Kommunikationsmønstre på Jodel

Vi vil i dette indlæg lave en analyse af kommunikationsmønstre på Jodel. Det gør vi på baggrund af Hoems ni kommunikationsmønstre fra Openness in Communication fra 2006. Teorien ser overordnet på forholdet mellem produktionen og brugen, afsender og modtager. Der er tre aktører, informationscentret, den individuelle bruger og kollektivet (massen). Vi ser i vores analyse Jodel som informationscentret, mens den individuelle bruger er den enkelte profil, og kollektivet som alle brugere.  

Transmission

Jodel er informationscentret, der sender servicemeddelelser ud til brugerne omkring vigtige informationer. Det er information, der udsendes fra “en” til “mange”. F.eks. udsendte de en advarsel om ikke at spoile Game Of Thrones, da det var en fælles besked til alle brugerne.

 

Registrering

Foregår mellem informationscentret og den individuelle bruger. Der bliver registreret point for up- og downvotes og de Jodels, man kommenterer på bliver gemt under fanen ‘Mine Svar’.

Dialog

Foregår mellem to brugere. Da vi betegner Jodel som informationscenter, vil al anden kommunikation via posts og kommentarer blive betegnet som dialog. Altså en samtale mellem brugere på Jodel.

Kollaboration

Foregår mellem den individuelle bruger og kollektivet. Når kollektivet upvoter, downvoter og kommenterer, hjælper de den individuelles post til at blive vist under fanen ‘Top Jodels’.  

Deling

Foregår mellem det kollektive og den individuelle bruger. Det er muligt for den individuelle bruger at dele hele kollektivets jodels på bl.a. mail, Facebook eller tekstbeskeder.  

Emergens

Foregår blandt kollektivet. Her kan brugerne interagere og referere til hinanden via hashtags. Alle beskeder med et givent hashtag bliver gemt og kan ses, indtil forfatteren af opslaget sletter det.