– to nedslag i Nationalmuseets udstillinger
Tekst og foto: Tanja Bisgaard Bizet og Mette Jehrbo
Nedslag 1: Brudsølv/sølvskat fra vikingetiden i udstillingen ”Meet the Vikings”
”Meet the Vikings”
I udstillingen ”Meet the Vikings” er vikingetidens rigeste og mest magtfulde del af samfundet portrætteret gennem mængder af skattefund i sølv og guld og via designeren Jim Lyngvilds store fotografier af sit bud på vikingesamfundets top, f.eks. krigeren, kongen, husfruen, vølven. En udstilling om vikingesamfundets øverste ene procent, kunne man fristes til at sige.
Nedslag 2: Smykker og breve indsendt til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i forbindelse med ”smykke-loven” i udstillingen ”Din ting – vores historie”
”Din ting – vores historie”
I udstillingen ”Din ting – vores historie” udstilles (hverdags)genstande indsendt og udvalgt af et panel af såkaldt almindelige danskere. Genstande som repræsenterer de sidste 20 års Danmarkshistorie fra 2000 til 2020. Også i denne udstilling er der udstillet genstande, som fortæller om magt.
År 2016
Vi hæftede os ved tableauet hørende til år 2016, hvor smykker og breve indsendt til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg i protest mod den såkaldte smykke-lov, som giver politiet pligt til at konfiskere smykker og andre værdigenstande fra flygtninge, når de søger asyl i Danmark, er udstillet i en lille glasmontre. Især en otteårig piges aller bedste plastiksmykker og hendes besked til Inger Støjberg om at bruge dem i stedet for at tage fra nogle andre vækker affekt hos flere af os (Boritz, 2018). Enten fordi vi fuldstændig faldt for museets borgerprotestvinkel og den umiddelbare følelse af forargelse, som tableauet vækker, eller fordi vi blev provokerede af den åbenlyse spillen på vores følelser og den magtudøvelse, som dét er (mere om magt om lidt).
Det er kun de høflige breve til Inger, der er udstillet, og det er den flotte, farverige bod fra Christiania, og selvom døren fra Krudttønden også er tilstede, er kuglen der gennemborede den udeladt. Der er en overordnet tendens til at vise den bekvemme kulturarv og pynte på den ubekvemme (Lene Otto), og på den måde bliver det lidt fladt og uden substans. Alle kan være med. Hvis vi kun udstiller ”dåseåbneren”, hvordan kan vi så sikre os, at “dåsen” bliver åbnet og indholdet taget i øjesyn, analyseret og bliver genstand for samtale? Hvordan styrker vi medborgerskabet og formidler det historiske perspektiv ved kun at fremstille den pæne og velordnede historie?
Magt og identitet
Den lovgivende magt i Danmark laver en lov om at konfiskere personlige og værdifulde genstande, økonomisk kapital, fra de mennesker i samfundet, som besidder mindst social kapital (Bourdieu), flygtninge. Den udøvende magt får besked på at håndhæve loven. Den almindelige dansker bliver forarget, rasende, og protesterer mod denne uretfærdige magtudøvelse ved at indsende personlige mindegenstande og håndskrevne breve til den øverste repræsentant for den lovgivende magt, ministeren. Museet indsamler disse genstande, så de kan indgå i en udstilling om danskernes historie og identitet, og dermed kommer spørgsmålet om museets magt i spil: museets definitionsmagt i forhold til danskernes identitet som danskere, og i forhold til hvordan museet vælger at præsentere vores identitet som danskere til udenlandske gæster. Her tænker vi også på ”Meet the Vikings”-udstillingen, som i høj grad bruges til at promovere Danmark som vikinge-nation, og til at trække udenlandske gæster ind på Nationalmuseet, så de kan få et indblik i dansk kultur og blive præsenteret for, hvad vi tænker om os selv som folk. Eller i hvert fald for, hvad Nationalmuseet tænker (at vi tænker) om os selv som folk. Eller hvad vi nu kommer til at tænke om os selv som folk efter at have set udstillingen.
Måske et udtryk for Foucaults begreb om den pastorale magt og hvordan vi bør forholde os til denne:
“Maybe the target nowadays is not to discover what we are but to refuse what we are. We have to imagine and to build up what we could be to get rid of this kind of political “double bind”, which is the simultaneous individualization and totalization of modern power structures.
The conclusion would be that the political, ethical, social, philosophical problem of our day is not to try to liberate the individual from the state and from the state’s institutions but to liberate us both from the state and from the type of individualization which is linked to the state.” (Michel Foucault, The Subject and Power, 1982).
Mød en fin fis i en hornlygte
Nationalmuseet skal både forske, samle og bevare – og formidle det historiske perspektiv og styrke medborgerskab, som de siger på deres hjemmeside. Museet har ansvar for vores fælles, danske kulturarv og vores identitet som danskere og verdensborgere. Det er ikke nyt, at brugere bliver inddraget og taget med på råd og har indflydelse på museets udstillinger – uden alle de dygtige og ihærdige amatørarkæologer ville samlingen være temmelig fattig – således er det heller ikke en nyhed, at inddrage andre typer amatører eller faggrupper til at bidrage til museets udvikling. Men det blev det hurtigt, da Jim Lyngvild blev en del af holdet bag vikinge-udstillingen. Diskussionerne har fløjet frem og tilbage på de sociale medier, aviser og tv. Om den historiske autenticitet, forvaltningen af vores fælles historiske identitet og om at tilføre Tivoli-effekt til museet. Sandheden er, at museet er i økonomiske vanskeligheder, og derfor kunne lidt hype måske godt hjælpe på sagerne, men i praksis var der ikke meget Tivoli over ”Meet the Vikings”. Der var faktisk temmelig lidt. Som Mette Boritz fortalte under rundvisningen til udstillingerne, er der ingen penge i kassen, bygningen er fredet, og der er mange hensyn at tage for at bevare de udstillede genstande. De vildeste Lyngvild-idéer blev således hurtigt skudt ned, og udstillingen efterlades temmelig flad på trods af Lyngvilds fotostater, flere af ældre dato, og de omdiskuterede latex-hoveder af Lyngvilds ide om vikinger.
Udstillingen har ikke ændret nævneværdig karakter og er ikke mere en ”dåseåbner”, end den altid har været. Guld og sølv og våben i montre, flankeret med ikke-tekster, som Mette Boritz kaldte dem; tekster der kun angiver for eksempel fundsted, vægt af den samlede skat, måske fund-år, men ingen fortælling om for eksempel genstandenes anvendelse eller samfundsmæssige eller kulturelle værdi. Genstandene tekstualiseres, men kontekstualiseres ikke. Der kunne sagtens være meget mere gang i den på alle fronter, nok også uden at det ville sprænge budgettets rammer. Når Mette Boritz skriver i sin bog ”Museumsundervisning” (2018) om at skabe affekt og appellere til sanserne, er det ikke noget, der er udført i praksis – den eneste sans der er brug for i ”Meet the Vikings”, og på Nationalmuseet i det hele taget, er synssansen. Få gange hørelsen. Øjet bliver tilgodeset med guld og guld og guld, men ikke meget er sat ind i en kontekst, som fortæller historien – hvis vi skal møde vikingerne, hvorfor får vi så ikke indblik i, hvordan de levede og handlede med de udstillede genstande? Hvordan er vikingerne kommet i besiddelse af føromtalte skatte? Indtog, voldtog og bestjal de angelsakserne? Handlede de med araberne? Fortællingerne var mestendels fraværende, og de der var, handlede mest om at frasige sig ansvaret for Jim Lyngvilds fortolkninger af samfundets top. Der er som sådan intet galt i at skabe omtale og Tivoli-effekt for at få penge i kassen (til at lave nye spændende udstillinger for), men det sidste kunne ikke leve op til det første – det er en fis i en hornlygte. Men den er fin, den fis, og fuld af guld!