Hvad gør man, når ny og ukendt teknologi træder ind i det pædagogiske rum mellem to skoler, der arbejder sammen?
I videoen fortæller Søren Kristensen om det indviklede samspil mellem Virtual Reality, Minecraft, PC´ere og Ipads og et stykke software, hvor man kan konstruere verdener til Minecraft: World Painter. Samspillet mellem disse teknologier giver både konsekvenser og muligheder, hvilket kan ses i børnenes kultur omkring Minecraft.
I projektet i Nordjylland havde børnene både en praksis med brug af Minecraft på Tablet eller ipad. De vidste dog ikke, hvordan Minecraft skulle styres via VR, hvorfor det tog tid for eleverne, at vænne sig til og udforme en ny praksis med Minecraft. Eleverne udviklede ikke blot selv en ny forståelse af, hvordan de kunne styre og bygge inde i Minecraft via VR, men udviklede ligeledes en forståelse for, hvordan de skulle hjælpe hinanden med denne nye teknologi.
Her ligger derfor allerede en del af løsningen: Der skal i det pædagogiske rum gives plads til at finde ud hvordan en ny teknologi skal bruges, da denne skal inkorporeres i den praksis, der løbende etableres. Det kan ikke forudsættes.
Ens eller foranderlig?
En andet forhold er det med at teknologierne ikke er ens for alle. I de to involverede skoler var betingelserne for at bruge VR og Minecraft ikke ens, da det ene sted ikke havde nem adgang til pc’er, som det krævedes for at kunne kombinere Minecraft og VR. De havde til gengæld adgang til Ipads, men de kunne ikke uden videre bruges til VR. Selvfølgelig kan man prøve at sørge for, at alle involverede har lige og ens adgang til alle teknologier, men formodentlig vil det ikke altid være muligt. Det bliver derfor nødvendigt at tænke i, hvordan et møde mellem flere partnere foregår igennem forskellige muligheder for at bruge forskellige teknologier. Igen må det italesættes, hvori forskellene består; er det f.eks. ideen om at ikke alene teknologierne skal være ens, men også de pædagogiske metoder og principper?
I samarbejdet mellem to skoler, kan det være nødvendigt at droppe en god ide, hvis ikke den er produktiv for begge involverede parter. Det kan også være nødvendigt at pege på, at hver partner må gøre tingene på sin måde – i hvert fald som udgangspunkt – for at projektet kan lade sig gøre. Der kan være tale om alt lige fra lokale praktiske muligheder eller begrænsninger over at partnerne bruger forskellige teknologier til at de forstår og bruger de samme teknologier forskelligt.
Men en form for fælles flader må også etableres. Hvor kan de involverede partnere udveksle billeder, ideer og forslag til hinanden, så de fortsætter eller udvikler det gode samarbejde? Hvilke andre teknologier kan i kombination støtte samarbejdet? Der skal altså også være plads til som reflekterende praktikere at reflektere over egen og andres praksis for at lede efter brændpunkter, forandringer og konkrete løsninger.
Forskelle er altså ikke statiske, men også foranderlige. Mødet mellem forskellige partnere og brug af ny og ukendt teknologi kan indeholde muligheden for at forandre fælles strategier, diskutere, forstå og forandre forskelle – og ændre kombinationen af teknologier som en del af pædagogikken.