Bee-Bot, hot or not?

Vi har valgt at fokusere på programmering af robotter. I dette blogindlæg ser vi på Bee-Bots:

Den lille robot, Bee-bot, henvender sig til børn fra børnehaven til 3-4.klasse. Ved at inddrage programmering med de små robotter i formelle- såvel som uformelle læringsrum giver vi børnene mulighed for at udvikle evnen til logisk analyse, kreativitet og problemløsning, som er nødvendige sider af al innovation. Børnene lærer gennem leg med Bee-bots om algoritmer og programmering. De lærer at planlægge trin for trin instruktioner, der gør den lille robot-bi i stand til at udføre opgaver for dem. Det er intentionen, at vi i legen med robotterne giver børnene rum for, at kunne lege sig til en forståelse af, hvordan de selv bliver skabende i den digitale verden, de vokser op i (jf. Hovdekorp, S).

Det vi ser i videoen ovenfor er en uformel læringssituation. Vi ser en mor og hendes to børn på 2 år og 5 år, som sammen lærer af hinanden i familiens trygge rammer, et famililært domæne. Der opstår leg og læring, men hvad vi også ser er et fællesskab, et fællesskab hvor alle er ivrige efter at lære, alt der er at lære om Bee-Botten. (jf. Wenger, E. 2011).

Hvad vi også kan observere ud fra video-dokumentationen er, interessant, at læringen foregår i et afslappet og uformelt miljø, lige nede på gulvtæppet, og langt væk fra en formel læringssituation, som vi ellers kan finde, når vi ‘normalt’ taler om læring. Læring sker hele tiden. De deltagende i denne situation lærer ikke blot hvordan Bee-Botten virker, de lærer også af hinanden, og videregiver viden frem og tilbage mellem individer, vi kan se på det som en udvikling af sociale kompetencer, kommunikation vha. samarbejde for at finde ud af hvordan Bee-Botten fungerer.

Denne læringstype, situeret læring, bryder netop med forestillingen om, at læring alene bygger på decideret undervisning. Med andre ord er læring en integreret del af daglige aktiviteter. Dermed flyttes fokus væk fra spørgsmålet om, om mennesker lærer noget ved deltagelse i forskellige aktiviteter, og til spørgsmålet om hvad og hvordan de lærer ved deltagelse i de forskellige aktiviteter? Som det ses i videoen; handler det ikke kun om at få den søde robot til at komme fra A til B, det handler også om, at kunne vise lillesøster hvordan hun skal gøre, imens lillesøster, såvel som storesøster, øver sig og lærer mens de leger. Det iagttages at det her ikke er den voksne, der dominere eller lærer fra sig. Det er her barnet der fortæller, hvad mor skal gøre for at få Bee-Botten i mål. Det er hermed ikke kun børnene der lærer om programmering via Bee-Botten, men også moren, der får instrukser fra barnet om programmerings forløbet og Bee-Bottens destination.

Til sidst ses et kapløb hvor de to børn er på samme hold, og vinder løbet mod moren. Hertil knyttes endvidere begrebet legitim perifer deltagelse, dvs. at et individ går fra deltagelse til fuld deltagelse. Barnet på 2 år går fra at være ‘observant’ til at være ‘den store’ og vinde kapløbet med sin søster. Denne iagttagelse kan forstås ud fra ’Mesterlære-princippet’, hvor læring handler, om hvordan ‘lærlingen’ tilegner sig identitet, gennem legitim perifer deltagelse i et socialt praksisfællesskab (jf. Jessen. C, 2004).

Læreprocessen må også altid ses i lyset af den kontekst, den indgår i. Vi må betragte læring som noget, der altid direkte eller indirekte involverer andre mennesker og den praksis, som man deler. Vi kan med andre ord tale om, at deltagernes læring forudsætter, at det indgår i et eller flere praksisfællesskaber.

Af Quadrant