I forlængelse af artiklen om ”Gør sociale medier os asociale”, vil vi kort præsentere feltet, vi har beskæftiget os med. Vi ser på hvilken effekt de sociale medier og mobiltelefonen har på måden vi er sammen på i 2017. Vi har undersøgt feltet ved at se på hvordan folk ved busstopsteder, i cafeer og alene gående i Aarhus’ gader anvender deres mobiltelefoner. I forbindelse med vores observationer har vi erfaret, at der er difference i anvendelsen af de mobile enheder alt efter hvilken lokation og kontekst der er tale om. Dog stikker det unge segment ud, som værende den primære aldersgruppe, der anvender disse enheder hyppigst i bybilledet.
Billedet illustrerer tre piger på Dokk1 der benytter hver sin smartphone. Selvom de geografisk er i samme rum, benytter de smartphonen til at være et andet sted samtidigt. Scenariet der udspillede sig var, at de to piger til venstre fandt deres telefon frem, hvorefter hende til højre efterfølgende også fandt den frem.
Situationen får os til at tænke på, hvilke signaler det sender at sidde med/uden sin mobiltelefon. For havde hende til højre ikke fundet sin smartphone frem, ville hun måske signalere, at hun er upopulær, kedelig eller ensom? Forekommer der en bekymring for at fremstilles ensom i social sammenkomst? For er dine veninder, ligesom på billedet aktive på de sociale medier, så bør du jo også være det?
Af Anne Hemmingsen og Jakob Ebbesen
Spændende og meget nudtidsrelevant emne!
Det kunne være interessant at undersøge hvorfor vi (unge mennesker) har sådan et stort behov for at være online og i kontakt med flere på en gang? Er der overhovedet tale om et behov eller er det snarere et pres eller en frygt for at blive ekskluderet fra fællesskabet?
Prioriterer vi de online kommunikationsmiljøer frem for de fysiske?
Malene, Christine & Emilie.
Super relevant emne, ja!
Hvilken aldersgruppe strækker dette fænomen sig over? Er der også ældre mennesker som står begravet i mobilen, eller er de begravet i en avis? Kunne være spændene og kigge på, hvordan den ældre generation reagere på, de unge som står begravet ned i deres telefon. Som i også er inde på, sætter det en mur mellem os?
Jeg synes at diskussionen er interessant. Den ser ud til at dukke op nu flere steder…. Er det fordi vi har nu adgang til så meget gear, platforme, medier, at vi lige pludselig opdager, at noget måske er ved at ændre sig? Vores forståelse af at være tilstede flere steder på en gang? Eller er det fordi, vi ikke rigtig ved, hvordan vi skal tale om det, vi selv gør? Har vi overhovedet ord for at være nedsunket i medier og kommunikation hele tiden? Eller er det fordi, at vores mediebrug faktisk ikke er avanceret eller rettere enkel nok? Jeg tænker her på, at man faktisk kan bruge digitale medier fysisk, kropsligt, rumligt, legende, eksperimenterende uden at miste der, hvor man er med kroppen – fordi kroppen anvendes som omdrejningspunkt – og ikke kun øjenene.
Handler det om at vi lever i et samfund, som ikke længere forstår kroppen som en måde at være levende på…? Vi er allerede ikke-krop, når vi møder mobiltelefonen eller den bærbare for den sags skyld… Vi er allerede “stol”, “sid ned”, “hoved”, “øjne”…
Gad vide om VR egentlig er interessant nok her, for det er stadig på øjenenes præmisser, eller hvad?
Meget spændende emne!
Det kunne være interessant at kigge på forskellige aldersgrupper i sammenhæng med jeres undersøgelser for på den måde at klarificere, om problemet udvikler sig i vores samfund, i forhold til om det bliver værre eller bedre med alderen. Her tænkes der især på de yngste generationer og deres brug af de sociale medier.
Sofie, Mia og Kasper.
Ligesom de andre, finder vi dette emne interessant, da det er meget aktuelt i dag. Er der dog ikke to sider af samme sag her? På den ene side, om det egentlig er muligt at nyde vores eget selskab uden teknologien? den anden ift. om der ikke bare er tale om, at teknologien i dag er blevet en så integreret del af vores liv, som vi ikke kan leve uden? Er det overhovedet muligt at leve uden den moderne teknologi?
– Edina og Sofie