Publikation: Undersøgelse af digitale teknologier i fremmedsprogsundervisningen

I efteråret 2020 gennemførte FREMDitSPROG-projektet en spørgeskemaundersøgelse omfremmedsproglæreres brug af digitale teknologier i gymnasieundervisningen. I denne publikation fremlægger vi resultaterne af undersøgelsen, der indeholder svar fra 432 sproglærere.

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen har været at etablere et overblik, der forhåbentlig kan pege på overordnede tendenser inden for udbredelsen og anvendelsen af digitale teknologier i sprogfagene på de gymnasiale uddannelser. Undersøgelse har til hensigt at gøre os klogere på dette område ved at kortlægge, hvordan digitale praksisser og værktøjer er integreret i fremmedsprogsundervisningen på de gymnasiale ungdomsuddannelser.

I publikationens præsentation af resultaterne har vi inddelt brugen af teknologier under tre overskrifter:

  1. Fundamentet, der beskriver veletablerede og udbredte aktiviteter med digitale teknologier. Disse udgøres af læsning og søgning på internettet, interaktive øvelser og aflevering af videooptagelser.
  2. De lovende, der beskriver en gruppe af mindre etablerede, men potentielt lovende aktiviteter med brug af digitale teknologier. Disse indbefatter blandt andet at deltage i chat, brug af sociale medier og online pennevenner.
  3. Hjælpemidler og skurke, der dækker over digitale sprogværktøjer, som sproglærerne ofte er uenige om, hvorvidt de skal anbefales eller frarådes. Det drejer sig især om maskinoversættelse og automatiske korrekturlæsere.