Nyt projekt: gymnasieledere skal tættere på kerneydelse

Udvikling af den pædagogiske praksis på landets gymnasier skal på dagsordenen, hvis gymnasiereformens mål om styrkede gymnasiale uddannelser skal nås. Derfor indleder Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier og 19 gymnasier landet over nu et samarbejde om den faglige pædagogiske ledelse, der konkret tager form som en videreudvikling af feedbackkoncepterne MUS og GRUS.

Pædagogisk ledelse har en central funktion i udviklingen af ungdomsuddannelsernes kvalitet, og nyere forskning peger desuden på behovet for at udvikle skolernes pædagogiske ledelse med særligt henblik på, at ledelsen kommer tættere på deres medarbejdere og den faglige-pædagogiske praksis.

Det er med disse erfaringer i ballasten, at et nyt projekt, ”Styrkelse af den faglige-pædagogiske ledelse på de gymnasiale uddannelser – FPL projektet” nu indledes. Projektet, der er igangsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, udfoldes på i alt 19 danske gymnasier, og udføres af Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet, der siden 2014 har forsket i relationspædagogik og klasseledelse i gymnasieskolen og har konkrete erfaringer fra forskningsprojekterne ROK og KLEO.

Fokus på skolernes evalueringskultur

FPL-projektet involverer således knap 100 ledere på landsplan, der i dette skoleår kommer til at arbejde fokuseret på at styrke skolernes evalueringskultur samt den kollegiale sparring og dialog. Intentionen er hermed også, at lærere og ledere skaber et fælles sprog om didaktik, som kan understøtte det professionelle læringsfællesskab på skolerne.

Det sker helt konkret gennem arbejdet med at videreudvikle et brugbart feedbackkoncept mellem ledere og lærere, hvilket tager udgangspunkt i formaterne Medarbejderudviklingssamtale (MUS) og Gruppeudviklingssamtale (GRUS).

Forskningsbaseret tilgang

MUS- og GRUS-koncepterne, som udvikles, skal være baseret på valid information om lærernes undervisningspraksis, både kvalitativt og kvantitativt. Desuden skal de være tilrettelagt på en sådan måde, at der sker den bedst mulige forankring på de deltagende skoler. Center for Undervisningsudvikling og Digitale Mediers rolle i projektet er i den forbindelse at bidrage med forskningsmæssige indsigter og omfattende praksiserfaring på gymnasieområdet.

Det særlige fokus på forankringen i praksis er ikke mindst relevant, da det på længere sigt er hensigten, at de konkrete redskaber og teknikker, der afprøves på skolerne i FPL-projektet, kan udbredes til hele gymnasiesektoren. Den eksterne evaluator Ineva følger således også projektet, og har til opgave at gennemføre evalueringen af både FPL-projektets implementering og virkning.

Læs mere:
Forrige artikel Næste artikel

Tilføj en kommentar

You may also like