Af Anne Kongsbak
Museum: Skolehistorie
Udstilling: Det gode liv i oldtiden
Link: https://skolehistorie.au.dk/digitale-udstillinger/det-gode-liv-i-oldtiden/
Skolehistorie er et digitalt museum – dets udstillingsrum er en hjemmeside og stoffet der formidles er digitalt og kurateres specifikt dertil. Det digitale museum har afløst det nu lukkede Dansk Skolemuseum og varetages af AU Library i Emdrup, som også opbevarer de mange gentande fra museet.
Museet har europas største samling af anskuelsestavler og det er netop et lille udvalg af de tavler, der er omdrejningspunktet for den digitale udstilling, som man kan se på museet. Titlen er “Det gode liv i oldtiden” og den handler om, hvordan tavlerne ikke kun viser livet i oldtiden, men i lige så høj grad illustrerer den tid de blev skabt i.
Hvordan viden distribueres: Udstillings- og undervisningspraksis
Udstillingen fungerer som en slags meta-udstilling ved at fokusere på, hvad vi lærer og hvordan. Den stiller det helt centrale spørgsmål: Hvad ved vi overhovedet (om oldtiden)? Hvad kan vi sige om det liv der blev levet udfra de arkæologiske fund vi har? Hvordan kan vi fx vide, at det var kvinderne der lavede mad og mændende der gik på jagt, som tavlerne viser?
Gennem tekst, lydbidder, filmklip og foto bliver jeg hjulpet igennem udstillingen og begynder selv at reflektere over disse spørgsmål, som nu virker helt indlysende. Hvad ved vi overhovedet om fortiden? Og hvor mange forskellige historier kan vi konstruere udfra den samme begrænsede mængde arkæologiske fund? Hvordan bliver viden tilrettelagt og præsenteret for os – i skolen og på museet?
“The lust for presence“
Jeg tænker på Lubar og Sjørslev, der skriver om, hvordan forskellige systemer at samle og ordne ting efter resulterer i forskellige typer af museer, som derfor formidler forskellige værdier og historier. At lave et museum eller en samling bliver altså til gennem en række valg og fravalg: Hvad er værd at vise? Her og nu, kunne man tilføje, da historien har vist at det spørgsmål er relativt ift. tid og sted.
Anskuelsestavlerne i udstillingen om oldtiden viser både en række korrekt gengivet arkæologiske fund – solvognen, en flinteøkse osv., men de viser også scener fra livet i oldtiden, hvor mennesker, dyr, redskaber, hytter og dansk natur optræder side om side. Pointen i udstillingen er som nævnt, at disse scener er konstrueret efter forbillede fra den tid de er tegnet i – for hvad skulle de ellers gøre? Vi ved ikke alt om, hvordan livet så ud i oldtiden, så vi er nødt til at digte for at kunne tegne et helt billede – bogstavelig talt. Ud over at sætter fokus på de selvfølgeligheder som vi lever med i vores samtid og som kan være svære at få øje på – fx et kønsrollemønster, synes jeg også at anskuelsestavlerne vidner om en trang til at leve sig ind i en anden tid. For hvorfor ikke nøjes med nøgternt at tegne og gengive det vi ved: Flinteøksen, solvognen og guldhornene?
Ifølge Runia (hos Lene Otto) har vi mennesker simpelthen en slags drift i os, en trang til at være i kontakt med fortiden på en eller anden måde og det kan måske være en del af forklaringen? At de sceniske billeder simpelthen er lettere at relatere til og leve sig ind i end tavlerne som kun viser de arkæologiske fund?
Et analytisk møde med museet
Jeg vil undlade at gå længere ind i analysen af anskuelsestavlerne og i stedet vende tilbage til det digitale museum. Jeg blev hurtigt opslugt af udstillingen og brugte længere tid på den end jeg egentlig havde og jeg tror, det skyldtes en god balance mellem underholdning og oplysning samt variation i medievalg. Tekstbidder, lydfiler og filmklip var tilpas korte og præcise, og det var let at orientere sig i de forskellige narrativer og virkemidler.
Alt i alt en vellykket udstilling! Men er det virkelig et museum? Jeg er i tvivl, som jeg sidder her med benene oppe under mig, på en stol ved mit skrivebord. Jeg har natbukser på. Jeg møder ingen mennesker i mit digitale museumsbesøg. Og jeg blive ikke stemt af en monumental museumsbygning. Det jeg mærker er en ømhed i skuldrende af at sidde ved en computer, høretelefonerne i mine ører og tastaturet mod mine fingerspidser. Det her er et analytisk møde med museet snarer end et sanseligt og æstetisk møde.
En hurtig tur omkring Nationalmuseet
Jeg ‘går’ også en hurtig tur på Nationalmuseet via google streetview. Bare lige for at besøge et ‘rigtigt museum’ og opdager hurtigt, at her mister jeg både den indvirkning arkitekturen ellers plejer at have på mig samt udstillingernes pointer. De linker til et besøg i Klunkehjemmet, så det prøver jeg lige i stedet. Her bliver jeg lynhurtigt køresyg af den kameraføring der praktiseres. Det blev et meget kort visit på Nationalmuseet og jeg kan konstatere at museet ikke nødvendigvis bliver digitalt af at blive filmet.
Afslutningsvist
Der er ingen tvivl om, at anskuelsestavlerne egner sig særlig godt til digital formidling, fordi de i forvejen er ‘flade’ og graden af reducering i oversættelsen til det digitale er mindre end hvis det havde været en mere rumlig genstand. Jeg tror ikke at oplevelsen af tavlerne bliver mærkbart ringere af at se dem digitalt. Efter et besøg på SMKs database vil jeg endda gå så langt som at sige, at oplevelsen i nogen grad kan blive bedre, fordi jeg kan komme tættere på værkerne end jeg kan på museet. Det er værd at diskutere, hvorvidt vi mister en væsentlig fornemmelse for værkets materialitet og aura ved at se en digital repræsentation, men det er også relevant at rette blikket mod det store potentiale den rette kuratering i det digitale museum giver. Mon ikke at de forskellige muligheder for formidling, som det analoge og det digitale museum rummer, i bedste fald kan supplere hinanden og give os en udvidet adgang til og forståelse af museet?