Jeg ved ikke rigtig, om det er et museum. Men det var en god oplevelse

Af Anne Kongsbak

Museum: Skolehistorie
Udstilling: Det gode liv i oldtiden
Link: https://skolehistorie.au.dk/digitale-udstillinger/det-gode-liv-i-oldtiden/

Skolehistorie er et digitalt museum – dets udstillingsrum er en hjemmeside og stoffet der formidles er digitalt og kurateres specifikt dertil. Det digitale museum har afløst det nu lukkede Dansk Skolemuseum og varetages af AU Library i Emdrup, som også opbevarer de mange gentande fra museet. 

Museet har europas største samling af anskuelsestavler og det er netop et lille udvalg af de tavler, der er omdrejningspunktet for den digitale udstilling, som man kan se på museet. Titlen er “Det gode liv i oldtiden” og den handler om, hvordan tavlerne ikke kun viser livet i oldtiden, men i lige så høj grad illustrerer den tid de blev skabt i. 

Hvordan viden distribueres: Udstillings- og undervisningspraksis

Udstillingen fungerer som en slags meta-udstilling ved at fokusere på, hvad vi lærer og hvordan. Den stiller det helt centrale spørgsmål: Hvad ved vi overhovedet (om oldtiden)? Hvad kan vi sige om det liv der blev levet udfra de arkæologiske fund vi har? Hvordan kan vi fx vide, at det var kvinderne der lavede mad og mændende der gik på jagt, som tavlerne viser? 

Gennem tekst, lydbidder, filmklip og foto bliver jeg hjulpet igennem udstillingen og begynder selv at reflektere over disse spørgsmål, som nu virker helt indlysende. Hvad ved vi overhovedet om fortiden? Og hvor mange forskellige historier kan vi konstruere udfra den samme begrænsede mængde arkæologiske fund? Hvordan bliver viden tilrettelagt og præsenteret for os – i skolen og på museet?

“The lust for presence

Jeg tænker på Lubar og Sjørslev, der skriver om, hvordan forskellige systemer at samle og ordne ting efter resulterer i forskellige typer af museer, som derfor formidler forskellige værdier og historier. At lave et museum eller en samling bliver altså til gennem en række valg og fravalg: Hvad er værd at vise? Her og nu, kunne man tilføje, da historien har vist at det spørgsmål er relativt ift. tid og sted.

Anskuelsestavlerne i udstillingen om oldtiden viser både en række korrekt gengivet arkæologiske fund – solvognen, en flinteøkse osv., men de viser også scener fra livet i oldtiden, hvor mennesker, dyr, redskaber, hytter og dansk natur optræder side om side. Pointen i udstillingen er som nævnt, at disse scener er konstrueret efter forbillede fra den tid de er tegnet i – for hvad skulle de ellers gøre? Vi ved ikke alt om, hvordan livet så ud i oldtiden, så vi er nødt til at digte for at kunne tegne et helt billede – bogstavelig talt. Ud over at sætter fokus på de selvfølgeligheder som vi lever med i vores samtid og som kan være svære at få øje på – fx et kønsrollemønster, synes jeg også at anskuelsestavlerne vidner om en trang til at leve sig ind i en anden tid. For hvorfor ikke nøjes med nøgternt at tegne og gengive det vi ved: Flinteøksen, solvognen og guldhornene? 

Ifølge Runia (hos Lene Otto) har vi mennesker simpelthen en slags drift i os, en trang til at være i kontakt med fortiden på en eller anden måde og det kan måske være en del af forklaringen? At de sceniske billeder simpelthen er lettere at relatere til og leve sig ind i end tavlerne som kun viser de arkæologiske fund?

Et analytisk møde med museet

Jeg vil undlade at gå længere ind i analysen af anskuelsestavlerne og i stedet vende tilbage til det digitale museum. Jeg blev hurtigt opslugt af udstillingen og brugte længere tid på den end jeg egentlig havde og jeg tror, det skyldtes en god balance mellem underholdning og oplysning samt variation i medievalg. Tekstbidder, lydfiler og filmklip var tilpas korte og præcise, og det var let at orientere sig i de forskellige narrativer og virkemidler. 

Alt i alt en vellykket udstilling! Men er det virkelig et museum? Jeg er i tvivl, som jeg sidder her med benene oppe under mig, på en stol ved mit skrivebord. Jeg har natbukser på. Jeg møder ingen mennesker i mit digitale museumsbesøg. Og jeg blive ikke stemt af en monumental museumsbygning. Det jeg mærker er en ømhed i skuldrende af at sidde ved en computer, høretelefonerne i mine ører og tastaturet mod mine fingerspidser. Det her er et analytisk møde med museet snarer end et sanseligt og æstetisk møde. 

En hurtig tur omkring Nationalmuseet

Jeg ‘går’ også en hurtig tur på Nationalmuseet via google streetview. Bare lige for at besøge et ‘rigtigt museum’ og opdager hurtigt, at her mister jeg både den indvirkning arkitekturen ellers plejer at have på mig samt udstillingernes pointer. De linker til et besøg i Klunkehjemmet, så det prøver jeg lige i stedet. Her bliver jeg lynhurtigt køresyg af den kameraføring der praktiseres. Det blev et meget kort visit på Nationalmuseet og jeg kan konstatere at museet ikke nødvendigvis bliver digitalt af at blive filmet.

Afslutningsvist

Der er ingen tvivl om, at anskuelsestavlerne egner sig særlig godt til digital formidling, fordi de i forvejen er ‘flade’ og graden af reducering i oversættelsen til det digitale er mindre end hvis det havde været en mere rumlig genstand. Jeg tror ikke at oplevelsen af tavlerne bliver mærkbart ringere af at se dem digitalt. Efter et besøg på SMKs database vil jeg endda gå så langt som at sige, at oplevelsen i nogen grad kan blive bedre, fordi jeg kan komme tættere på værkerne end jeg kan på museet. Det er værd at diskutere, hvorvidt vi mister en væsentlig fornemmelse for værkets materialitet og aura ved at se en digital repræsentation, men det er også relevant at rette blikket mod det store potentiale den rette kuratering i det digitale museum giver. Mon ikke at de forskellige muligheder for formidling, som det analoge og det digitale museum rummer, i bedste fald kan supplere hinanden og give os en udvidet adgang til og forståelse af museet?

Moma ー det lærende museum

Af Christina C. Rasmussen

Intro

Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Museum of Modern Art, Moma, beliggende på Manhattan i New York City. Museet blev indviet i 1929. I disse tider tænker jeg, at jeg vil gå på opdagelse i udlandet, ulempen kan dog være, at jeg aldrig har været på besøg fysisk, med henblik på en evt. sammenligning af den fysiske affekt kontra det at opleve det digitalt. Men fokus her vil være oplevelsen af den digitale version, og hvilke fordele og ulemper jeg møder. Mit nedslag vil koncentrere sig om Momas læringsplatform for børn, og heri hvordan jeg oplever deres pædagogiske formidling af deres kunstværker/designgenstande.

Inviterende design

Momas hjemmeside tog min opmærksomhed, da den formår at skabe et systematisk overblik, med fx en side, der inddeler ismer og materialebrug i kunsten. Her kan den besøgende trykke sig ind på en genre(pointillisme, pop-art osv.) eller et materiale(collage, tekstil osv.), og se forskellige kunstneriske løsninger. Dette kan skabe en nem visuel erfaring med forskellige kunstgenre. Det kan næsten associeres med anskuelsestavlen, der også klassificere og viser alsidigheden i hver kategori. Kunsthistoriker Maja Rudloff, fremhæver netop teknologiens fordel:

Nye teknologiers muligheder for at annotere, emneopdele og søge på tværs kan skabe nye meningssammenhænge og hjælpe til at se samlinger i et nyt og mere nuanceret lys. Netop fordi digitalisering giver brugerne valgfrihed i deres informationssøgning, fremhæves digitale medier også ofte i formidlingsdebatten for de muligheder for individualisering og personliggørelse, som de tilbyder (Lund, 2009; Skouvig, 2009; Cameron, 2003)”.(Rudloff, M., 2013, s.72).

De nye meningssammenhänge vil jeg isär eksemplificere senere vha. mit nedslag. Momas hjemmeside er brugervenlig og inviterende, og opsætningen fremstår visuel ren. Der er ofte meget information på et museum, så det handler om at finde en balance, så den besøgende ikke drukner i tekst og materielle genstande. Både digitalt som fysisk.

Fra den materielle vending til det brugercentrerede fokus


Moma’s hjemmeside er et godt eksempel på den øgede opmærksomhed museer har på brugeroplevelse, interaktivitet og deltagelse. At der ikke blot bliver fokuseret på den materielle vending. Rudloff beskæftiger sig med de strømninger, der er sket inden for museologien, og beskriver nærmere medialiseringens påvirkning:

“Det indebærer, at publikum ikke længere ses som passive modtagere af mediebudskaber, men at de selv betragtes som aktive medskabere i betydningsprocessen”.(Rudloff, M., 2013, s.71).

Medialisering af museer kan efter min mening både bidrage til noget nyt og innovativt, men også miste noget af sin autencitet, taktilitet og værdien af museum som sted(ontologien), her kan fx nævnes atmosfære, fysisk affekt samt originalitet.  Man kan spørge sig selv om, om fraværet og graden af materialitet digitalt skaber 

mindre nærvær med kunstværket? Fraværet kan ifølge arkæologen Severin Fowles ikke reduceres til blot ideer, fraværet kan være umiddelbart til stede, og trænge sig på sanseligt (Fowles, S., 2010, s 28). Jeg vil mene det digitale medie i højere grad er afhængig af at indtænke måden hvorpå man kan skabe indlevelse og nærvær.  

Det digitale museum med sit ensidige skærmformat kan måske bidrage til længerevarende fordybelse af den tilrettelagte viden. Skærmen rammesætter kunsten, og udelukker derfor en masse andet “støj”, hvilket visuelt kan skabe ro og fokus(ulempen kan dog være, at man ikke ser hele værket, grundet format). Under et fysisk museumsbesøg kan der opstå mange forstyrrende elementer. Det kan være for mange nye indtryk på en gang, forstyrrende lyde, mange mennesker eller måske en stram tidsplan grundet en skemalagt lærer. Men modsat kan det midlertidige möde med et fysisk museum, også have sine styrke ved sin tidslige horisont, da oplevelsen skal gribes nu og her. 

Mit nedslag

Det der umiddelbart vækker min største interesse er deres aktivitets- og læringsplatform for børn, med overskriften: “Art-Making Activities Families Can Do at Home  ー For kids ages six and over, we rounded up some of our favorite drawing, collage, audio, and movement activities inspired by artworks in MoMA’s collection.” (https://www.moma.org/magazine/articles/254).

Dette nedslag kategoriserer sig inden for det lærende museum, da opgaverne i høj grad tager udgangspunkt i didaktik og pædagogik. Opbygningen af diverse opgaver tager hensyn til brugergruppernes alder samt deres forudsætninger. Momas løsninger appellerer stærkt til familier med børn, der sidder i karantæne i disse tider. Der er et stort behov for aktiviteter og fantasifulde opgaver, der kan flytte tankerne, og beskäftige de mindste. 

Den narrative fortælling 

Momas opgaverække, formår at blande flere medier fx lydfiler i relation til kunstværker. Disse udviklede koncepter og kombinationer skaber en fin narrativ fortælling for hvert præsenteret værk. For at eksemplificere det har jeg valgt opgave nr.2. Her møder barnet et maleri fra Moma, der visuelt skal hjælpe til at kickstarte barnets kropslige indlevelse: 

Alice Neel painted portraits of her friends, family, neighbors, and fellow artists. A chance encounter with a boy named Georgie Arce in her neighborhood of Spanish Harlem sparked a lasting friendship. Neel went on to sketch and paint him several times. Try to imitate Georgie Arce’s facial expression. How do you think he is feeling? Now re-create his pose with your body. Do you think he seems comfortable? Why or why not? What else can you tell about this boy based on what you see? What more do you want to know?”

Med denne introduktion skal barnet tage stilling til en kropslig positur, og forsøge at sætte sig ind i billedet og i en anden persons sted. Dette kan frembringe undren og eftertænksomhed over, hvad dette værk/denne dreng vil fortælle os. I følge historiker Steven Lubar har museer netop den professionelle ekspertise til at videreføre genstandens fortællinger:

“An object plays many roles, and different roles for different people. It’s the museums job to understand objects in all the complexity, display and explain them to visitors, and put the object to use in a new way, a museum way.”(Lubar, S. 2017, s.164).

Momas opgave her skaber denne grobund for nye måder at fortolke et værk på, og sætter barnets fantasi i gang. I en sådan opgave er barnet medskaber til at videreføre den narrativ fortælling, i stedet for at være den passive beskuer. Mødet med kunstværket bliver derudover kropslig og sanselig, trods at det er digitalt.

Digitalt og analogt

Et andet stærkt greb er, at det ikke blot er digitalt fokuseret, men at opgaverne også skal løses analogt(saks, papir etc.). Denne vekselvirkning kan skabe et større arrangement, og derved udfordre barnet til en større kreativ stillingtagen. Med dette kan de narrative fortællinger muligvis blive mere fantasifulde og længerevarende. Finmotorikken bliver også aktiveret, da nogle af opgaverne kræver, at barnet modulerer og interagerer med håndgribelige materialer. Den digitale omsætning af museet har derfor valgt at holde fast i nogle materielle traditioner, og fremhäver herved kunsten som praksis. Denne fysiske bearbejdning kan i sidste ende bidrage til en større indlevelse.

Jeg kan eksemplificere med denne designopgave, hvor barnet ud fra nogle forskellige kriterier skal designe en stol: 

Jeg tror alt i alt, at det er vigtigt at holde motivationen og nysgerrigheden oppe hos børn. Derfor tror jeg det medskabende, det kommunikative og det fantasifulde er vigtige faktorer for et vellykket læringssite. Det er vigtigt, at barnet føler sig inkluderet som fx kunstner eller kommunikatør, så det fremviste værk ikke udelukkende står alene, uden en dybere kontekst. Det især vigtigt, når man arbejder med digitale medier, hvor et museumsrum skal skabes ud fra nogle andre præmisser.

Det sociale fokus mindskes

Opgaverne appellerer meget til at man selv fortolker og skaber, og det kan medføre, at der ikke er det samme sociale fokus, sammenlignet med en museumsrundvisning. At man går i fælles flok på et museum skaber en fælles oplevelse, og de taktile fornemmelser for genstandene bliver vækket og præsenteret på en helt anden måde. Dog kan opgaverne måske skabe et nærværende socialt rum hjemme. Den engelske antropolog Alfred Gell mener, at kunstværket i bund og grund er et socialt medie med en fortryllende teknologi:

“Det er en fysisk størrelse, der medierer mellem to væsener, og det skaber en social relation, som igen kan generere andre påvirkninger og sociale relationer”.(Sjørslev, I, 2013, s.121).

Herved er der måske tale om et socialt møde ved blot at møde kunsten, og at det ikke er fuldstændigt afhængigt af fysisk tilstedeværelse.

Det kan et digitalt museum…. eller kan det?

Det er kun naturlig at museer er udtænkt til at blive besøgt. Men hvad sker der når man gør museet, udstillinger eller dele heraf tilgængeligt online?

Inden jeg valgte hvilket museum jeg ville tage på online eksklusion til, browsede jeg og undersøgte mine muligheder! 
På min telefon gemmer jeg altid en lille note hvor jeg indskriver kulturelle oplevelser rundt omkring i verden, som jeg gerne vil opleve, hvis jeg en dag skulle komme dertil. På min liste ledte jeg derfor efter museer rundt omkring i verden, som jeg gerne vil et besøg. En oplagt mulighed – hele verden var tilgængelig, ingen geografiske begrænsninger!
En del af museerne var dog mere ikoniske end nogen der nødvendigvis fangede min opmærksomheden nu her, og slet ikke digitalt. Dette kan fremgå som en kombination af hvordan anvendelsen af museerne er udtænkt. Nogle museer fremstår mere æstetik og arkitektonisk betagende end andre, og lige præcis de betagende og æstetisk udfordrende museer sigtede jeg efter, til mit digitale museumsbesøg. Hvorfor undersøge et museum online, hvis det ikke er betagende at kigge på, når udvalget af udstillingen og konkrete værker virker begrænset og er stort set umulige at størrelsesbedømme?

Der var derfor to museer på min liste, som jeg gerne ville besøge. Det ene var The Metropolitan Museet of Art (The Met). Det andet var Museum of Ice Cream, som har to lokationer I USA. The Museum of Ice Cream havde desværre ingen tilgængelige digitale rundvisninger, eller virtuelle funktioner. Det havde The Met til gengæld. Dog synes listen givet fra Lars er Lisa også interessant. Især Guggenheim vakte min interesse. Derfor blev Guggenheim og The Met udvalgt. 

”Guggenheim From Home”

På Guugenheims hjemmeside får man en oplevelse af museet, gennem funktionen ”Google Arts Culture”.
Man startede midt inde i et rum og havde svært ved at orientere sig om hvor man gik hen. Jeg valgte derfor hurtigt at droppe ideen om at anvende denne funktion, da den var meget desorienterende i rummet, grundet de afgrænsede passager at man kunne bevæge sig i. Desuden kunne kunstværkerne ikke ses tæt på og give et ordentligt indtryk. Derfor mener jeg også at diskussionen om digitalisering af museer, vil kunne erstatte et fysisk besøg på museet, er irrelevant. For mig blev denne oplevelse kun et moment for irritation, lettere frustration og en tydelig fysisk begrænsning af min skærm.

Til gengæld fik jeg et indtryk af arkitekturen og opbygningen af selve museet indvendigt. Dog må jeg indrømme at jeg havde foretrukket at orientere mig om dette i almindelige billeder, der kunne bladres i… Hvilket til mit store held også var muligt!

Den tilgængelige Audio Guided tour, omhandlende den smukke bygning og hvordan den var opstået, med 18 tilhørerende smukke billeder, i høj opløsning! Lysten til at besøge det fysiske museum var genetableret.

Sidst men ikke mindst rummer ”Guggenheim From Home” også et uddrag af deres udstillinger, hvor selve kunsten, her i form af 18 udvalgte værker, er udstillet, med en tilhørende faglig tekst. Billederne er i fuld fokus, man kan undersøge dem nøje og opløsningen er god! Informationerne er serveret på et sølvfad, for den besøgende.

The Metropolitan Museum Of Art

360 projekt:
The Met har til anvendt en anden tiltage til den digitale hjemmetilgang af deres museer, som jeg var ekstremt positiv overrasket over. De har lavet et “360 projekt”, hvor man gennem 7 små videoer kan undersøge 7 forskellige lokationer, for museet, på en helt anden måde. 7 meget forskellige videoer, der kan inddeles i fire kategorier:
1) Museets tre fysiske beliggenheder og omgivelser
2) To udvalgte udstillinger
3) To Hall områder
4) Et kig bag om det daglige arbejde, fra fire medarbejdere

Videoerne er optaget så man som bruger selv kan interagere, og vælge hvilken retning man vil kigge, mens kameraet roligt bevæger sig ind i rummet – Det er næsten som at være der selv… Næsten.
Man får en rumfornemmelse og et sanseligt indtryk af rummet, på en helt andet måde, end ved anvendelse af “Google Art Culture”. Der er desuden besøgende til stede på dele af videoerne, der desuden giver en fornemmelse af omgangen på museet. Dette giver igen en fornemmelse af selv at være til stede, samt hvilke at genstandende der især iagttages, at de fysisk besøgende.

Alle videoerne har denne 360 graders funktion – derved navnet på projektet. Nogen af videoerne udnytter denne funktion bedre end andre.

En udvalgt udstilling
Hall område
Bag om det daglige arbejde
En udvalgt udstilling

360 projektet anvender, i min optik, en kombination af to forskellige museumsdidaktikker, for at gøre det online besøg af det fysiske museum, til en sanselig og æstetik oplevelse. Gennem en unik virtuel oplevelse af det fysiske museum kombineret med en orientering i lokation og rumligheden i museet, rammer oplevelsen både indenfor kategorierne “Bruchuremuseet” og “det Virtuelle museum”. En unik, informativ og æstetik måde at give en forsmag og forberede den besøgende, på et fysiske besøg til museet.


360 projektet har virkeligt mange gode muligheder og gav mig kun mere lyst til at besøge museet i virkeligheden. På et fysisk besøg ville jeg ikke blot undersøge den storslåede arkitekturer, som museerne er bygget op omkring, men selvfølgelig også værkerne de indeholder.
Jeg tænker desuden at der er en storslået mulighed i anvende lignende tiltag på virtuel reality briller, som på den måde kan giver den digitale bruger et nyt og andet sanseindtryk af museet, hjemme i stuen. Indtil da, er jeg kæmpe fan at deres 360 projekt.

Man fornemmer derfor også at turen ikke er udtømmende, men nærmere en ekstra information man får med. Dette giver derfor både den online besøgende lyst til at vide mere. The Met har desuden, lige som Guggenheim, audio-tours af udvalgte værker eller dele af samlinger. The Met har dog et større udvalg af ture, end Guggenheim.

De forskellige formidlingsformer som der anvendes på hjemmesiden, henvender sig til forskellige typer af brugere.

De guidede audio ture henvender sig til besøgstypen “followers”, da museets personale har udvalg og fremhævet forskellige dele af deres aktuelle udstilling og gjort den let tilgængelig, via lysspor med tilhørende billeder. Denne form kræver ingen interaktion fra den besøgendes side af, de modtager blot information om de fremhævede elementer. Derved anvender disse “rundture” også en lærerende museusmdidaktik, hvor informationen er lettilgængelig og sprogbrugen er tilpasset en bred befolkningsgruppe.

Det fysiske museum anvendes mest af typerne “Searchers” og “Reseachers”, men alligevel formår den digitale udgave også at ramme denne målgruppe, grundet det brede udvalg af audio tours, hvor faglig tilgang til de udvalgte værker opnåedes. Det samme er sig gældende for 360 projektet, hvor især kategori fire “Et kig bag om det daglige arbejde, fra fire medarbejdere” giver et unikt indblik I udvalgte værker og arbejdsmetoder på museet.

Alle ovenstående kan være aktuelle for kategorien “browser“, da de er informative omkring diverse lokationer, udstillinger, arbejde m.m. der har tilknytning til museet.

Alt i alt er der noget for en hver smag, på et digitalt besøg på The Mets.


Det afrundende online besøg

Mit sidste stop på min digitale rundvisning, fører mig til Instagram.
På Guggenheims hjemmeside henvise de til at undersøge hashtagget #MueumFromHome, hvor man kan undersøge den digitale museums verden yderligere. Over 11.000 nye muligheder dukker op, bag dette online rum for kunst. 

Dette vælger jeg at gøre, og på magisk vis træder jeg ind i endnu et nyt Univers. Bag hashtagget ligger der ikke alene en åben verden i form af alverdens museumskontoer med masser af inspiration og oplevelsesmuligheder. Der ligger også en helt ny verden på en anden måde. Bag hastagget ligger der et helt nyt rum for et online digitalt museum. Samlet. Der ligger rundvisninger, live i dagens anledning, fredag d. 27/3 midt i corona krisen, hvor man f.eks. kan opleve dele af udstillingen ”Alpha Crucis – Afrikas samtidskunst” hjemmefra! Det er en gudiet tour på ca. 30 minutter, på det fysiske museum ”Astrup Fearnley Museet”.
Det eneste der kan være en smule ærgerligt ved museernes Instagramprofiler og disse fantastiske muligheder der ligger gemt bag hashtagget, er at de fleste museer anvender deres originale sprog i promoveringen og rundvisningerne. Dette kan være en smule begrænsende og besynderligt, når den digitale netop åbner op for muligheden for at alle fra hele verden kan komme og besøge museet online.
Det betagende vil dette hashtag er, at man kan samle og følge oplevelser på tværs at instagram profiler. Ved at “følge” hashtagget kan jeg holde mig opdateret på alle kulturelle oplevelser, på tværs and landegrænser, fysikalitet og fagligt fokus. En helt ny verden at undesøge, på afstand!

Men er det nok?
I debatten om en digitalisering af museerne vil gøre at der er færre der rent faktisk anvender de fysiske museer, må konklusionen være – tværtimod.
Af de tre digitale rundture, på de tre forskellige museer, var det netop det museum der gav den bedste æstetiske oplevelse på den virtuelle rundtur, som jeg ønsker at besøge mest i virkeligheden. Derved kan man sagtens inddrage æstetik og oplevelse i hjemmet, uden at fratage lysten til den taktile oplevelse i et besøg på museet. Dette kombineret med det faktum, som jeg indledningsvist kommer omkring, at nogle museer er mere ikoniske end andre og nogle museer skal besøges grundet deres “status” og ikke nødvendigvis deres æstetiske og arkitektoniske fremtræden.
Som en kombination af disse to argumenter, mener jeg derved ikke at der skulle være fare for at museerne ikke bliver besøgt. Jeg ser det derimod som det perfekte supplement, en teaser og en form for æstetisk, digitaliseret brochuremuseum, om man vil.


Digital Ekskursion

  Ekskursionsopgave: Et besøg på Petit Gallerie Musee´ du Louvre

    Af Mette- Katrine Bistrup

Jeg har valgt at tage på digital ekskursion på Petit Gallerie, som er en del af Louvre. De begreber fra vores litteratur i MKD jeg har trukket frem, er nogle af dem, jeg finder interessante også i forhold til min kommende opgave, jeg er ikke gået i dybden med dem, men prøver dem af.

Udstillingen hedder The advent of the Artist, her bliver  du præsenteret for malerier og skulpturer af Bl.a. Delacroix, Rembrandt og Tintoretto. Denne digitale rundvisning er lavet så man har følelsen af at man selv går og filmer den, med panorama-funtionen på sin smartphone. Hvis du bare lader dig lede, bliver du langsomt vist rundt i udstillingen, men du har også mulighed for via piletaster i siderne af skærmen og sætte tempoet op. Du har mulighed for at forstørre alle værker, og der er en kort information til hvert værk, på fransk, jeg har prøvet men ikke fundet ud af, om dette kan oversættes til engelsk.

På præsentationssiden til dennne virtuelle rundvisninger, fortælles der at Petit Gallerie er –a space dedicated to art and culturel education. Til sammenligning med den digitale rundvisning på Statensmuseum for kunst på artandculture.google.com, har man på Louvres rundvisning mere fornemmelsen af selv at gå der.

 Hvilke fravær og hvilke kvaliteter kan vi tale om i den virtuelle udstilling sammenlignet med at besøge museet i virkeligheden?

 Jeg vil starte med kvaliteterne, og tage udgangspunkt i Maja Rudloff`s artikel Det medialiserede museum.

 Hun nævner at relationen mellem museum, samling og brugeren har ændret sig i takt med den stigende digitalisering, set fra museets side er brugeren ikke længere passiv i mødet med museet, men en aktiv deltager. Museerne skal nu mere tænke i brugeroplevelser, interaktivitet og deltagelse, når de skal møde deres publikum.

Når den besøgende træder ind på Petit Gallerie`s virtuelle rundvisning, bestemmer vedkommende selv tidspunkt, om vedkommende vil sidde i sin have eller i sofaen og nyde udstillingen, og man er 

Ikke afhængig af en rundviser, men man bestemmer selv, hvilke værker man vil gå i dybden med. Det giver muligheder for brugere, der ikke bor tæt på et museum at opleve kunst. Digitaliseringen taler muligvis også til et yngre publikum, den kommende generation af museumsbrugere, men afskærer dermed også brugere, der ikke har samme tilgang til digitale medier. Maja Rudloff nævner at der er, mulighed for mange fortællinger, når fortolkninger lægges ud til brugerne.( Maja Rudloff 2013,s. 73).

Her ligger der nogle læringspotentialer, via subjektifikationen ( Sattrup & E.D.Knudsen 2019) og førsthåndsperspektivet, som Merleau- Ponty taler om, hvis man gør brug af og følger op på den interaktion, de digitale medier giver mulighed for. Dette kræver dog at menneskets evne til at transendere kommer på arbejde og fantasien må tilkaldes.

I forlængelse af begreberne subjektifikation og førstehåndsperspektivet leder disse videre til fravær i den viturtuelle udstilling.

Maja Rudloff taler om værkernes aura og autensitet, Mette Boritz taler om det kropslige sansede møde med værkerne, bygningen, museumsrummet, materialiteten, nærværet. Mette Boritz beskriver vigtigheden af mødet med værkernes materielitet, som en brobygger mellem den fysiske, sociale og mentale sfære (Mette Boritz 2011. s.25), og den kræver fysisk tilstedeværelse i udstillingen. Den besøgende påvirkes af museumsrummet og værkerne, Merleau-ponty ville tale om atmosfæren i rummet og  mødet mellem kroppen og gentandene. 

Mette Boritz refererer til Gumbrecht der taler om tilstedevær, Produktion of presence, dette handler om de processer og handlinger, hvor genstande og rum bliver nærværende eller påvirker den mennskelige krop.( Mette Boritz 2011. s. 190-191) Gumbrecht taler videre om at være tilstede og lade sig overvælde af verden og tingsligheden og rumligheden i verden… dog mener han ikke at man nødvendigvis skal udnytte læringspotetialerne i dette, han retter en kritik imod, at alt, hvad vi fortager os, nødvendigvis skal bidrage med mening og betydning. Værdien i det subjektive/ personlige møde med værkerne skal der også være plads til, den personlige oplevelse i mødet

med udstillingen. Og dette er også det et museumsbesøg skal bidrage med, ikke kun fortolkning, mening og betydning på samfundsniveau, men en personlig æstetisk oplevelse for subjektet selv, kan også føre til identitesdannelse og nye erkendelser.

 Der er potetialer i begge former for museumsbesøg, jeg kan personligt godt få en æstetiskoplevelse ud af det digitale besøg på Louvre, jeg er også bevidst om, at alle mine dejlige oplevelser fra analoge/ fysiske/ virkelige besøg på Louvre og i Paris i det hele taget, vækkes når jeg bevæger mig rundt. Besøget kommer til delvist at bero på en masse erindringer og tidligerer erfaringer. Fraværet af atmosfæren, lydene, duftene, fransk og intensiteten i mødet med værkerne savner jeg. Det taktile møde med genstandene, er sådan set aldrig tilstede på kunstmuseet, som det kan være det på de kulturhistoriskemuseer, hvor man oftere må røre ved genstande. Man rører aldrig maleriet, her røres man emotionelt, kroppen og sansernes møde med værket udgør det taktile på et abstrakt niveau.

Virtuelt besøg i “Tilbygningen”.

Jeg er på virtuel ekskursion på Thorvaldsens museum i det der kaldes “Tilbygningen”. Tilbygningen er udviklet som et virtuelt museum man kan deltage i som almindelig museums gæst fra en PC opstillet i det fysiske Thorvaldsens museum, såvel som besøgende fra en hvilken som helst skærm i verden med adgang til internettet.

Som besøgende er jeg tilskuer til andre besøgende, samtidigt med at jeg selv er på besøg. Jeg kan kommunikere interaktivt med udstillingen gennem film og billeder. Udstillingen bevæger sig på tværs af de tre rum: Korridorerne, Arkivet og Projektrummet. I to af dem, ”Korridorerne” og ”Projektrummet” møder jeg et persongalleri hvis intentioner jeg bliver nysgerrig efter at afdække. Små fiktions-filmklip på 2 – 3 minutter med professionelle skuespillere, understøttes af et stemningsfuldt, roligt lydspor, og hver af de korte film giver flere muligheder for at vælge nye filmklip, 27 i alt, der hver især linker flere gange til informationer om udstillede genstande. Man kan pause fiktionen i “Korridorene” og læse fakta om Thorvaldsens lofter, eller tage afstikkere til Projektrummet, hvor museumsgæster der har arbejdet i Dataværkstedet, har mulighed for at uploade bidrag til fortolkning af udstillingen. Man kan altså bevæge sig på tværs af de tre virtuelle rum, hvor brugerinddragelse bliver en central del af undervisnings- og formidlings strategien. Fokus er skiftet fra genstand til oplevelse og deltagelse. Jeg kan erfare det levede rum uden at være fysisk tilstede.

Man kan på et øjeblik skifte tid og sted i de virtuelle rum.

Som besøgende er jeg en ”browser”. Jeg surfer rundt indtil noget eller en genstand fanger min interesse, og så vil jeg gerne lære noget mere om genstanden. En undersøgelse foretaget for Birmingham Museums and Art Gallery i 2004, viser at jeg dermed passer ind i en gruppe på 50% af virtuelle gæster. 40% vil gerne have en guidet tour, og ca. 10% er specialister der selv kan navigere i samlingerne.

Min analyse veksler mellem min egen oplevelse, til hurtigt at blive optaget at den oplevelse jeg fornemmer at andre besøgende har fået fra deres besøg. Både de nærværende, autentiske besøgende, samt skuespillernes iscenesatte oplevelser, og deres interaktion med mangfoldige afstikkere til alle tænkelige afledte vinkler af museumsbesøget. Som virtuel bruger er jeg afskåret fra at bruge min affekt taktilt. Jeg kan ikke sanse biologisk med hele kroppen. Min før-kognitive psykiske respons, kan ikke udløse en berøring af genstandene, men den kan stadig påvirke og bevæge mig, så jeg ændrer tankebaner til at relatere til min egen nære verden, og tage stilling til hvad jeg synes er rigtigt eller forkert, smukt eller anderledes.

1.g i Åben Skole

Mens Thure Lindhart forgæves forsøger at tegne trækkene fra Bertel Thorvaldsens selvportræt, får jeg lyst til at trykke på et link der toner frem midt i filmen. Jeg har pludselig adgang til en 1.g klasses indlæg og selvportrætter, hvor de iscenesætter sig selv med dele af museet, og lægger billederne ind på museets hjemmeside, så jeg som besøgende kommer til at forholde mig til deres oplevelse, og endnu engang bliver forstyrret i min egen fortolkning af rummet og skulpturerne. Som besøgende skoleklasse er de en del af det man i folkeskoleloven kalder Åben Skole. Før hed det bare et museumsbesøg. Derved opstår et didaktisk sigte, hvor gæsten ledes til stillingtagen og reflekterende virksomhed. Der sker altså både en didaktisering af formidlingen for pigen på billedet, men også for mig som virtuel besøgende, i takt med at jeg udvikler et prærefleksivt handlemønster, med computerskærmes muligheder som mediator.

En distanceret, men på samme tid autentisk oplevelse, gør det således muligt for museet at placere sig i midten af den didaktiske kiasme, hvor brugeren får en unik og alligevel, mod opgaven, målrettet oplevelse. Opgaven med at udvikle og sætte ord på erkendelse og refleksion. At kunne udtrykke sig gennem et medie, samtidigt med at man mærker auraen fra de udstillede genstande.

På min virtuelle tur, møder jeg denne pige, der i 2015 har bidraget med et selvportræt og tilhørende tekst. Dermed bliver hun, og hendes fortolkning en del af min egen oplevelse.

Medialisering

Den øgede interaktion med medierne skaber en medialisering, hvor brugeren bliver kommunikator og medskaber, i modsætning til en traditionel brugeroplevelse der foregår ved ren social interaktion. Medialisering skal derfor forstås som mediernes gennemgribende medvirken til nye sociale strukturer og handlemåder i vores samfund.

Fokus på brugeren er fremmet, da brugeren både indgår i, og former oplevelsen. Det Digitale Værksted på Thorvaldsens Museum lader elever bidrage med deres fortolkning af kunsten. Udstillingen ændrer sig således i takt med at nye projekter kommer til. Museologisk bliver fokus ændret fra samling til formidling, og der orienteres fra genstand mod beskuer. Genstand og forbruger væves sammen.

Mit besøg på Thorvaldsens museum bliver iscenesat gennem denne medialisering, så oplevelsen af de udstillede genstande ikke får lov at stå alene. Den “rene” museumsoplevelse der handler om at beskue en statisk skulptur i et givent rum, pålægges en række filtre der kæmper om min opmærksomhed. Medialiseringen gør at museet flytter fokus fra den enkelte genstand, til at fastholde den besøgende i en digital inddragelse. Men også en demokratiserende proces, da publikums stemme bliver en del af det samlede udtryk.

Udfordringer

Man må gå på kompromis med genstandens autenticitet i det virtuelle rum. Men er det nu også vigtigt, hvis man som bruger af det virtuelle rum kan forestille sig marmorets hårdhed og glatte overflade, i konteksten af det kølige højt hvælvede rum?

Der er nogle spatiale og kropslige udfordringer i forhold til de samlede erfaringer med udformningen af rummet. Det brydes op i kontekstuafhængige enkeltdele, og det virtuelle besøg bør som sådan ikke stå alene, da det er en anden oplevelse end museet i sig selv kan tilbyde. Som supplement, eller især som forberedelse til et besøg på det fysiske Thorvaldsens museum, kan den interaktive, selvstændige oplevelse med museets samling og dets besøgende, understøtte en subjektifikation, hvor man skaber sin egen narrative undersøgelse og identitet.

Fortid, nutid og fremtid.

Thorvaldsens samling formidles som en del af vores kulturarv. Defineret ved at skulpturerne er et kunstnerisk udtryk overtaget fra tidligere generationer, og at udstillingen er med til at forme vores kulturelle identitet. På tværs af generationerne har skulpturerne formet menneskers erfaringer på forskellig vis, da samtiden og konteksten de er blevet vist i, har ændret sig gennem tiden. Dermed udtrykker det virtuelle museum en samfundsteoretisk og konstruktivistisk diskurs, der definerer kulturarv om noget der kan- og skal forme os, og som involverer alle mennesker i alle dele af samfundet.

Man er således langt fra 1800-tallets fokus på genstandens egen fortællende kraft som i det Wormske museum, men Tilbygningen prøver alligevel at komme tilbage til en ny form for mangfoldighed, i takt med at der afdækkes flere fortolkningsrammer for museumsoplevelser, samt forskes i didaktiserende processer som en del af museets lovpligtige formidlingsformål. Man kan sige at selve området formidling, der traditionelt set er en énvejskommunikation, i dag peger mere i retning af en museumspædagogik, hvor man prøver at fremme og initiere interaktion mellem museum, dets samlinger, brugere og personale.

Thorvaldsens fysiske og virtuelle museum, udgør som helhed et kulturmiljø, der på en særlig måde formår at formidle og inddrage samtidens kunstforståelse med de teknologiske muligheder, og herved opstår et forandringspotentiale i den mere statiske kulturforståelse. Der rykkes til stadighed ved forestillingen om at der er en ”rigtig” måde at se på kunst.

Skrevet af: Rune J. Johansen. Cand. pæd. stud. MKD 2020.