Introduktion
På denne side vil forskellige kommunikationsformer blive beskrevet gennem et interaktivt diagram. Hernæst vil der gives et blik på lærende dialoger.
Knapperne herunder er en indholdsfortegnelse for siden, men kan også bruges til at navigere ned til den tilsvarene del af siden.
Lærende dialoger
Som Shields og Edwards (2005) pointerer så er dialogen grundlæggende i forhold til læring og udvikling. Dialogen er fundamental forskellig fra transmission af viden der kendetegner nogle undervisningsformer hvor monologen er fremherskende. Det skyldes at dialogen har en indbygget legende, udforskende, eksperimenterende og afprøvende karakter der undergraver monologiske videnshierarkier og rigide begreber eller sociale forbindelser. Dysthe og Samara (2006) argumenter for at dialogen ikke blot er et en-til-en forhold mellem to samtalepartnere, men også kan være gruppebaseret eller udfolde sig som samspillet mellem stemmer og perspektiver i et fællesskab eller samfund.
En måde at udforske verden på er således gennem at udforske og lege med den gennem de dialoger vi har med hinanden. At træde ind i en gruppe- eller holdbaseret dialog svarer til at indgå en social kontrakt om delt ansvar for den forståelse vi har af verden, viden eller praksis idet det er noget vi gennem dialog etablerer i fællesskab. Dog kan dialogen også være svær for studerende der kan stille sig skeptisk over for dens ‘sandhedsværdi’. Derfor er det afgørende at underviser formår at etablere tillid til hinanden og det vidensnetværk gruppen, holdet eller fællesskabet udgør.
Som Dysthe, Samara og Westheim (2006) siger og som Bengtsen (2016) argumenterer for i forbindelse med vejlederdialoger, så står dialogen i kontrast til monologen, hvor monologen ser viden som fast og givet, ser dialogen viden som noget der er under udvikling og opstår gennem stemmernes interaktion med hinanden - dialogens såkaldte ‘flerstemmighed’. Hvor monologen er optaget af transmission af viden, er dialogen optaget af konstruktion og transformation af forståelse gennem meningsforskelle og flerstemmigheder. Monologen kan sagtens være en ‘konversation’ med studerende men styret og domineret af underviseren, hvor studerende kommer til at spille rollen som stand-in tilhørere. På den måde er undervisermonologen en pseudo-samtale hvor flere deltagere taler sammen, men udelukkende med det formål at gentage eller reproducere viden eller underviserperspektivet. Dialogen er en samtale hvor alle parter har deres egen stemme og gives lige adgang og ejerskab over samtalen. Det betyder ikke at alle har samme viden, ved lige meget eller har samme ansvar, hvilket netop peger på nødvendigheden af underviserens tilstedeværelse i og ansvar for dialogen.
Photo by Estée Janssens on Unsplash
Den gensidige vidensopbygning gennem dialogen er mulig fordi der er en indbygget åbenhed, kreativitet og mulighed for transformation i dialogen, hvilket ifølge Barbara Grant (2010) netop er definerende for den. Grant argumenterer for at dialogen er en måde at udforske og teste ideer på, at lege og udforske nye muligheder, og hun sammenligner dialogen med jazzorkestre der ‘jammer’ sammen for at udforske tonaliteter og finde frem til nye perspektiver. Men dialoger er ikke lette at indgå i, mestre eller facilitere, og som Grant pointerer føles det dialogiske rum lidt som at gå på æggeskaller (2010), hvor dialogen konstant er i fare for at bryde sammen eller blive forstyrret. For Denise Batchelor (2006; 2014) er dialogen uløseligt knyttet til stilhed og lytten. Som Batchelor pointerer udgøres dialogen ikke blot af tale, men i lige så høj grad af lytten, af ‘aktiv stilhed’. Det er en form for lytten, hvor du ikke lytter for at komme med et svar eller en kæk replik, men lytter for at forstå den talende deltageres tanke. Mange undervisere er utilpasse med lange stilheder, og føler hvis der er pauser i dialogen, at de bør bidrage med en replik eller løsning på den studerendes udfordring eller spørgsmål. Omvendt handler dyb lytten eller aktiv stilhed om at udforske mellemrummene i dialogen og tanken og aktivt at bruge ens egen stilhed til at skabe rum for den studerendes tanke. At kunne lade dialogen stå åben uden at presse svaret frem.
For at dialogen kan finde sted, må der være hvad Tera Fenwick (2014) kalder for ‘berøring’. Undervisere og studerende ‘rører’ og ‘røres’ når de finder fælles fodfæste i dialogen, ved for eksempel at forstå at ingen af dem har svaret men at de sammen må finde frem til en løsning eller forløsning på den problemstilling de står over for. Aktiv lytten er når der lyttes efter en forståelse for den anden persons perspektiv, ide, tanke eller problemstillinger i stedet for ens egne løsninger, svar eller sandheder.
Deltagerne i dialogen må derfor i større eller mindre udstrækning ‘blotte sig’ - dvs lægge deres forståelser, intentioner og tanker frem til skue og tilbyde dem til gruppen, holdet eller fællesskabet så de sammen kan arbejde med det gennem dialogen. At være involveret i en dialog er at berøre og blive berørt, at blive fanget i hinandens åbenhed og sårbarhed.