Magt på tværs af tid og rum

– to nedslag i Nationalmuseets udstillinger

Tekst og foto: Tanja Bisgaard Bizet og Mette Jehrbo

Nedslag 1: Brudsølv/sølvskat fra vikingetiden i udstillingen ”Meet the Vikings”

Nedslag 1

”Meet the Vikings”

I udstillingen ”Meet the Vikings” er vikingetidens rigeste og mest magtfulde del af samfundet portrætteret gennem mængder af skattefund i sølv og guld og via designeren Jim Lyngvilds store fotografier af sit bud på vikingesamfundets top, f.eks. krigeren, kongen, husfruen, vølven. En udstilling om vikingesamfundets øverste ene procent, kunne man fristes til at sige.

Nedslag 2: Smykker og breve indsendt til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i forbindelse med ”smykke-loven” i udstillingen ”Din ting – vores historie”

Nedslag 2

”Din ting – vores historie”

I udstillingen ”Din ting – vores historie” udstilles (hverdags)genstande indsendt og udvalgt af et panel af såkaldt almindelige danskere. Genstande som repræsenterer de sidste 20 års Danmarkshistorie fra 2000 til 2020. Også i denne udstilling er der udstillet genstande, som fortæller om magt.

År 2016

Vi hæftede os ved tableauet hørende til år 2016, hvor smykker og breve indsendt til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i protest mod den såkaldte smykke-lov, som giver politiet pligt til at konfiskere smykker og andre værdigenstande fra flygtninge, når de søger asyl i Danmark, er udstillet i en lille glasmontre. Især en otteårig piges aller bedste plastiksmykker og hendes besked til Inger Støjberg om at bruge dem i stedet for at tage fra nogle andre vækker affekt hos flere af os (Boritz, 2018). Enten fordi vi fuldstændig faldt for museets borgerprotestvinkel og den umiddelbare følelse af forargelse, som tableauet vækker, eller fordi vi blev provokerede af den åbenlyse spillen på vores følelser og den magtudøvelse, som dét er (mere om magt om lidt).

En 8-årig piges yndlings-smykker

Det er kun de høflige breve til Inger, der er udstillet, og det er den flotte, farverige bod fra Christiania, og selvom døren fra Krudttønden også er tilstede, er kuglen der gennemborede den udeladt. Der er en overordnet tendens til at vise den bekvemme kulturarv og pynte på den ubekvemme (Lene Otto), og på den måde bliver det lidt fladt og uden substans. Alle kan være med. Hvis vi kun udstiller ”dåseåbneren”, hvordan kan vi så sikre os, at “dåsen” bliver åbnet og indholdet taget i øjesyn, analyseret og bliver genstand for samtale? Hvordan styrker vi medborgerskabet og formidler det historiske perspektiv ved kun at fremstille den pæne og velordnede historie?

Udstillingen “Meet the Vikings” som “dåseåbner” til historien.
Film: Nationalmuseet

Magt og identitet

Den lovgivende magt i Danmark laver en lov om at konfiskere personlige og værdifulde genstande, økonomisk kapital, fra de mennesker i samfundet, som besidder mindst social kapital (Bourdieu), flygtninge. Den udøvende magt får besked på at håndhæve loven. Den almindelige dansker bliver forarget, rasende, og protesterer mod denne uretfærdige magtudøvelse ved at indsende personlige mindegenstande og håndskrevne breve til den øverste repræsentant for den lovgivende magt, ministeren. Museet indsamler disse genstande, så de kan indgå i en udstilling om danskernes historie og identitet, og dermed kommer spørgsmålet om museets magt i spil: museets definitionsmagt i forhold til danskernes identitet som danskere, og i forhold til hvordan museet vælger at præsentere vores identitet som danskere til udenlandske gæster. Her tænker vi også på ”Meet the Vikings”-udstillingen, som i høj grad bruges til at promovere Danmark som vikinge-nation, og til at trække udenlandske gæster ind på Nationalmuseet, så de kan få et indblik i dansk kultur og blive præsenteret for, hvad vi tænker om os selv som folk. Eller i hvert fald for, hvad Nationalmuseet tænker (at vi tænker) om os selv som folk. Eller hvad vi nu kommer til at tænke om os selv som folk efter at have set udstillingen.

Måske et udtryk for Foucaults begreb om den pastorale magt og hvordan vi bør forholde os til denne:

“Maybe the target nowadays is not to discover what we are but to refuse what we are. We have to imagine and to build up what we could be to get rid of this kind of political “double bind”, which is the simultaneous individualization and totalization of modern power structures.
The conclusion would be that the political, ethical, social, philosophical problem of our day is not to try to liberate the individual from the state and from the state’s institutions but to liberate us both from the state and from the type of individualization which is linked to the state.” (Michel Foucault, The Subject and Power, 1982).

Mød en fin fis i en hornlygte

Nationalmuseet skal både forske, samle og bevare – og formidle det historiske perspektiv og styrke medborgerskab, som de siger på deres hjemmeside. Museet har ansvar for vores fælles, danske kulturarv og vores identitet som danskere og verdensborgere. Det er ikke nyt, at brugere bliver inddraget og taget med på råd og har indflydelse på museets udstillinger – uden alle de dygtige og ihærdige amatørarkæologer ville samlingen være temmelig fattig – således er det heller ikke en nyhed, at inddrage andre typer amatører eller faggrupper til at bidrage til museets udvikling. Men det blev det hurtigt, da Jim Lyngvild blev en del af holdet bag vikinge-udstillingen. Diskussionerne har fløjet frem og tilbage på de sociale medier, aviser og tv. Om den historiske autenticitet, forvaltningen af vores fælles historiske identitet og om at tilføre Tivoli-effekt til museet. Sandheden er, at museet er i økonomiske vanskeligheder, og derfor kunne lidt hype måske godt hjælpe på sagerne, men i praksis var der ikke meget Tivoli over ”Meet the Vikings”. Der var faktisk temmelig lidt. Som Mette Boritz fortalte under rundvisningen til udstillingerne, er der ingen penge i kassen, bygningen er fredet, og der er mange hensyn at tage for at bevare de udstillede genstande. De vildeste Lyngvild-idéer blev således hurtigt skudt ned, og udstillingen efterlades temmelig flad på trods af Lyngvilds fotostater, flere af ældre dato, og de omdiskuterede latex-hoveder af Lyngvilds ide om vikinger.

Eksempler på Jim Lyngvilds fotos i udstillingen “Meet the Vikings”.
Foto: Nationalmuseet
Et af Jim Lyngvilds latex-hoveder fra udstillingen “Meet the Vikings”
Foto: Nationalmuseet

Udstillingen har ikke ændret nævneværdig karakter og er ikke mere en ”dåseåbner”, end den altid har været. Guld og sølv og våben i montre, flankeret med ikke-tekster, som Mette Boritz kaldte dem; tekster der kun angiver for eksempel fundsted, vægt af den samlede skat, måske fund-år, men ingen fortælling om for eksempel genstandenes anvendelse eller samfundsmæssige eller kulturelle værdi. Genstandene tekstualiseres, men kontekstualiseres ikke. Der kunne sagtens være meget mere gang i den på alle fronter, nok også uden at det ville sprænge budgettets rammer. Når Mette Boritz skriver i sin bog ”Museumsundervisning” (2018) om at skabe affekt og appellere til sanserne, er det ikke noget, der er udført i praksis – den eneste sans der er brug for i ”Meet the Vikings”, og på Nationalmuseet i det hele taget, er synssansen. Få gange hørelsen. Øjet bliver tilgodeset med guld og guld og guld, men ikke meget er sat ind i en kontekst, som fortæller historien – hvis vi skal møde vikingerne, hvorfor får vi så ikke indblik i, hvordan de levede og handlede med de udstillede genstande? Hvordan er vikingerne kommet i besiddelse af føromtalte skatte? Indtog, voldtog og bestjal de angelsakserne? Handlede de med araberne? Fortællingerne var mestendels fraværende, og de der var, handlede mest om at frasige sig ansvaret for Jim Lyngvilds fortolkninger af samfundets top. Der er som sådan intet galt i at skabe omtale og Tivoli-effekt for at få penge i kassen (til at lave nye spændende udstillinger for), men det sidste kunne ikke leve op til det første – det er en fis i en hornlygte. Men den er fin, den fis, og fuld af guld!

SVÆRDET OG TRAILEREN

Af Elsie-Ann Gåsøy Breda, Nina Ellebæk Høeg Pedersen, Dorthe Kjærsgaard og Sabrina Bentz Eskildsen

DIN TING – VORES HISTORIE

Man ser den straks, når man træder ind i rummet. Stor, orange, fyldt med bobleplast og foldede papkasser, og på en eller anden måde næsten upassende i landets fineste samling over nationale klenodier.

Det er selvfølgelig traileren, vi taler om – traileren, som peger i så mange retninger, at den er svær at komme udenom.

Traileren i udstillingen Din ting – vores historie.
Foto og redigering: Sabrina Bentz Eskildsen.

Traileren finder vi i udstillingen Din ting – vores historie; en udstilling, der gennem 30 udvalgte genstande fortæller om dramatiske begivenheder, nye tendenser og den nære hverdagshistorie for danskerne igennem de sidste 19 år.

Indsamling, udvælgelse og iscenesættelse

Traileren er i sig selv udtryk for en tendens i tiden, hvilket er den primære begrundelse for dens placering i udstillingen. Når vi bliver rigere og forbruger mere, bliver der også mere, der skal kasseres. Og sorteres – i livet og på genbrugspladsen.

Samtidig er traileren selv udvalgt. Den står i netop denne udstilling på Nationalmuseet, fordi den er blevet udvalgt som én ud af 30 genstande til at repræsentere en særlig tid i danskernes historie. Det er desuden rimeligt at påstå, at selve udvalgelsesprocessen også er udtryk for en særlig tendens i tiden, hvor demokratisering, kendisfaktor og iscenesættelse er væsentlige begreber.

Om udstillingen står der på Nationalmuseets hjemmeside, at den er blevet til ”sammen med Danmarks befolkning” – et budskab der gentages i en introduktionsvideo ved udstillingens start. Man forstår, at Danmarks befolkning er blevet opfordret til at indstille genstande, der fortæller noget om danskernes historie fra år 2000. Det blev ifølge hjemmesiden til 105 genstande, hvilket vel ikke kan kaldes for en overvældende deltagelsesgrad fra befolkningen. Det kan der være rigtig mange grunde til, som vi ikke ønsker at gætte på her, men tilbage står der, at det drejer sig om ca. 0,00002 % af befolkningen.

De 105 indstillede genstande blev herefter til 15, udvalgt af en jury bestående af flere forskellige tv-personligheder. Vi kender ikke begrundelsen for, hvorfor de enkelte jurymedlemmer har fået plads i juryen, men man aner da en vis grad af iscenesættelse og kendisfaktor, når kendte, der ikke lader til at have nogen særlig faglig kundskab på området, bliver inviteret til at udtale sig og have en mening – en tidstypisk tendens, som vi ser rigtig mange steder.

Vi antager at de sidste 15 genstande er udvalgt af Nationalmuseet, men vi ved det faktisk ikke.

Traileren selv er også iscenesat på stedet – nærmest som en kunstinstallation. Den er fyldt med indpakningsmateriale: papkasser, bobleplast og skumindlæg. Det er praktisk. Tingene forgår ikke så let, de tåler berøring, de lugter ikke. Samtidig er det en kommentar til den stigende internethandel, hvor mange af vores ting leveres direkte til døren, indpakket i diverse indpakningsmaterialer, som vi efterfølgende er nødt til at bortskaffe – gerne med en søndagstrailertur til nærmeste genbrugsplads.

Tid, tekst og rum

Udstillingen er opbygget som en tidslinje startende ved år 2000. Traileren finder vi i start 00’erne – umiddelbart år 2002 – hvilket helt konkret placerer den som én af de første genstande i rummet. Den medfølgende tekst sætter den i øvrigt i forbindelse med bandet TV2s sang og album “På kanten af småt brændbart” fra 2002.

Del af forklarende tekst til traileren i udstillingen Din ting – vores historie.
Foto og redigering: Sabrina Bentz Eskildsen.

Med krop og sanser – en kort didaktisk kommentar

Udstillingens opbygning som en tidslinje over 20 år, gør den velegnet som kilde til arbejde med kronologi og sammenhæng i folkeskolen. I denne udstilling kan børnene finde sig selv, fysisk stille sig i et bestemt årstal – evt. eget fødselsår – og både se og vandre igennem historiske begivenheder, der er gået forud og som vil indtræffe. Det gør et forholdsvis abstrakt begreb som kronologi mere nærværende for børnene.

Kompetencemål for faget historie i folkeskolen:
https://arkiv.emu.dk/sites/default/files/Historie%20-%20januar%202016.pdf

Samtidig skal det bemærkes, at traileren er én af de få udstillede genstande, som der må røres ved – de andre er forsvarligt gemt væk i glasmontre på vanlig nationalmuseumsmanér. Og selvom traileren er fyldt med bobleplast, så synes tiltrækningskraften ikke at være stor, i forhold til at røre ved denne museumsgenstand (blandt voksne; vi så ingen børn i udstillingen). Er den for almindelig, for skraldet, eller skyldes det en tillært adfærd, hvor museumsgenstande ikke må berøres?


Traileren i udstillingen Din ting – vores historie.
Foto: Sabrina Bentz Eskildsen.

MØD VIKINGERNE

Hvem bestemmer, hvad vi ser og hvad vi præsenteres for, når vi går ind og ser en udstilling? Vi lader os lede ind i udstillingen, med information om, at intet er stort set uændret i vikingeudstillingen, udover den kontroversielle scenografi, som vi præsenteres for i form af Jim Lyngvilds fotostater af farverige bud på vikinger. Er det det affektive princip, som i et klassisk udstillingsformat tilbyder os at ”møde vikingerne”?

Vi kan møde dem som fortolkninger, face to face, men kommer vi egentlig tættere på forståelse af den del af vores fortid? Næppe, men et friskt bud på scenografisk at samle og levendegøre Nationalmuseets faste vikingeudstilling.

Måske har man ønsket at stimulere vores sanser i tråd med de klassiske tableauer som de kulturhistoriske museer har tradition for. Vi bliver informeret om at udstillingen ikke har kostet mere end 300.000 kr., hvilket i udstillingssammenhæng er nærmest ingenting. Måske kunne man have suppleret de informationer, man får ved genstandene, med nogle nye og informative tekster som øjenåbner, eller bare ”dåseåbner,” for at anvende et af de udtryk, som museet selv anvender om udstillingen. Så gæsten får mulighed for at gå i dialog med genstandene, frem for at gå forbi dem.

Forbløffende så lidt energi vi som arbejdsgruppe brugte på netop disse fotostater og silikonebuster, der var opstillet som bindeled mellem os og vikingerne. Museumsudstillinger arbejder med det didaktiske, det æstetiske og det affektive princip, som Sally Thorhauge og Ane H. Larsen beskriver i deres bog Museumsgrundbogen – kunsten at læse et museum fra 2008. Æstetikken byder os indenfor, men de didaktiske overvejelser springer ikke en i møde. Teksterne informerer os om fundsteder, årstal og få steder er hints til skrifter, der har beskrevet vikingerne, men dialog med dem, chancen for at komme tættere på denne krigerelite, kommer vi ikke.

Søndersø-sværdet i udstillingen Mød vikingerne.
Foto: Sabrina Bentz Eskildsen.

Sværdet

Vores nedslag i udstillingen bliver et sværd. Ikke så meget fordi det er et sværd. Jo, det er flot, står og knejser i sin montre, med røntgenbillede, baggrundsbelyst, men hvis ikke vi som gruppe har en baggrundsviden med os, bliver det endnu en smuk genstand og ikke noget, der oplyser os om tiden for 1000 år siden. Vores kulturarv på lige fod med legoklodser og højskolekulturen.

Hvad skal der til for at åbne os for sværdet? Kan det hjælpe forståelsen, når vi sammenligner sværdet med et Rolex ur eller en af de dyreste biler man kan forestille sig, og dermed operere med nutidsgenstande til sammenligning?

Vikingernes sværd var forbeholdt eliten, metallet var ikke let tilgængeligt og var ofte halvfabrikata fra fjerne lande, som man selv satte sit præg på. Arkæologiske stilstudier viser, at omløbstiden for et sværd var et par år, inden moden skiftede igen. Man møder disse stilskift på udsmykningerne de har omgivet sig med på våben, smykker, samt genstande i ben og træ. Sværdet kender vi primært fra gravene, depot-nedlæggelser og de billeder vi har fra tiden.

Vikingeudstillingen på Nationalmuseet er primært bygget op på såkaldte skattefund, og guld og sølv hober sig også op i montrene. Hvordan skaber man bro og ikke bare bygger en udstilling op fra en fagperson til en anden? For os som gruppe, der gik rundt og diskuterede mulige nedslag i udstillingen, havde det stor betydning, at vi netop havde besøgt vores egen tids udstilling, som gav os mulighed for at bevæge os rundt i tid og rum.

Vikingetiden er primært en arkæologisk periode, det vil sige, en ramme, en afgrænsning af en ukomplet genstandssamling fra en tidligere kultur, med afsæt i nyere tids forståelse. Dermed arbejder man med analogier, der strækker sig fra det kendte, ud i det ukendte, man forsøger at fylde hullerne ud og skabe sammenhæng, en form for forståelse af en tid vi ikke er en del af, men som vi forbinder os med. Uden analogier flytter genstandene sig ikke fra stilhistorie og simpel genstandsanalyse, til et bud på hvordan en kultur har udviklet sig og eksisteret.

Vi står med genstande i en udstilling som omhandler eliten i en bestemt historisk periode, med tråde som trækker bagud og andre der peger ind i middelalderen. Genstande som er indsamlet, udvalgt og tilvejebragt til museet på tværs af tid. Genstande som ikke blot fortæller om vikinger, men også om indsamlingshistorie, museumshistorie og nationalfølelse, ud fra den kontekst de fremvises i. Der er en forklaring på hvorfor guld og sølv hober sig op på Nationalmuseet, når andre museer har langt flere ”brune genstande” som en medstuderende omtalte de ikke-glimtende fund fra vikingetiden. Danefæ og national stolthed har fyldt museets samlinger, langt mere end genstande, som er registrerede med konteksten for øje, dette skaber også formidlingsmæssige problematikker.

 

ORDENS- OG KLASSIFIKATIONSPRINCIPPER

En skematisk oversigt over ordens- og klassifikationsprincipper for de to udstillinger:

Skema og foto: Nina Ellebæk.
 

 

ET SOCIOLOGISK PERSPEKTIV PÅ SVÆRDET OG TRAILEREN

I dette afsnit af blogindlægget, vil vi kigge sværdets og trailerens værdi ud fra et sociologisk perspektiv ved at anvende Bourdieus begreb kapital.

Som beskrevet tidligere har sværdet haft en stor værdi i vikingetiden. De der ejede et sværd havde høj resurse indenfor det Bourdieu kalder økonomiske kapital. Den økonomiske kapital, er de former for ressourcer der kan benyttes indenfor det økonomiske marked. ”(…)som umiddelbart kan konverteres til penge, og som nogle gange antager form for ejendomsret”(Bourdieu,1986:242). Bourdieu mener de forskellige Sociale, økonomiske og kulturelle ressourcer i kapitaler er med til at skabe magtrelationer. Ved at vikingerne havde et sværd, som de også skiftet ofte ud viser at ejeren  havde en høj ressourcer i den økonomiske kapital. Ved at anvende den økonomiske kapital til at kigge på magtforholdet mellem et træl og en kriger, vil krigeren med din høje økonomiske kapital, have mere magt på baggrund af den økonomiske kapitals værdi.  Sværdet havde dengang, men har også i dag en kulturel værdi. ”Bourdieu knytter begrebet om kulturel kapital til et bredt kulturelt felt med underfelter som religion, kunst, filosofi og videnskab og tilegnelse af kernekompetencer”. I dag er sværdet udstillet på et museum og opnår en høj kulturel kapitalværdi. Tager vi nu et blik på traileren, har den forskellige værdi i dag. I København er en trailer ofte forbundet med jyder, som beskrevet i det overstående skema. For københavnerne har traileren en lav kulturel kapitalværdi, da den ikke for københavnerne passer ind i det kulturelle kapitale felt. Iden for det kulturelle kapital, Bourdieu opdelt tre underformer, hvor den første er en kropsliggjort form, bildung (dannelse) med at begå sig i forskellige sammenhænge. Den objektiverede form, som er den materialistiske genstande som bestemte bøger, musikinstrumenter og kunstværker. Institutionaliseret form, i form af anerkendelse i og besiddelse af bestemte akademiske kvalifikationer (kompetencer).

Fra brugsgenstand til museumsgenstand

Når traileren går fra at være et brugsgenstand til museumsgenstand, ændrer dens kulturelle værdi. Ser man nu mere symbolsk på traileren i udstillingen, har traileren fået titlen: På kanten af småt brændbart. Under beskrivelsen skriver Nationalmuseet ”Når vi bliver rigere” (højere økonomisk kapital) og forbruger mere (…)”. Traileren symboliserer at vi lever i forbrugersamfund hvor vi køber og smider ting ud. Det at man skal eje den nyeste af det nyeste, kan lidt sammenligne vikingernes sværd som et symbol for måde økonomisk og kulturel kapital. Ved at vi som mennesker ejer og fornyer de forskellige materialiseringer i vores hverdag er det med til at styrke vores ressourcer i den kulturelle kapital i et materialistisk form, ved at man ejer bestemte genstande.