare det sværeste at få til at fungere i en video. der skal skrives så lidt, fokuseres så meget på siden for at få det til at fungere…

Klaus Thestrup
Admin
7 år 6 måneder siden

ja, hvem bestemmer domænet…? den er uhyre tricky, for der er ingen vej udenom: Det gør communitiet! efterskole og friskole er vel netop steder, hvor der balanceres mellem lærer og elever/brugere/børn/borgere, fordi det er steder i uddannelsesystemet, som lever af og i, at børn og unge er med til at bestemme, hvad og hvordan og hvorfor – kunne man ikke sige, at dannelse handler om at danne sig selv sammen med andre…?

wpDiscuz