Hvem bestemmer…?

Af Mette Jehrbo og Tanja Bisgaard Bizet

Carlsbergbyen – en billedrundtur

Kan kultur designes?

Designer designet os, eller designer vi designet? spørger Tim Ingold i Making (2013). Er design et spørgsmål om en evolutionel udvikling eller kan vi designe fx arkitektur i øjeblikket og i faste rammer? Michel Foucault påpeger, at vore dages politiske, etiske, sociale og filosofiske problem er, at frigøre os fra ikke bare staten og dens institutioner, men fra både staten og den form for individualisering, som er knyttet til staten, og som vi må afvise for at kunne fremme nye former for subjektivitet (The Subject and Power, 1982). Ligesom magt kun kan udøves i en relation (Foucault), lever design først i samspil med andre ting, situationer og mennesker (Ingold). Kan man beslutte sig for at designe kultur nu og her i en lokalplan af beton og glas eller skal kultur udvikles over tid og med de mennesker, der bebor området? Kan “nogen” med magt bestemme kultur?

Carlsberg – designet kultur


Når vi besøger Campus Carlsberg, finder vi os selv i et gennemdesignet uddannelsescenter, som huser fire professionsbachelor-retninger – lige så vel som når vi står midt i det gamle Carlsbergområde, som er ved at blive forvandlet til Carlsberg Byen: “Københavns nye bykvarter…der tilbyder en helt unik kombination af historiske, fredede bygninger og et levende, dynamisk byliv”. (https://www.carlsbergbyen.dk/) Med events, eksklusive boliger og et spirende erhvervsliv klods op af de historiske bygninger. Det var nok ikke helt det I.C.Jacobsen havde tænkt sig, da han grundlagde Carlsberg, men ikke desto mindre byggede han også en ny bydel på en pløjemark og skabte en ny bydel efter sin egen smag, eget behov og livsfilosofi med en hidtil uset fart i Danmark. Hans virksomhed udviklede sig, og det gav penge, magt og muligheder. Hans søn Carl så gerne, at Københavns befolkning blev mere dannede og skabte både Jesuskirken i det ideal, at det smukkeste og bedste (i hans øjne) i de forskellige kulturer han havde besøgt, skulle gengives til glæde og dannelse for det danske folk. Her var magt og penge til at designe en bydel og rejse monumentale bygninger. Men skabte det kultur i samtiden, var det i samspil med de mennesker, der levede i det og med det? Er kultur først kultur, når det har skabt historie?

Tanken trumfer praksis

Som Ingold er inde på, er design kun et tankespind indtil designet i en proces med en håndværker bliver til et objekt og vækkes til live i samspil med andre ting og mennesker – design er kun en teori. Det slog os, at vi så ofte på rundturen på Campus Carlsberg hørte: “de har bestemt” og “nogen har sagt”, og at rummene vi blev vist rundt i tilsyneladende ikke passer til de behov, der er i brugen af dem. Desuden er der fra “nogens” side også nedlagt en klausul om, at der ikke må ændres på designet de første to år. Man kan se, at der ikke er tilført noget i processen fra modellen på tegnebrættet til den færdige bygning. Brugen af slutproduktet har ikke påvirket designprocessen. Vi får indtryk af, at der ikke er blevet lyttet til brugerne af uddannelsescenteret, med mindre de selv har været “nogen”, og altså besiddende en form for magt, som Foucault beskriver det. Så selv når man har spurgt brugeren om, hvilke behov de måtte have, er svarene ikke nødvendigvis blevet imødekommet. Håndværk og Design har fx halvt så meget plads, som de har brug for, og underviseren må derfor lave dobbelt undervisningsmateriale og dele holdene op efter de uhensigtsmæssige forhold. Ligeledes matcher indretning og faciliteter ikke de behov, der er i undervisningsplaner og praksis, når de uddannede lærere skal varetage undervisning af folkeskoleelever, og lærerne kvalificeres derfor ikke til de faktiske forhold. Rundviseren fortæller, at der ved beslutningsprocessen var “nogen”, der kunne hævde sig, mens “nogen”, der skulle repræsentere “nogle andre”, ikke kunne overskue det eller på anden vis var fraværende. Der tegner sig et mønster af, at man har skullet, med Foucaults ord, kunne agere i det usynlige magtforhold mellem repræsentanter for designtanken og repræsentanter for praksis og være synligt til stede i det for at få indflydelse og få faciliteter, der matcher både akutte behov og fremtidige kvalifikationer. Det er blevet ved tanken, kan man sige. Det var sådan en god idé på tegnebrættet, men for at kunne leve må designet kunne fungere i samspil og ikke i modspil med de behov, det skal opfylde, og det som brugerne skal kunne opnå med det.

Bohrs Tårn – det var tanken at…

Borhs Tårn, ifølge stadsarkitekten et flop.

Den nye stadsarkitekt i København, Camilla van Deurs, omtaler i en artikel i Magasinet KBH Bohrs Tårn som et flop af et massivt mørkt tårn (https://www.magasinetkbh.dk/indhold/top-flop-camilla-van-deurs?fbclid=IwAR39xIndBRnzbe7T6rLUqsz58P6azyCQhingH8-nRoxM-nr8wo8WetEDLwg), fordi der ikke tages ansvar for Københavns skyline, når der planlægges i alt ni tårne i området, og den massive byggestil skaber en mur, som fra flere vinkler kun ses som en mørk masse i stedet for lange slanke distinktive bygninger. Hun nævner også, at der i Københavns Arkitekturpolitik, som udkom i 2018, blandt andet står, at der skal bygges til Københavnerliv og hverdagsliv. Dermed skal borgere inddrages og tilgodeses i planlægningen, hvilket netop er en af Camilla van Deurs’ mærkesager. Lige præcis Bohrs Tårn var angiveligt tænkt til at blive beboet af Københavnske studerende, passende tæt på Campus Carlsberg og i passende prisleje til studerendes budget eller måske bare til almindelige københavneres budget, men nu står rigtig mange “eksklusive” milliondyre lejligheder tomme i det høje, massive, mørke tårn. Den billigste bolig står til 7.000.000 kr (https://www.tv2lorry.dk/artikel/efter-katastrofesalg-bohrs-taarn-fejlcastet-til-vesterbro) og efter manges mening helt fejlplaceret og dårligt planlagt til både område og mulige beboere. Meget få almindelige københavneres hverdagsliv kan foregå i lejligheder, der udbydes til mindst 7 mill. Dette er vel et arketypisk eksempel på Foucalts magtudøvelse og Ingolds u-levende design.

Hvor skal vi hen?

København oversvømmes af nye eksklusive boliger på grunde solgt fra af Københavns kommune til alt for høje priser for almindelige borgere, som også trækker eksisterende boligers priser op til et for de flestes vedkommende uopnåeligt niveau. De spændende områder opstået på baggrund af ildsjæle og glæden ved at skabe noget fra grunden, der udvikler sig i samspil med københavnerne som fx Papirøen, beklædes med beton og glas og presses ned i en designet lokalplan, der ikke levner plads til kreativitet eller rummer almindeligt hverdagsliv, og de behov brugerne har. I kulturens navn fratages borgerne muligheden for at tage ansvar for deres eget byrum. Nu står Carlsberg Byen for tur.