Digital Ekskursion

  Ekskursionsopgave: Et besøg på Petit Gallerie Musee´ du Louvre

    Af Mette- Katrine Bistrup

Jeg har valgt at tage på digital ekskursion på Petit Gallerie, som er en del af Louvre. De begreber fra vores litteratur i MKD jeg har trukket frem, er nogle af dem, jeg finder interessante også i forhold til min kommende opgave, jeg er ikke gået i dybden med dem, men prøver dem af.

Udstillingen hedder The advent of the Artist, her bliver  du præsenteret for malerier og skulpturer af Bl.a. Delacroix, Rembrandt og Tintoretto. Denne digitale rundvisning er lavet så man har følelsen af at man selv går og filmer den, med panorama-funtionen på sin smartphone. Hvis du bare lader dig lede, bliver du langsomt vist rundt i udstillingen, men du har også mulighed for via piletaster i siderne af skærmen og sætte tempoet op. Du har mulighed for at forstørre alle værker, og der er en kort information til hvert værk, på fransk, jeg har prøvet men ikke fundet ud af, om dette kan oversættes til engelsk.

På præsentationssiden til dennne virtuelle rundvisninger, fortælles der at Petit Gallerie er –a space dedicated to art and culturel education. Til sammenligning med den digitale rundvisning på Statensmuseum for kunst på artandculture.google.com, har man på Louvres rundvisning mere fornemmelsen af selv at gå der.

 Hvilke fravær og hvilke kvaliteter kan vi tale om i den virtuelle udstilling sammenlignet med at besøge museet i virkeligheden?

 Jeg vil starte med kvaliteterne, og tage udgangspunkt i Maja Rudloff`s artikel Det medialiserede museum.

 Hun nævner at relationen mellem museum, samling og brugeren har ændret sig i takt med den stigende digitalisering, set fra museets side er brugeren ikke længere passiv i mødet med museet, men en aktiv deltager. Museerne skal nu mere tænke i brugeroplevelser, interaktivitet og deltagelse, når de skal møde deres publikum.

Når den besøgende træder ind på Petit Gallerie`s virtuelle rundvisning, bestemmer vedkommende selv tidspunkt, om vedkommende vil sidde i sin have eller i sofaen og nyde udstillingen, og man er 

Ikke afhængig af en rundviser, men man bestemmer selv, hvilke værker man vil gå i dybden med. Det giver muligheder for brugere, der ikke bor tæt på et museum at opleve kunst. Digitaliseringen taler muligvis også til et yngre publikum, den kommende generation af museumsbrugere, men afskærer dermed også brugere, der ikke har samme tilgang til digitale medier. Maja Rudloff nævner at der er, mulighed for mange fortællinger, når fortolkninger lægges ud til brugerne.( Maja Rudloff 2013,s. 73).

Her ligger der nogle læringspotentialer, via subjektifikationen ( Sattrup & E.D.Knudsen 2019) og førsthåndsperspektivet, som Merleau- Ponty taler om, hvis man gør brug af og følger op på den interaktion, de digitale medier giver mulighed for. Dette kræver dog at menneskets evne til at transendere kommer på arbejde og fantasien må tilkaldes.

I forlængelse af begreberne subjektifikation og førstehåndsperspektivet leder disse videre til fravær i den viturtuelle udstilling.

Maja Rudloff taler om værkernes aura og autensitet, Mette Boritz taler om det kropslige sansede møde med værkerne, bygningen, museumsrummet, materialiteten, nærværet. Mette Boritz beskriver vigtigheden af mødet med værkernes materielitet, som en brobygger mellem den fysiske, sociale og mentale sfære (Mette Boritz 2011. s.25), og den kræver fysisk tilstedeværelse i udstillingen. Den besøgende påvirkes af museumsrummet og værkerne, Merleau-ponty ville tale om atmosfæren i rummet og  mødet mellem kroppen og gentandene. 

Mette Boritz refererer til Gumbrecht der taler om tilstedevær, Produktion of presence, dette handler om de processer og handlinger, hvor genstande og rum bliver nærværende eller påvirker den mennskelige krop.( Mette Boritz 2011. s. 190-191) Gumbrecht taler videre om at være tilstede og lade sig overvælde af verden og tingsligheden og rumligheden i verden… dog mener han ikke at man nødvendigvis skal udnytte læringspotetialerne i dette, han retter en kritik imod, at alt, hvad vi fortager os, nødvendigvis skal bidrage med mening og betydning. Værdien i det subjektive/ personlige møde med værkerne skal der også være plads til, den personlige oplevelse i mødet

med udstillingen. Og dette er også det et museumsbesøg skal bidrage med, ikke kun fortolkning, mening og betydning på samfundsniveau, men en personlig æstetisk oplevelse for subjektet selv, kan også føre til identitesdannelse og nye erkendelser.

 Der er potetialer i begge former for museumsbesøg, jeg kan personligt godt få en æstetiskoplevelse ud af det digitale besøg på Louvre, jeg er også bevidst om, at alle mine dejlige oplevelser fra analoge/ fysiske/ virkelige besøg på Louvre og i Paris i det hele taget, vækkes når jeg bevæger mig rundt. Besøget kommer til delvist at bero på en masse erindringer og tidligerer erfaringer. Fraværet af atmosfæren, lydene, duftene, fransk og intensiteten i mødet med værkerne savner jeg. Det taktile møde med genstandene, er sådan set aldrig tilstede på kunstmuseet, som det kan være det på de kulturhistoriskemuseer, hvor man oftere må røre ved genstande. Man rører aldrig maleriet, her røres man emotionelt, kroppen og sansernes møde med værket udgør det taktile på et abstrakt niveau.

Leave a Reply