Indtryk fra et hjem

Pileallé i sydkanten af Frederiksberg kommune, overfor Krøgers Have med de traditionelle danske retter og ternede hvid-røde duge i et udendørs restaurant-arrangement. 8 A kører lige til døren, hvor vi mødes for at besøge vores underviser Lisbeth, som er i lektor i Materiel Kultur. Hendes hjem, som hun og hendes mand Svend generøst har åbnet til vores studier i felt-arbejde, og for at lave et ryste-sammen arrangement.

Det er en stuelejlighed med højt til loftet og udsigt til gaden og en hyggelige baggård, hvor træer er klippet i firkantede kasser, der lige svæver over jorden. Foran vinduet i køkkenet for enden af lejligheden vokser en gammel sommerfuglebusk, som gavmildt deler ud til årstidens sommerfugle, der kommer forbi. Hoved-stuen er malet i en lys, støvet grøn, som både er en hyldest til naturen, men også byder os indenfor i en nobel, traditionel københavnerlejlighed.

Ejendommens trappeopgang er med et art jugend inspireret vindue, pastelfarvet glas i simple blomstermønstre og blyindfattede ruder. Ejendommen er fra starten af 1900-tallet med en stor automatiseret port-dør og et gulv i trappeopgangen krydret med sort hvide mønstre, der slynger sig i det blankpudsede terrazzogulv. I lejlighedens entré komplementerer et storblomstret rødt tapet resten af lejlighedens overvejende grønne tema i den store stues møbler og vægge.

Naturmaterialer præger hjemmet: Trægulv, træstole, 13 stk. alene i gennemgangs-rummet. Der er chatol, vitrine- og dækketøjsskab. Hvidmalet stukloft og stofledninger. Chatollet står tungt i egetræ med massive låger og savskåren finér. Det signalerer med hængslede plader, låger, to store og seks små skuffer, at der gemmer sig skjulte rum og flere funktioner. Møblet har brugsspor fra mange års anvendelse. Skuffernes skurelister er naturligt slidte og lakken skaller let nogle steder. Toppladen står stadigt flot poleret. Det signalerer patina, og tankerne ledes hen mod en tid hvor håndværk skulle vare i generationer. Håndtagene på de mindste skuffer har engang været lyse. Nu er de gulnede og går næsten i et med den mørke fernis. Måske er det shellak. Beslagene er monteret med undersænkede enkelt kærv messingskruer af god kvalitet. Skrivepladen kan trækkes ud og vippes op i ca. 20 grader, og hele fronten kan skjules bag en jalousilåge der trækkes ned til skrivepladen i en konveks kvartcirkel. I dette hjem anvendes chatollet ikke længere til skrive- og arbejdsstation, og står pyntet med nips, skåle og små vaser. På skrivefladen står et moderne porcelænsfad med farvetryk, og vidner om to meget forskellige tidsaldre der her smelter sammen. Jalousien er åben og skrivepladen trukket ud. Møblet åbner sig mod hjemmets beboere og gæster for at vise sine herligheder frem; den der betragter mødes af de moderne nipsting. Skrivepultens oprindelige detaljer begrænses af porcelænsfadet, og udtrykket i det gamle chatol fremstår lidt sørgeligt, når fordums storhed og muligheder, reduceres til en bastant amagerhylde. Som om at det udtjente møbel åbner munden for at tale, men er blevet stum, lige inden ordene kommer.

Møblernes mørke og lyse træfarver fylder lejligheden med en blanding af gamle mørke statusprægede standsmøbler, og bugtede organiske moderne former. Kunsten på væggene er i dæmpede farver og et abstrakt transcenderende udtryk med kunstneren P.Hornung, som er i Svends familie, på de centrale pladser i stuerne. I spisestuen minder et varmbrun tapet om gamle dages træbeklædte lejligheder, som forstærkes af ovennævnte skrivepult-chatol, samt et stort rundt spisebord under en gammel messing lysekrone. Denne synæstesi af rummets tværsensoriske indtryk, påvirker flere sanser end blot synssansen. Følelser, hukommelse, duft og taktilitet kommer i spil.

Det er et hjem som bliver brugt, og som har opfostret 2 drenge i de over 30 år de har boet der, og nederst på væggen i spisestuen er en børnetegning i tyk blyant bibeholdt på tapeten. Lisbet og Svend fortæller begge to om familiens erfaringer som det der fylder i livet, og den 150 kvm store lejlighed har rummet mange omrokeringer når værelserne skulle fordeles igennem årene. De 3,5 m høje rum har i stuerne flere meget flotte stukke, som der bevidst ikke er nogen lamper i midten af, og ledningerne hænger ud som rødder fra en svunden tid.

Svend ude i køkkenet: “Det var noget gammelt noget, da vi flyttede ind. Vi har malet det flere gange og det skal have igen, ja vi skal da vist også have nogle nye håndtag på køkkenskufferne. Og lidt besværligt når skabene er så dybe som de er her.”
Lisbet om gulvene: “Der var gamle gulvtæpper på i hele lejligheden – det har vi efterhånden fået pillet af og afhøvlet gulvene.”

Og om kogebøgerne i spisekammeret, og sin første kogebog som voksen: “Det er den italienske her, ja vi elsker jo italiensk mad.”
Vi kigger på samlingen, jeg ved at Lisbeth jo har forsket i gamle kogebøger, og der er nogle flotte eksemplarer. En del fra 80’erne – måske fra da de stiftede familie. ”
De har kendt hinanden siden 1973, men det tog en del år inden de giftede sig.

Hvordan husker I det at flytte ind i 1988?
Lisbeth: “Vi havde slet ikke møbler nok, vi fik foræret nogle gamle møbler, som alle har deres historie, og løbende er der kommet flere og flere møbler til.
Svend fortæller:” “Det var den mest forfærdelige tid i vores liv. Johan og farmor fik meningitis. Det var nogle af de værste dage i vores liv. Lisbeth var på Hvidovre hospital med Johan og jeg ordnede flytningen her og var skiftevis hos min mor på Rigshospitalet. –  Nå, nu fik I hul på den del også.”

Hvilke ting fra da i flyttede ind her, nyanskaffede I jer dengang?
“Vi købte sofa-sættet der. Og så er der jo skabene og sekretæren – dem er jeg meget glade for. Det er min farbror som var møbelsnedker på Møn, som har lavet dem. De er lavet af lærketræ fra mit barndomshjem i Hillerød. Der stod en stor lærk som skulle fældes og min farbror skar træet op og brugte det til alt muligt. Og så lavede han to skabe til os. Det er kun lågerne som er lærketræ, rammen er finer. (åbner skabet) Min farbror var en meget dygtig håndværker. Træet har slået sig, det gør lærketræ åbenbart, så fik han lågerne ned og så har han udbedret det med fine udfyldte revner. Han har også lavet tv-møblet og reolerne der – dem havde jeg før Lisbeth og jeg flyttede sammen.”

Fra arbejdsværelset ses Frederiksberg slot igennem KB’s tennisbaner, og når natten falder på, dominerer Zoo’s tårn i et spraglet tusind-lys glimmer oppe bag ved slottet. Historien om Lisbet som Niels W. Gade’s tiptipoldebarn, spejles i stuernes blanding af nostalgi og modernitet. Tingenes historier og atmosfæreskabende værdi, vidner om rejser, både ud i verden og ind i kulturens betydninger, et tæppe af levet liv, hvis tråde i konstant udvikling skaber deres personlige atmosfære.

 

Af Rune Johansen, Malis Ravn og Johnny Lang

 

…på besøg hos Lisbeth og Svend

Inden eksklusionen til Lisbeth og Svend, blev vi bedt om at skrive et par stikord ned på en post-it, om hvordan vi troede at deres hjem ville se ud. Jeg skrev tre ting ned på min grønne post-it:

  1. Farverigt
  2. Mange personlige ting/souvenirs/arvestykker/gaver
  3. Kunst

Min forestilling om hvordan Lisbeths hjem så ud, var præget af de genstande hun havde haft med i undervisningen. Hun havde haft mange ting med og ligeledes mange personlige ting.

Jeg har dog også kunne fornemme at hun har en passion for mad og madlavning, så hvis det ikke var fordi hendes adresse havde afslørede at hun boede i stuen, så ville det 4. punkt på den grønne post-it være:

  1. Nyttehave

Da vi kommer hjem til Lisbeth og Svend, bliver mit første stikord fra post-it sedlen bekræftet, allerede i entreen. Entreen, med intet mindre end 6 døre inklusiv en skabsdør, har høje, grønne paneler og rødt tapet med massere af blomster. Svend fortæller at da han boede i hans gamle lejlighed i Hillerød, arbejde han for det der nu hedder Hansen Is. Firmaet solgte is til søværnet, som var pakket ind i sølv eller guld papir. Svend havde derfor tapetseret hele hans entre med i guld, hvilket må siges at drage paralleller til deres nu fælles farverige entre.

Fra entreen går en af de i alt seks døre, ind til opholdsstuen. Stuen har grønne vægge, en grøn sofa og de genstande der er i rummet har ligeledes enten grønne eller guld nuancer, så de passer ind i atmosfæren i rummet.

Da jeg bevæger mig længere ind i opholdsstuen, er der ikke var lige så mange ting, som jeg havde forventet der ville være. Men ved nærmere eftersyn, er dette dog alligevel ikke helt korrekt. Genstandene i hjemmet er blot meget velplaceret og under det fælles interview bliver det klart at indretningen er meget dynamisk og genstandene i hjemmet ligeledes. Lisbeth fortæller at genstandene der står fremme ofte bliver skiftet ud, med dem der er opbevaret i skabene. Jeg havde på forhånd forventet at det ville være et hjem med mange personlige og nøje udvalgte genstande fra oplevelser, rejser men også gaver, arvestykker og ting som Lisbeth og hendes mand selv havde kreeret. Det viser sig derfor at punkt nummer to på den grønne post-it ligeledes er korrekt.

Af de andre små skatte der fylder opholdsstuen, finder man i en vindueskarm ud til Pile Allé, en lille skål med små figurere. De små malerede figurer, er nogle som Lisbeths mor har skåret af kastanjer og malet, mens deres børn var små.

De små kastanje figurere i skålen

Kigger man videre i opholdsstuen ser man at der er duge på alle bordene og da der bliver spurgt ind til om de altid bruger duge, så svarer Svend “ja” og forklarer med et glimt i øjet at så er man fri for at lakere, når gæsterne spilder og krummer på bordene. Svend forlader kortvarigt stuen, for at hente et glas vin, mens Lisbeth supplerer og forklarer at det er Svend vasker og stryger og at han kan lide det.

Der hænger ingen lamper ned fra det høje herskabsloft hvilket Lisbeth forklarer er fordi at de synes at det godt kan virke lidt koldt. Til at starte med havde de derfor kun stearinlys, men det blev lidt svært at se maden, griner Svend.

Under interviewet fremgår det desuden, at Lisbeth og Svend lever i en form for symbiose i deres hjem og er meget enige om indregning heraf, selv om Lisbeth i interviewet fortæller, at det primært er hende, der står for indretningen, men at Svend tit køber tingene til hjemmet. De har samme tanker om indretningen af deres fælles hjem – på nær et par genstande i hjemme, som de ikke begge to er lige fascinerede af, men som alligevel har fundet sin plads i det fælles hjem. Dette er blandt andet tilfældet med en træfigur, der er placeret i et hjørne mellem en reol og sofa. Johanne spørger indtil træfiguren og Lisbeth prikker til Svend. Det er hans fornemmer man. Svend svarer at den er fra Durban, hvor han købte den, mens han var sø matros. Den har været givet til hans mor, men efter hendes død har de den nu igen. Lisbeth fortæller at hun ikke så godt kan lige den, så hun har gemt den lidt væk. Intervieweren (Johanne) mener at den er i kontrast til madonna figurren som står i den tilstødende skue, som de også har fra svends mor. Lisbeth må give hende ret og fortæller at den kan hun godt lide, men den kan Svend ikke lide – så den får lov at stå fremme. (intet billede)

På listen over ting du ikke finder i deres hjem, kan tilføjes fotografier. Det bruger de simpelthen ikke forklarer Lisbeth, der dog også fortæller at der gennem sig collager med billeder af familien, inde i skabene. I stedet er stuen udsmykket med kunst, blandt andet en masse kunst fra Svends svoger. Hvilket er noget som de begge fremhæver, som værende nogle af de mest betydningsfulde genstande i deres hjem. “De er spændende og spændstigt” udtaler Lisbeth. Svend fremhæver det ene af billederne og siger at der er fire billeder i det ene billede og at det er japansk inspireret. Han fremhæver også rammen på billedet og fortæller hvordan han ligger på sofaen og kigger på det facinerende billede. Det andet billede, fortæller Svend at han fik i 50 eller 60 års fødselsdagsgave af svogeren. Da Svend yderligere uddyber hvorfor han er glad for netop de billeder, griner han og siger at der jo ikke er nogle billeder af Lisbeth.

I stuen er der også et billede af markedspladsen i Venedig, som ligeledes har en historie bag sig. Svend fortæller at det er fra en af deres besøg til Tyskland, hvor Lisbeth havde fødselsdag. De ville gerne besøge et bestemt museum, men havde hund med, så de kunne ikke gå ind på museet samtidigt. De gik derfor på skrift ind på muset og forelskede sig begge to i det samme billede, uafhængigt af hinanden! Lisbeth fortæller at hun godt kunne lide billedet, fordi motivet mindede hende om noget samtidskunst fra Danmark, selv om de ikke kendte den pågældende kunstner. Lisbeth fremhæver den hvide due, som modsat alt andet på billedet, ikke har en skygge. Hun italesætter at det er et symbol på frihed. Svend valgte billedet pga. beskæringen og fordi at han synes at billedet var vovet, i sin tid.

Da der bliver spurgt ind til de første minder, som de har fra lejligheden er deres første udlæg lidt forskelligt

Lisbeth husker at de synes at lejligheden var meget stor og erindrer deres ældste søn, Johan, løb rundt i lejligheden og råbte “kukkuk”. Hun fortæller at de derfor spurgte venner og familie om de måtte få møbler af dem, til at fylde lejligheden lidt ud med.

Svend husker at Johan var syg med meningitis, da de flyttede ind. Sven forbinder derfor indflytningen med et mere hektisk tid, hvor møblerne blev kastet ind af Svend og hans bror, mens Lisbeth var indlagt sammen med Johan på sygehuset.

Interviewet fortsætter og det viser sig hurtigt at der stor set ikke er en genstand i hjemmet, som ikke har en historie. Det værende sig alt fra den arvede grønne sofa til de to kommoder, som er nogle som svends bror har lavet til dem. Den ene kommode er et unikt og meget smukt møbel som han har lavet af lærketræ fra deres barndomshjem i Hillerød. Svend fortæller at han husker hvordan de som børn var helt smurt ind i harpiks, efter at have klatret i træet. Siden er træet blevet fældet og Svends bror har brugt træet til at lavet alle mulige møbler og vinduer ud af. Den anden kommode er en skolekommoden, som er lavet af Buksbom fra slotshaven i Hillerød.

Den grønne sofa: Sofaen er et arvestykke fra svends mor. Hun havde sofaen i 60érne hvor det var på mode at have lave møbler, så hun skar 15 cm af benene.

Af de andre møbler, som fylder hjemmet, nævner Lisbeth bogskabet i den tilstødende stue, som er fra tiden omkring Niels W Gade, og det røde bord i spisestuen er fra Jens gade (og hendes oldemor). Lisbeth er vild med den rødfarvede lak. Svend og Lisbeth nævner her også den røde tårnstol og efter et undersøgende blik på hinanden, konkluderer de at den også må være fra den tid.

Ser man nærmere på stue med de røde møbler, er denne stue, lige som den første, farve kordineret i brune og røde nuancer. Svend fortæller at det der ellers fremstår som brunt tapet, i virkeligheden er indpakningspapir som vender på vrangen, som de satte op da de flyttede ind. Indpakningspapiret holder sig stadig flot på nær to steder på væggene, hvor der er små fingre, der har været på spil. Lisbeth fortæller at det er deres egne børn, som har tegnet på væggene. De var bange for at ødelægge det porøse indpakningspapir ved at viske stregerne ud, så de placerede i stedet kodemoder foran. Da de for nylig, mange år efter, igen fjernede kommoderne, synes de begge at det var sødt og har derfor ladet tegningerne blive.

Kunstnerisk udfoldelse af deres ældste søn, Johan, da han var ganske lille.

Kigger man oven over en af deres søns gamle tegninger på det brune indpakningspapir, finder man to marionetdukker. Lisbeth fortæller at hende og Svend blev gift for 23 år siden, hvor de tog på bryllupsrejse til Prag. På turen købte de to dukker med hjem, en for hvert af deres børn. Deres børnebørn kan ikke helt lade dukkerne være når de er på besøg, hvilket ses på den manglende fod, på dukken med krone på.

De to dukker fra bryllupsrejsen til Prag.

“As we enter a space, the space enters us”

 

Et væld af blomster byder velkommen, da jeg træder indenfor i lejligheden på Pile Allé. Ikke friske afskårne blomster, men et smukt blomstret tapet holdt i støvede rødlige, grønne og blå nuancer. Jeg lader blikket glide rundt i entréen, tager mine sko af og mærker det grønne bløde gulvtæppe under mine fødder, inden jeg fortsætter ind i en meget stor tilstødende stue, hvor den samme støvede grønne farve går igen.

 

Det står mig klart med det samme, at jeg ikke bare er trådt ind i en lejlighed – men i et hjem. 

Hjem, som en slags tilstand og ikke et hjem som en genstand, som den danske antropolog Mark Vacher udtrykker det. Men hvad er det, der gør at denne lejlighed føles som et hjem? Jeg undrer mig over dette, og svaret bliver tydeligere som aftenen skrider frem.

Den store grønne stue har karakter af en dagligstue med op til flere slags siddearrangementer. Forskellige gulvtæpper, både af tekstur og udseende, indikerer små rum i rummet med sofagrupper, borde og stole. Der er dækket op til kaffe og the, og som jeg står der og iagttager hele set-up’et, indbyder de opdækkede borde til samvær og samtale. Her bliver det utrolig tydeligt, at det materielle er forbundet til handlinger. Tingene, kaffekopperne og de bløde tomme sofaer har en virkning på mig, som menneske på besøg i et andet menneskes hjem. Jeg får lyst til at interagere med materialiteterne, og får en fornemmelse af den dialektiske forbundenhed – gensidigheden i menneske-ting-relationen. 

Den samme følelse rammer mig, da vi i fællesskab dækker bordet til middag. Rummets funktion ændrer karakter, fra at danne rammer omkring en velkomst i hjemmet til at skulle danne ramme for et middagsselskab. Rent fysisk ændrer vi på rummets udseende, da vi rykker rundt på borde og stole. Den nye opstilling af materialiteter giver rummet en stærk kodning i forhold til, at nu skal der spises. Igen er materialiteterne og deres placering i rummet definerende for den handling som skal foregå.

Da jeg flere timer senere takker af for i aften, går ud gennem porten og blander mig mellem mennesker på Pile Allé erkender jeg, hvad det er som definerer hjem, som en tilstand.

Der eksisterer en skildring af forståelsen af hjem. Jeg fyldes ikke af den nostalgiske følelse af mit hjem, men fornemmelsen af et hjem står stærkt står derimod stærkt.

 For mig blev det tydeligt at materialiteterne og materialiseringerne i lejligheden spillede en signifikant rolle i denne forståelse; det være sig orgelpiberne på væggen, fotografiet fra en tur til Berlin, træknopperne på en kommode i stuen eller krusedullerne på væggen, der vidnede om at børn også havde eller har sin gang i hjemmet. Dog blev denne hjemlighed yderligere forstærket gennem samtale omkring materialiteterne. Min pointe er, at hjem som en genstand (lejligheden) bliver til hjem som en tilstand, i kraft af dets varighed. Hjemmets atmosfære indikerede levet liv. Lisbeths og Svends fortællinger om, at rummene har haft forskellige funktioner over tid, alt efter familiestørrelse, er også med til at skabe en følelse af levet liv, og hjemmet som et dynamisk og foranderligt sted. 

Jeg sætter mig ind i bilen og kører mod min lejlighed imens jeg tænker over, i hvilken grad jeg skaber mit hjem – og i hvilken grad mit hjem skaber mig.

//Katja Harsfort