Sorgens materialitet

Tekst: Mette Jehrbo                                                                                                              Billeder, figur og digt: Tanja Bisgaard Bizet

 

Sorg. Et almenmenneskeligt vilkår.

Vi kommer ikke udenom den, sorgen. Menneskelivet indebærer tab, og når vi mister vores kære, så sørger vi. Sorgen kommer til udtryk gennem materielle handlinger: vi mindes gennem genstande og gravsteder, vi klæder vores døde smukt på i kisten, vi skriver mindeord og holder gravøl. I faglitteraturen angribes sorgen med et psykologisk og sociologisk fokus,  i menneskelivet håndteres den gennem materielle manifestationer og handlinger. Vi har i forbindelse med vores eksamen i faget Materiel kultur, krop og handling på kandidatuddannelsen i Materiel Kultur Didaktik arbejdet med at indkredse didaktikken og materialiteten i arbejdet med sorgen, især i forbindelse med spædbarnsdød. Hvordan håndterer man den værste af alle sorger, at miste sit barn?

Til Max

Da du kom blev det det bedste, det værste.
Så dyb en sorg, så stor en glæde.
Altid to sider af samme sag.
Jeg sætter ord på.
Jeg lægger jord på.
Mit hjerte, mit barn.

Jeg elskede dig, før du var til,
kendte dig bedst.
Så stærk og vild og velskabt i kærlighed.
Så skrøbelig og fortabt.
Jeg sætter ord på.
Jeg lægger jord på.
Mit hjerte, mit barn.

Min lille dreng, savnet er lige stort og voldsomt nu som da.
Selvom hverdagen trækker, dagene går og nye mirakler har tid.
Du er med.
Jeg sætter ord på.
Jeg lægger jord på.
Mit hjerte, mit barn.

Du er i den blide brise, i fuglesang, i regndråber.
Du er i solstrålen og i den sprøde duft af forår.
Du er i mig.
Jeg sætter ord på.
Jeg lægger jord på.
Mit hjerte, mit barn.

Tanja Bisgaard Bizet, april 2018

Fodaftryk af Max Bisgaard Bizet’s fødder

Mellemværende mellem liv og død

Når et menneske dør, holder det op med at være et menneske, et subjekt, og bliver til en ting, et objekt. Eller gør det? Vi genkender stadig det menneske, vi kendte i den døde krop, som nu er tilbage. Vi holder stadig af og mindes det menneske, som var. Den døde krop repræsenterer et mellemværende mellem liv og død. Den bulgarsk-franske filosof og litteraturkritiker Julie Kristeva kalder ting, som ikke rigtig er ting, og som heller ikke ikke er ting for abjekter, og den døde menneskekrop er det arketypiske abjekt i mellemværendet mellem subjekt og objekt:

“Det er ikke mig. Det er ikke det. Men det er heller ikke ingenting. Det er en ‘noget’, som jeg heller ikke kan genkende som en ting. Det er et åg af meningsløshed, der på ingen måde er ubetydeligt, og som knuser mig. Det er på grænsen af ikke-eksistens og hallucination, på grænsen af en virkelighed, som, hvis jeg accepterer den, vil tilintetgøre mig” (Julie Kristeva, “Powers of Horror: An essay on Abjection”, 1982).

Max Bisgaard Bizet’s gravsted på Sundby Kirkegård. Storebror Viggo har arrangeret blomsterne.

Den døde krop minder os om vores egen dødelighed, og ifølge Kristeva er denne påmindelse fundamentalt traumatisk. For at mennesket ikke skal miste forstanden derved, må det forholde sig til liget i en proces, hvor den døde krop overgår fra subjekt- til objektstatus. Denne proces kalder Kristeva for abjektion, og abjektionens formål er at genoversætte liget, så det igen kan indgå i en subjekt-relation, men i en ny form. Abjektionen skal således hjælpe mennesket til at mindes dets døde, som de mennesker de var i live, til at overskrive mindet om den døde krop og dens karakter af overflødigt affald, og til at skubbe den grundlæggende rædsel over sin egen uundgåelig død på afstand. Abjektionen er første skridt på vejen i arbejdet med sorgen over tabet af dets elskede.

En sorgens didaktik

Vi er materiel kultur didaktikere, og vi kan se at denne proces kalder på en didaktik til hjælp i sorgarbejdet. Vi kan igennem vores undersøgelse se i hvert fald tre behov, som skal dækkes i abjektionen:

  • At skabe identitet for det døde barn – at fastholde eller skabe et subjekt, som det spæde barn endnu ikke har opnået.
  • At skabe identitet som forælder. Dette behov er større, hvis det er ens første barn, man mister og også afhængigt af hvor tidligt i graviditeten, man mister
  • Det at handle. At gøre noget konkret for ikke at miste forstanden.

Modellen herunder viser en samling af resultatet af vores undersøgelse. Vi har talt med jordmødre fra tre forskellige hospitaler i Danmark, om hvad de tilbyder og anbefaler til forældre til døde spædbørn. Vi har talt med repræsentanter for organisationer, der donerer produkter til forældre, der har mistet et barn. Vi har talt med forældre, der selv har mistet spædbørn. Og Tanja har selv erfaret at miste sin søn og skulle prøve at undgå at miste forstanden.

Figur 1. Abjektionen vist gennem materielle og kropslige handlinger.

Når vi samler den viden, vi har fået, så viser den, at der er tre ben, som er vigtige at stå på i abjektionen: materialitet, krop og handling.

Max’s søskende tegnede på hans urne. En sådan handling kan være med til at gøre den abstrakte død mere konkret.

Handling: det ‘at gøre noget’ kan holde et menneske i sorg fra at miste forstanden og fra at blive knust under åget af meningsløshed, som indtager mennesket, når det konfronteres med døden. Det kan hjælpe at være den, som vasker barnet, svøber det og klæder det på, inden det lægges i kisten.

Krop: det er vigtigt at røre, se og dufte til sit barn, så man efterfølgende har en kropslig og taktil erindring om det. Theresa Schilhab, neurobiolog og forsker i neurovidenskab, kropslighed og læring, fortæller, at når nervecellerne én gang har fyret sammen, vil de være tilbøjelige til at fyre sammen igen. Der efterlades et aftryk i hjernen, en repræsentation, for “saks” eller “cykel” eller i denne sammenhæng “mit barn”.

Materialitet: når man ‘gør noget’, så gør man det ‘med noget’, og når mennesker mister deres kære, så fylder de det tomme hul, hvor den kære ikke længere er, op med materialitet. Når man mister et spædbarn, som endnu ikke har nået at leve eller ikke har levet ret længe, så hjælper materialiteten til at forme barnets identitet som barn, og ikke bare som “barn”, men som “mit barn”. At klæde barnet på i noget bestemt tøj, at tage billeder af det, at give det en bestemt bamse, at putte det fint i en bestemt kiste og så videre. Efterfølgende vil forskellige materielle manifestationer også kunne fungere som sandhedsbeviser og erindringsbærere, når man i sorgens vanvid måske tvivler på sin kognitive erindring om barnet.

En sorgens didaktik må derfor handle om at skabe forudsætninger for at dække de tre behov, vi har identificeret ovenfor, igennem handlinger af kropslig og materiel karakter.

Sorgens materialitet

Englesprutter. Kommer altid i par. Den ene lægges hos barnet, den anden hos forældrene. Når barnet begraves, kan man bytte englesprutterne om, så barn og forældre får en del af hinanden med sig.

Vi er i vores undersøgelse stødt på en række forskellige tilbud, anbefalinger og produkter, som hospitalerne og forskellige private organisationer tilbyder forældre, som mister et spædbarn. Vores undersøgelse viser, at der ikke er et samlet eller ensartet tilbud på landets hospitaler, og hvorvidt forældrene hører om alle eller kun nogle af de forskellige tilbud og anbefalinger afhænger af sundhedspersonalet på de forskellige afdelinger (eller af forældrenes egne opsøgende undersøgelser, som dog kan være meget begrænsede i en kaotisk sorgperiode). Hvordan de forskellige tilbud præsenteres afhænger naturligt nok også af sundhedspersonalet (Det skal understreges, at dette ikke er en kritik af sundhedspersonalet. De jordmødre, vi har talt med, har stort fokus på og dygtighed i at hjælpe og støtte forældre i sorgen på deres respektive hospitaler).

Englekjole. Begravelsestøj til spædbørn syet af brudekjoler doneret af kvinder, som selv har mistet et barn.

Når man står midt i at have mistet sit barn, er man sat ud af spillet. Det er ikke en situation man har eller har kunnet eller villet, forberede sig på overhovedet, og derfor er en af de store følelser i denne forbindelse mangel på overblik og en overvældende følelse af uoverskuelighed. På Landsforeningen Spædbarnsdøds hjemmeside finder man en liste til tiden på hospitalet:

Forældrene har mulighed for at:

  • Se barnet
  • Holde barnet
  • Mærke barnet
  • Studere barnet
  • Tage billeder

Forældrene opfordres også til at overveje om de ønsker at:

  • Få lavet fod- og håndaftryk
  • Tilbringe nogle dage på hospitalet, hvor de kan se barnet, så ofte de vil
  • Klippe en tot hår, hvis det er muligt
  • Få familie og venner til at se deres barn
  • Tage barnet med sig hjem

Listen her fra Landsforeningen Spædbarnsdød er rigtig god. Både handling, krop og materialitet er repræsenteret. Vi som materiel kultur didaktikere ville kunne bidrage med et samlet overblik over tilbud og anbefalinger, som er vigtige for sorgarbejdet i abjektionen samt ikke mindst understrege vigtigheden af at sorgprocessen sparkes i gang med det samme igennem  handling, materialitet og krop. Vores undersøgelse viser, at tiden på hospitalet ikke bare er en parantes, der skal overståes. Det er tværtimod her at grundstenen i sorgarbejdet lægges. Det er derfor af afgørende betydning at dette formidles og understøttes.

Vores undersøgelse viser, at behovet for at gøre noget og hvad der gøres, ændrer sig afhængig af hvornår i graviditeten, barnet mistes. Lovgivningen siger, at et barn først er en person efter den 22. graviditetsuge. Indtil da regnes det som et foster. Men forældre der mister et barn før den 22. uge vil stadig sørge over tabet, uafhængigt af hvad lovgivningen kalder barnet, og det bliver endnu vigtigere at tildele dette barn et subjekt igennem materielle og kropslige handlinger, som beskrevet i figur 1 ovenfor.

Kiste fra Slagelse Sygehus brugt til fostre, som dør inden den 22. graviditetsuge. Der er lagt meget energi i at udvælge en kiste, som er tilpas værdig.
Kiste fra Herlev Hospital. Lignende kister bruges på flere hospitaler i Danmark. En sådan kiste kalder på personliggørelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der findes forskellige konkrete produkter, som kan hjælpe én i abjektionen (Englekjoler, Englesprutter osv.), eller forældrene selv eller deres pårørende kan have glæde af at lave ting til barnet. Men i virkeligheden er det  ikke så vigtigt præcis hvilke ting, man vælger at anvende. Det vigtige er at man forholder sig til at gøre noget og at dette noget, denne sorgens didaktik, bliver det, som mærkes rigtigt for hver enkelt forældrepar, som mister deres barn, og som kan opfylde behovet for at skabe identitet for det døde barn og for dem selv i rollen som forældre og som kan hjælpe mennesket til ikke at miste forstanden, når det konfronteres med tabet og døden.