Workshop i Midtjylland

Første workshop i ASSIST forskningsprojekt er blevet afholdt. Det foregik på Dagnæsskolen i Horsens, der kører hele to delprojekter: Kenyapakken og Fag i knibe. Deltagere på workshoppen var, ud over forskerteamet, Dagnæs Skolens leder, en konsulent samt delprojekternes involverede lærere og pædagoger, hvor af en lærer fra Grønland samt en pædagog fra Kenya deltog online via Skype.

Under workshoppen blev alle parter introduceret til hinanden, der blev opsamlet på pilot-forløbet og dialogen fra foråret, gennemgået undervisningsforløbet for første forskningsprojekt samt snakket om projektets og lærernes medieøkologi.

Kenyapakken

Det ene projekt med fjernundervisning har fokus på ideen om den globale skole, hvor  mellemtrinnet i engelsk er involveret på både Dagnæsskolen i Horsens, Endelave Skole, Anholt Skole samt Atuarfik Otto Frederiksen Skole i Grønland. Forløbet er bygget op omkring Dagnæs Skolens “Kenyapakken – sprog og kultur på tværs af tre kontinenter”, hvor der arbejdes med emnet Development Through Trade i et globalt perspektiv, som går ud på at 1) udvikle elevernes kompetencer i brug af digitale medier, og arbejde med engelsk som et brugssprog og interkulturel forståelse 2) udvikle lærer- og pædagogroller i et fjernlæringsmiljø samt 3) udkrystallisere flere former af assistentbegrebet i forbindelse med fjernundervisning.

Dette forløb benytter sig i høj grad af den assisterende fjernunderviser fra Kenya, som har planlagte gruppemøder med eleverne under projektet samt en samarbejdspartner i Coop Kafferisteri i Kenya.

Fag i knibe

Det andet projekt er “Fag i Knibe – når kompetencedækning bliver en udfordring”. Her skal elever fra Endelave Skole på mellemtrinnet indgå i et fjernlæringsfællesskab med eleverne fra Dagnæs Skole i Engelskundervisningen. På denne måde vil skolerne bringe ressourcer og ekspertise sammen og dermed sikre kompetencedækningen. Elever fra Endelave deltager ligeværdigt med eleverne fra Dagnæsskolen.

Projektet har til formål at udvikle og designe en fleksibel fjernlæringsplatform for Endelave skoles elever, der sikre kompetencedækning inden for alle fag. Endelave skole kan i de kommende år se frem til at mangle undervisere med linjefagsuddannelse inden for flere fag. Krav om kompetencedækning i alle fag og funktioner vil blive en stor udfordring, hvor assisteret fjernundervisning ses som en nærliggende mulighed for at understøtte dette behov.